En af problematikkerne der ofte dukker op i et parforhold, er konflikter, hvor de ikke føler sig hørt og forstået.
Vi hører ikke det´, som partneren siger. Det kan godt være, vi selv synes, vi hører, men vi lytter ikke. For vi er allerede “ramt”. Så det vi hører, bliver farvet af, hvad vi tror, vi hører. Når vi modtager det sagte, bliver der i vores egne beskyttende filtre vurderet og tolket på det, partneren siger.
Så det vi egentlig hører, når vi har tillagt og formodet, er kritik, der passer som magnet til en gammel overbevisning om os selv; at vi eksempelvis ikke er gode nok.
Og når vi ”hører”, at vi ikke er gode nok, vil vi reagere med en gammelt reaktion for at forsvare os. I bund og grund for at partneren ikke skal opdage, vores sande jeg.
Så faktisk forsvarer vi os mod vores egen overbevisning! Og det er dermed vores egen kamp!
I en konflikt med partneren har vi gjort partneren til den kritiker, som vi egentlig selv er mod os selv. Og når vi på den måde er ømme, vil vi, når vi hører kritik udefra, gå i forsvar.
Et tænkt eksempel som rigtig mange parforhold kender, er at i en konflikt rammes den ene part på en gemt overbevisning om at føle sig utilstrækkelig.
Det er ikke rart at føle sig utilstrækkelig, og derfor vil vi beskytte os selv, så vores partner ikke opdager, at vi ligger inde med den følelse, og den selvopfattelse (overbevisning) om os selv.
Vores reaktion er adfærden at gå i forsvar. Vi kan beskytte os selv ved at lukke af, og blive enten kort for hovedet, eller helt tavse. Eller vi forklarer os måske med næb og klør, eller vi går til “angreb”, som også er et forsvar i forklædning. Vi backtalker ”hvad med dig selv?!” Og vi finder fejl og mangler hos partneren, for at beskytte os mod at mærke smerten i os selv.
Vi bliver projektive, så min smerte bliver din smerte.
I sådan en form for kommunikation vil parterne komme længere væk fra hinanden. Som i bund og grund er det modsatte af, hvad behovet egentlig er.
Inde bage forsvaret ligger nemlig de autentiske behov for at blive forsonet, accepteret og favnet, som den vi er.
Men hvis vi ikke kan forsone, acceptere og favne os selv, og ikke har modet til at stå ved, hvilken følelse vi rammes af, så er det uvilkårligt også umuligt for en partner at få pladsen til at favne os.
Og kampen/diskussionen/konflikten kommer til at handle om det, der ligger uden for os. Vi kommer til at pege fingre ad hinandens adfærd, eller mangel på samme.
Det der ligger inde i os selv, altså følelserne, undgår vi at snakke om. For skulle vi snakke om følelserne, ville det være ensbetydende med, at skulle lægge vores forsvar, og turde blotte os.
Og fordi dette er uvant, kan det synes farligt. Farligt fordi vi kan frygte konsekvenserne. Vi er bange for at blive latterliggjort og grint ad. Vi frygter at blive afvist, ekskluderet og kasseret – og forladt.
Den store misforståelse er, at vi går i konflikt på hinandens reaktionerne! Frem for at tale om det der ligger bagved.
Når vi ikke har en dom på os selv, er der jo intet at forsvare!
Og uden forsvar kan vi bedre høre det afsendte budskab hos partneren. Og vi kan bedre tåle kritik. Vi vil, i stedet for at forsvare os, være nysgerrig på partneren, og tage kritikken til os. Vi har lettere ved at sige undskyld, og vi er ikke bange for at ændre, og udvikle os.
——-
I min praksis hjælper jeg par med at turde se bag om gammelt beskyttende adfærd, så de får øje på, at dette adfærd ikke tjener dem længere, men tværtimod begrænser dem.
Jeg arbejder med hver enkelt på at skifte tidlig satte overbevisninger ud med nye gavnlige.
Og introjekter (fordømmende ord, der engang er blevet sagt til os som børn) som de har ”slugt” som værende sandheder, de bliver ”spyttet ud” fordi disse introjekter opdages ikke at være sandheder – overhovedet!
Med villighed til forandring bliver parrene klogere på dem selv, og hinanden.
Deres nye indsigter og forståelse, og de nye handlemåder, og fornyet empati for sig selv og hinanden, bringer dem tættere på kærligheden, passionen og lidenskaben.
Jeg faciliterer vejen hjem, til hvem de inderst inde er, og gerne vil være, med de følelser, og til de behov og længsler de bærer på.
