De havde været så forelsket, at amorinerne fløj om hovederne på dem.
De var hver især afsløret som værende forelskede af venner og kolleger, det kunne ikke skjules. Deres udstråling, energi og store smil var påfaldende, at folk på gaden vendte sig om efter dem.
Alle kærlighedssprogene var sat i spil. De forkælede med gaver. De smykkede hinanden med kærlige ord. Der var ikke alt det gode, de ville gøre for hinanden. Han var den bedste udgave af en ”rigtig” mand. Han var galent, åbnede døre for hende, hev stolen ud, gav hende frakken på. Han hviskede ting i hendes øre. Alt det hun ønskede at høre.
Og hun, hun vimsede rundt om ham med diverse udgaver af nøje udvalgte indbydende blondeundertøj, fra selvsiddende til hofteholdere, g-streng til uden streng!
De flettede sig ind i hinanden i møblerne, og i sengen var de som et par legende delfiner, og de faldt i søvn i skæret fra hinandens intense blikke.
Deres sms´er var fulde af erotik og begær.
Når de var adskilte, gav det sug i maven og hjertebanken ved blot at tænke på hinanden.
Men der var sket så meget siden da.
Og gud ske lov for det, havde hun tænkt, for hun huskede, at hun i al forelskelsen også var blevet ramt af frygt. Når de ikke var sammen var hun nervøs, og det var ikke så rar en følelse.
De var flyttet sammen og alt gik godt længe.
Hun blev gravid, og de besluttede at selvfølgelig skulle de da være forældre. De var så lykkelige.
Under graviditeten havde hun ikke følt sig særlig attraktiv, og hun havde slukket det meste af sin lyst. Han tog heller ikke så meget initiativ, han ville jo ikke sætte hende i forlegenhed.
Rigtig mange af deres individuelle behov blev droslet ned i takt med, at fokus var at studere brochure om babyer, om børneværelsesindretning, om kvaliteten af tøj og interiør, om udvalg af barnevogn og autostol, om hvilken seng/vugge der var bedst.
De snakkede om navne, og lister blev jævnligt justeret.
Forventningens glæde.
Sammen fordybede de sig i snakke om, hvordan barnet mon ville komme till at se ud, og i arv fra hvem af dem.
Den søde ventetid.
Ingen af dem lagde mærke til, at deres opmærksomhed på hinanden tog en drejning. Opmærksomheden var på forældrerollerne, de snart skulle indtage. Historik, gammel arv, familiemønstre, og den opdragelse de selv havde gennemlevet, dukkede op i deres bevidsthed.
Små irritationer og små glimt af frygttanker opstod i deres hoveder, og udspillede sig mellem dem.
Men alt var fryd og gammen når fokus var på “guldklumpen”, og de sammen kiggede på scanningsbilledet fra hospitalet.
Hun fulgtes med alle de forandringer, der skete med og i hendes krop. Hun fordybede sig i at bygge rede og i at samle ”forråd”.
Han registrerede et lille fravær af hendes kærlighed, og det var starten på at føle sig lidt på et sidespor; uden for hendes babybobbel.
Som det naturligste var hun forbundet med sin mave og barnet, der voksede i hendes univers.
Han stod uden for dette, og kunne kun se på, og lade det ske.
I øjeblikke med sig selv kunne han få tanker på, om det var det rigtige, de havde gang i, og det rystede han, at han kunne tænke sådan. Pludselig kunne han også få trang til at mødes med gutterne til en ordentlig bytur.
Som kærester tog ikke ud sammen mere. Det var som om alt var blevet besværliggjort.
Den søde ventelid var sød, men også isolerende, og han havde nogle gange lyst til at springe rammerne, og gøre noget andet end at sidde i den samme sofa – aften efter aften og tale om fremtiden.
De talte uger og forholdt sig til bøger om børn, lavede planer om barnedåb, og de lavede lister op og lister ned. Han var ved at kaste op af det, men det var jo det, der var tillagt hende i en graviditet med kvalme; at kaste op. Så han tog sig sammen.
Han slækkede på sine behov og stillede sig bag i køen. Det´ måtte vente. Han måtte vente.
Han savnede hende. Savnede at hun savnede ham.
Når hun havde født, og fået sin almindelig krop, sin seksualitet og gamle humør tilbage, så ville alt blive normalt igen, tænkte han.
Og det glædede han sig rigtig meget til.
….
Ovenstående tekst er et stemningsbillede af, hvordan det ofte er at være ventende forældre.
I min praksis kommer en del par, som gerne vil genfinde hinanden.
Jeg faciliterer vejen til en dybere kærlighed, til passionen, og til de fælles værdier, som det individuelle parforhold ønsker at hvile på.
