At høre til

I vores inderste kerne, bag forsvar og reaktioner, bag beskyttelse som viser sig som benægtelse, fortrængning og kamp, bag egoets beregninger og udregninger, bag roller, fortællinger og overbevisninger, findes det oprigtige ærlige i os. Kærlighed, taknemmelighed, og venlighed.

Dette sted er rent. Uden mål og formål. Uden ønske, krav og forventning om.
Dette sted er til gengæld stedet, hvor vi er i kontakt med vores eget værd, vores værdier og vores passion.

I den tilstand af kærlighed, taknemmelighed og venlighed har vi fat i det grundlæggende, hvorfra vi ganske naturligt også er i kontakt med respekt og omsorg til os selv.
Har vi været i kontakt med dette sted, vil vi længes efter at vende tilbage.
Og når vi har være slynget ud i to-do-lister, og befundet os i rationalet, og har skulle navigere rundt i den travle verden, blandt andres tempi og energier, kan vi være kommet langt væk fra det autentiske sted i os selv.

Er vi langt væk fra den vi inderst inde er, kan vi blive frustrerede og føle os rodløse.
Når vi ikke har fat i vores indre autentiske kerne, vil meget af det, vi foretager os, føles mindre betydningsfuldt, fordi vi ikke samtidig har fat i passionen og kilden i os.

Kunsten er, i alle livets facetter og udfordringer, at svinge os tilbage til kernen i os selv, hvor kærlighed, taknemmelighed, venlighed og grænser, samt vores værdier har sit udspring. En selvregulering til tryghed.

Herfra står vi i vores selvstændige, enestående selv, og venter ikke på nogen eller noget – af afhængighed.

Når vi høre til os selv, vil det i praksis indebære
– at vi kender os selv med vores værdier, behov og grænser.
– at vi accepterer os selv, også de sider, vi ikke er stolte over.
– at vi lever i overensstemmelse med os selv ved at træffe de valg, som føles rigtige, fremfor at leve efter andres forventninger.

Når vi så har fat i det autentiske i os selv, har vi stadig brug for det meste og de fleste. For vores behov er at være tilknyttet. Både knyttet til os selv, og også have følelsen af at høre til andre.

At høre til os selv kan være en proces, hvor vi gradvist opbygger vores selvforståelse og indre tryghed. Og jo bedre vi følges med os selv, des bedre kan vi følges med andre.

………………

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top