Det er efterår. Ud af skovens varme brændte farver, er hun fortsat mod vandet.
Hun har stranden og klitterne for sig selv.
I denne tidløse stund tillader hun at give slip.
Hun slipper kontrollen. Kontrollen på det, hun normalt krampagtigt holder fast i.
Hun slipper rollen i at være mor, kæreste, kollega, i at være venindernes bedste ven, i redderrollen, og i den kritiske indre stemme, der jævnligt er ude på at korrigere hende.
Lige nu er hun bare.
Forsvares kåbe glider forsigtigt af hendes skuldre.
Hun sidder der´ ved vandbreddens skvulpen, og i solens lune stråler. Her giver hun slip i alt, hvad hun har lært.
Hun giver slip i adfærd og præstationer, og hun lader tankerne passere i takt med bølgens rolige tilbagetrækning.
Hun rammes af følelser, som blot er tilstede uden tolkning, analyse eller vurdering.
Nu er hun sine følelser.
Hun tillader at det sker. Hun lader den lille kilde af tårer løbe.
De er salte – og gamle.
Tårerne er for livets forfald.
Hun græder for smerten i verden. For menneskene, for dyrene, for naturen, og for alle farvellerne…
Livets cyklus. Leve og dø.
Livet render ud, og et nyt starter. En dør lukkes, og en ny åbnes.
Den eksistentielle sorg der ligger dybt; at livet får en ende.
Sårbarheden som hun mærker, går hånd i hånd med kærligheden.
Taknemmeligheden.
Hun sukker dybt. Som havde hun glemt at trække vejret i mange år.
Hun hiver den friske luft helt ned til de dybeste kroge af kroppen. Ilter hver en celle.
Hun løfter tæppet, hun sidder på, op om nakken og skutter sig. Den lette vind kærtegner hendes ansigt, og tårerne tørres ind.
Det er blevet sent og solen står lavt.
Hun vipper hovedet bagud og lukker øjnene.
Hun bekymrer sig ikke om tid.
Hun er bare, og sidder der og er et´ med naturen – et´ med sig selv og sin inderste væren.
Dette øjeblik har ingen dualiteter i godt og skidt.
Alt er blot, i accept, som det er!
Et nærværende møde med sig selv.
Hun lægger an til et smil.
