At være ramt af brystkræft er ikke det samme som at skulle dø!
Men bare ordet ”kræft” er et ord, vi hurtigt kommer til at forbinde med døden.
Kræft er skræmmende. Og det var det også for mig.
Dengang jeg fik post fra Rigshospitalet om, at jeg skulle komme til endnu en undersøgelse, var det som om, min verden for nogle minutter brød sammen.
Jeg væltede! Alt opretholdelse gled ud af mig og jeg kunne knapt sidde på stolen af frygt.
Samtidig var der en del af mig der undrede sig over min reaktion. Jeg så mig selv lidt udefra.
Da jeg hørte ordet, fik jeg det som, min krop deltes i to.
Det fornemmedes som om, der var en del af mig, der var skræmt. Og så var der en anden del, der ikke var skræmt. Jeg blev bevidst om, at jeg havde fat i to dele; ”den destruktive” og ”den sunde”
De to dele af mig, hører helt klar hjemme to forskellige steder i mig. Den ene del af mig farer rundt i hovedet med tanker, der hiver mig frem i tiden til bekymring, og skubber mig bagud i tiden, til hvad jeg burde have haft gjort, altså til skyld og dårlig samvittighed.
Denne del bliver jeg frustreret over! For jeg kan ikke fra denne del se klart, mærke klart eller handle klart.
Men så har jeg også den sunde del i mig. Denne del af mig er ikke skræmt, laver ikke fantasier, men formår at være tilstede med min autentiske indre kernes ro.
Den del af mig holder jeg mest af, for det er den del, der repræsenterer min essens ro og stilhed. Det er den del, der er centreret i min mave. Hvorfra der er væren i nuet, i det som er, som facts, som det at være lige nu og her. Som forholder sig til et´ skridt ad gangen. Og hvorfra jeg faktisk har en oprindelige autentisk glæde og hvilen i mig selv.
Da jeg fik at vide at jeg havde fået brystkræft, lavede den frygtsomme/destruktive del af mig fantasibilleder og skræmmesenarier.
Jeg frygtede udfaldet af operationen. Jeg frygtede svarene på prøverne. Ventetiden syntes uendelig lang med tid til at tænke skræmmetanker. Jeg frygtede samtalerne på hospitalet. Jeg frygtede kemobehandlingerne, frygtede bivirkningerne, frygtede i det hele taget at give slip på kontrollen.
Det at lade mig overgive til noget, jeg over hovedet ikke havde styr på konsekvensen af, skræmte mig. Hvad med økonomien… hvad med kærligheden..!
Jeg fik også sat min familie ind i min fantasifilmstrimmel og forestillede mig deres sorg over at skulle miste mig, og det gjorde mig voldsom ked af det. Og fantasien om måske ikke at skulle være i deres liv længere, var tanker, der passerede rundt i rundkørslen i mit hoved.
Bekymringsdelen lagde stærkt ud i mit system med at tænkte!
Så mærkede jeg heldigvis den anden del af mig, den sunde del, kalde mig til fornuft. Om at blive lige her, lige nu! hvorfra jeg mærker den kærlighed som er så lyslevende derinde i mit dybeste. Der hvor også taknemmeligheden bor, trods udfordringer…
Dog var det svært at være helt foruden tankerne, de kommer listende ind igen med bekymring om…
Dialogen i mig fortsatte og den autentiske del stillede modspørgsmål for at få mig ud af tankestrømmen, tilbage til virkeligheden. Den sunde del konfronterede den bekymrede destruktive del, om at jeg var i gang med at skræmme mig selv, og gøre mig ondt. Den sunde del hev mig hjem til min kernes sundhed hvorfra alt er godt. Her bor jo kærligheden, og der´ i mig selv, hører jeg hjemme.
En dom på at jeg havde fået brystkræft er ikke det samme som at skulle dø!
Syg eller ej, så kan man jo ”døde” sig selv med destruktivitet.
Så jeg valgte at lytte til det sunde.
Den frygtsomme forsøger en gang imellem, at komme ind med en bemærkning i mit hoved. Men så observerer jeg, at jeg får frygttanken, og til forskel fra tidligt i forløbet, så springer jeg ikke på tanken. Jeg nærer den ikke med energi og opmærksomhed. Jeg registrerer tanken, og accepterer at tanken kom forbi. Men jeg lader mig ikke forstyrre.
Jeg har et valg.
Jeg kunne vælge at forfølge skræmmetanken, men deri ville jeg blive frygtsom, og gøre mig selv bange.
Jeg har et valg.
Jeg vælger at min indre ro – min stilhed er stedet hvorfra, jeg er i balance, derfra tager stilling.
Derfra følges jeg med det sikre nu. Jeg følges også med en optimisme og positive vinkler på tingene.
Jeg har taget lederskab af, hvad der er i min magt at få styr på. Jeg tager ansvar for dagen, med hvad der kan gøres, skal gøres. Om det er at komme hårtab i forkøbet og klippe mig skaldet, eller om det er at tage favntag med kvalmen i en velkomst, som havde jeg været gravid og i “lykkelige omstændigheder”, så er det mig, der har fat i mig!
Og øget opmærksomhed på mit inderste blev til en større bevidsthed. Jeg kender ikke fremtiden, men jeg kender mig selv i nuet!
——–
Som terapeut har jeg gennem mange år arbejdet med terapi og mindfulness. Og det har kommet mig til gode i forløbet med at være brystkræftramt.
At jeg så som ganske almindeligt menneske også kan lade mig skræmme af ordet ”kræft” og haft det så tæt på, og har haft sat livet på spidsen, har været en læring og en erfaring om mig selv, som jeg allerede i dag er taknemmelig for.
