Når vi mennesker ikke lever i overensstemmelse med vores værdier, kommer vi til at ”døde” dele af os selv. Når vi indespærer potentiale i os selv, og når vi ikke er tro mod vores egentlige behov, ønsker og drømme, ja så kan det opleves som et tab. Tab af godt liv, tab af muligheder, tab af kærlighed.
Fornemmelsen er, at vi ikke har sat os selv helt i spil.
Fornemmelsen er, at vi ikke lever autentisk.
Når vi får øje på, at vi lever efter nogle normer, som vi ikke helt passer ind i, og når vi for øje på, at vi lever ud fra gamle overbevisninger om, hvad vi bør og burde, (som vi i bund og grund blot har arvet fra vores ophav, fra en kultur, fra en barndomsgade, fra et familiemønster, eller fra en konklusion om os selv) ja så har vi først der´ med bevidsthed mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved, om det er sådan, vi fortsat ønsker at leve livet.
Måske er vi taknemmelighed over, hvad der blev budt os i opvæksten, og dog er der også noget, vi ikke længere har lyst til at have med os (i rygsækken).
Jeg møder mange mennesker, der er underlagt en hård dommer i sig selv. De præsterer hele tiden. Der er en hård indpisker, der holder vedkommende til ilden om at yde og gøre. Kerneantagelsen bag overbevisningen om at skulle præstere, er for de fleste personer, at de ikke er værdige til at blive elsket uden at skulle præstere. Sagt på anden måde: ”jeg er kun værd at elske, når jeg præsterer”.
Det kan være anstrengende at følges med, at skulle ”gøre” hele tiden. At læne sig tilbage, holde en pause fra præstationer er svært og næsten uudholdeligt. Den indre dommeren kommer straks med kommentarer, så man får dårlig samvittighed over at slappe af og gøre ”ingen ting”.
——————————-
Vi opdager, at det faktisk er et kærlighedstab/livstab ikke at have levet i overensstemmelse med os vores autentiske jeg.
Når vi er i ro, når vi eksempelvis lytter og er nærværende tilstede, til forskel fra at gøre eller fixe situationer med handling eller gode råd, så opdager vi at dage uden kærlighed og accept til os selv, er dage uden autentisk liv.
Når vi kigger tilbage på de dage, vi fik gjort noget mod vores vilje, mod vores værdisæt, og mod vores mavefornemmelse, så er det ikke usædvanligt, at vi bliver sårbare over at se, at vi ikke har levet med en egen-omsorg, men har jagtet at blive elsket af andre, ud fra den misforståelse, at vi skal præstere for at blive elsket.
Når du kender og mærker forskellen mellem at præstere (på baggrund af frygten for ikke at blive elsket) og på ikke at skulle jage efter kærligheden udefra, men anerkender og accepterer dig selv på både gøren og på væren, så er du nærmest dig selv, hjemme i fred.
Når du ikke er afhængig af omgivelsesstøtte, men hviler i dig selv, så er du ene-stående.
En sådan person er tiltrækkende, fordi du netop hviler i sig selv. En person der hviler i sig selv, virker tillidsvækkende, og folk omkring vil selv falde til ro, og vil føle sig godt til pas i dit selskab.
Det hænger faktisk sådan sammen, at jo større accept du har af dig selv, jo større accept vil du få af andre.
Når du lever livet hver dag, i overensstemmelse med dine værdier, og i accept af dig selv, vil du kunne give slip på overbevisningen om, at skulle yde for at kunne være værdig til kærlighed.
Start med at finde dine værdier. De værdier der skaber det fundament, som du har lyst til at stå på/leve ud fra.
Dernæst sætte grænse for, hvad du ikke vil være med til i livet, i parforholdet, i jobbet, i vennekredsen. Det er nemlig sundt at sige ”tak, men nej tak!”
Og i andre situationer, når det mærkes rigtigt i din mave, have modet til at gå efter passionen og sige ”JA!”
Nogle gange skal der ikke så meget til, for at få aktiveret dit autentiske jeg.
