At være gået gennem den eksistentielle port, er at møde kærligheden i sig selv.
Følelsen der nærmest kan kategoriseres som en lykkefølelse, som ikke er skabt af udefra omstændigheder, er at have fat i kilden i os selv.
At have fat i kærligheden, der udspringer indefra i nærværende kontakt med alle sanser og følelser, og er tro mod kroppen og dens signaler, så hviler vi i det som er, og kan finde ud af at sætte grænser og være i vores selvværd.
Men når jeg så forlader kærligheden, ved at komme til at skubbe mine følelser og behov til side, ved at blive for praktisk og glemme at lytte til mit indre, så kan jeg komme til at lukke min kærlighed inde, pakke den ned.
Hvad skete der lige der!?
Der skete det, at jeg ”forlod” mig selv. Jeg forlod min kærlighed. Jeg gik fra maven (hjertet) til hovedet og blev alt for praktisk og logisk og jeg blev bekymret (tanker) Nogen gange opdager jeg det først, når jeg får bevidsthed på, at det virker tomt og lidt ligegyldigt. Jeg får øje på, at jeg er lutter løsningsforslag og retningsorienteret. Hvor blev nuet af, hvor blev tilstedeværelsen og nærværet af.
Tilbage står jeg så med ensomhedsfølelsen.
Når jeg så formår at slippe mit forsvar i mit reaktive jeg, og formår at møde mine behov og mine følelser, mærke min historie på godt og ondt, og jeg dermed er tro mod mig selv igen, ja så fælder jeg sørme en tåre.
I dette øjeblik opløses det indre gitter, og jeg forløses i følelsen at være kommet ”hjem” igen. Og i det møde med mig selv, får jeg øje på, at jeg måske har haft ”mistet” mig selv længe, så min sårbarhed handler også om sorgen over den tabte kærlighed i den tid, der er gået uden den.
Forinden da kan jeg lade min pegefinger pege i alle retninger, men det viser sig altid, at det er mig selv, jeg skal pege fingre ad. HVOR ER DU HENNE INGE.. HALLOOOO !!
Jeg har gjort mig mine erfaringer, og ved, at når jeg ikke kan finde ud af det, er det fordi jeg har glemt mig selv, og så er det godt nok på tide at finde hjem og vende tilbage til min kerne (kærlighed)
Da jeg både har prøvet at være i kærlighed (jeg er af den opfattelse, at vi mennesker ER kærlighed) og også har prøvet at stå foruden kærligheden, ja så er der ingen tvivl om, hvor jeg helst vil befinde mig. Sårbarheden jeg mærker, når jeg møder kærligheden igen, handler om, at jeg er lettet i at genfinde mig selv. Herfra elsker jeg, og herfra er jeg selv elsk-værdig.
Det er aldrig for sent at finde hjem!
Er du hjemme? .. eller er du på besøg hos andre? 🙂