Når kærligheden har været nedprioriteret for længe…
Noget af det der allermest kan dræbe kærligheden, er faktisk det praktiske liv. Med det mener jeg, at når vi har do-to-lister så lange, så vi kan beklæde væggene med dem, så er det vores rationale og fornuft, der huserer mest i vores hoveder.
Det er ikke helt galt at opdele vores hoveder som det tænkende, og vores krop som det følende.
Med alle de gøremål vi har sat os for, så er hovedet på arbejde, og kroppen med følelser og sanser bliver i den forbindelse skubbet væk, og vores oprindelige behov for nærhed, berøring og intim kontakt bliver udsat, til vi får bedre tid, eller får mere overskud. Som er dårlige undskyldninger hovedet har fundet på!
Mønstret fortsætter med, at jeg skal liiiige noget andet før, jeg kan tillade mig at holde fri.
Paradoksalt nok så er det at holde fri altid noget, der ligger ude i fremtiden; altså en illusion.
Det eneste reelle virkelige der findes, er dette NU! så i dette NU, skal vi tage ansvar for, hvad der både skal gøres, men også tage ansvar for, hvad vi har brug for at føle og sanse, samt behovene for af liv-leg-lyst.
Prioriterer vi, at gøremål altid kommer før nydelse, så er vi også nødt til at være bevidste om, at dette har konsekvenser. Og disse konsekvenser er, at følelserne stille og roligt bliver pakket ned, så de på et tidspunkt knapt kan mærkes.
Pludselig en dag står vi med fornemmelsen af tomhed.
Er vi ikke tro mod vores behov, bliver vi med tiden irritable og kortluntede. Og derfor opstår konflikter, i bund og grund fordi, vi ikke er tro mod vores følelsesmæssige behov.
Det der samtidig sker, er, at med rationalet fra hovedet farer vi vild i tanker, som er fulde af vurderinger på godt og skidt. Hovedet tolker, formoder, vurderer og konkluderer, som er et yderst skråplan for kærlighedens trivsel. Herfra er det også let at komme til at tillægge vores partner noget mellem linjerne, af det vedkommende siger.
Når vi er alt for meget oppe i hovedet, så er det også herfra at “kampen” udkæmpes. Vi vil vinde diskussionerne, og vi holder på vores ret, og vi bider os fast i vores vinkel af tingene.
Når fokus drejer sig alt for meget om praktik, logistik og kontrol, så får vi dermed nedprioriteret kærligheden. Og det ender med, at vi bliver “underernærede” i at have gode kærlighedsmøder.
Hjertet er slet ikke med til at se, for hjertet er lukket. Spærret inde! Men langt inde ligger der en længsel for at mødes i kærlighed. Men stoltheden bliver desværre den, der sætter dagsordenen.
Nogle par fortsætter kampvillig ad den destruktive vej…
Andre par får standset op, og opdager, at de gerne vil have hjælp til at ændre kursen tilbage til åbne hjerter, og følelserne til hinanden.
…………….
