Hun opdager ikke hvor indirekte hård, hun er mod sig selv. Hun opdager til gengæld hvor meget hun irriteres over sin mand. Flere og flere ting går hende på.
Hun kigger på ham, og lægger mærke til, at han ikke spiser særlig sundt. Han har taget på, og han er ikke så attraktiv, som hun huskede, han engang var. Han skulle tage at passe bedre på sig selv, for fortsætter han ad den stil, bliver han altså for tyk.
Det er også som om, han er begyndt at rode noget mere. Han efterlader sig spor hele tiden, som hun modvilligt fjerner igen og igen. Nogle gange tænker hun, at det er som at have et ekstra barn…
Hun ændrer måden han har sat tingene i opvaskemaskinen, og tænker at han aldrig lærer det. Og hans sokker, som i øvrigt ligger oven på vasketøjskurven, er sammenkrøllede klumper, hun bruger tid på at rette ud hver eneste gang. Hun sukker og bliver irriteret, og tænker at han har det for nemt.
Hun synes, han ser sine venner for tit, så kommer han hjem med et overskud af energi, og vil elske midt om natten. Ret provokerende synes hun, og hun afviser ham.
Og så er han begyndt til træning på tidspunkter, som er ret upassende, synes hun.
Han tager alt for let på tingene, og der er mere pjat og pjank end der er seriøs lektielæsning med børnene. Hun er træt af at være den eneste voksne i dette hus.
Han er blevet passiv med hensyn til initiativer. Og blomster og deres bryllupsdag glemmer han. Og der var også engang, hvor han var galant, men det er med tiden også forsvundet, tænkte hun.
Hun elskede ham engang.
Men det var dengang, hvor hun også holdt af sig selv…
Nu er hun mest fyldt op af kritik og irritation.
…..
Denne kvinde er ikke glad.
Det praktiske liv er steget hende til hovedet, og hun har fået malet sig ind i et hjørne, hvorfra hun mere eller mindre kun kan snerre fra. Den kritiske stemme lytter hun mest til, og med tiden er hun blevet mere begrænsende mod sig selv, og får ikke gjort noget for sig selv. Hun er blevet kritisk mod manden. Hun har øje for det meste, og jævnligt er der noget at kritisere manden for.
Hun har ikke opdaget, at hun med tiden har pakket sine længsler, behov og følelser ned, til fordel for at være regelrettet og praktisk.
Veninderne har hun udskudt og gamle interesser har hun lagt på hylden.
Hun peger og har fokus på det, hun ikke selv får gjort og handlet på. Hun kritiserer det, som er et underlæggende behov hos hende selv.
Hendes egne autentiske behov, både ”need to og wish to” har hun ikke været tro mod. Så hun har ikke haft taget ordentligt ansvar for sig selv.
Hendes adfærd og reaktioner mod manden er projektioner af hende selv. Hun kan ikke holde sine egne følelser ud, og placerer skylden for dem på ham. På den måde slipper hun for at blotte sig, og fortælle hvordan det egentlig står til med hendes egne følelser, behov og længsler.
Hun henvender sig fordi, hun tvivler på parforholdet. Hun har spurgt sig selv om hun kunne være i midvejs-krise, for hun føler sig ikke længere, som hende hun engang kendte. Hun blev bekymret den morgen hun vågnede og følte sig tom, træt og ligeglad.
Når en kvinde som hende (og dem er der faktisk mange af) erkender at hun selv har noget at arbejde med, så er det første skridt taget mod en bedre trivsel. Som udgangspunkt er det vigtigt, at hun vender spotten mod sig selv, og får nærkigget på sine egne mønstre og adfærd. For alt hvad hun har fokus på hos sin mand, som generer hende, er noget der rumsterer i hende selv.
Det handler som udgangspunkt altid om at blive bevidst om, hvordan det er. Og først derfra kan der ske ændringer. For det handler sjældent om hendes mand, men om det han repræsenterer, som er i spil i hende selv. Som noget hun har for lidt af eller for meget af selv.
Hun begynder at stråle, jo mere hun får arbejdet med sig selv. Og så fortæller hun opløftet og lidt undrende, at det går bedre med manden.
Jeg undlader ikke at nævnte for hende, at det er lige netop det´, der kan kan ske, at når bare en af parterne justerer i sig, så vil der ske en ændring i parforholdet også.
Ansvar er nøgleordet.