“Elefanten” i rummet

 

Elefanten i rummet

“Hvad er det vi ikke snakker om. For der er noget vi ikke snakker om….!”

Hun undlader at sætte ord på. Hun vil ikke irritere ham. For hun vil ikke have, han bliver sur, og hun kan slet ikke klare, at han bliver vred.
Hun mærker det snører sig sammen i sin hals, og hun får trykken i maven. Det er en gammelkendt fornemmelse i kroppen. Hun kender den. Hun hader den.
Så hun beskytter sig selv for ikke at få det sådan. Derfor er det også en selvfølgelighed, at hun ikke siger noget til ham, som han vil kunne blive irriteret eller vred over.
Hun er godt klar over, at hvis blot hun er glad, så er han tilfreds. Derfor smiler hun og holder den gode pæne tone, så vidt muligt. Når det bliver for svært for hende, trækker hun sig. Og gerne til gæsteværelset.
Han tror at hun lider af hovedpine, men det er mest uroen i maven, og hans humør der får hende til at trække sig.
Hans vrede gjorde hende lige så utryg som hun kendte til at være med jævne mellemrum som barn. Hun forstod ikke, hvorfor det var sådan mellem ham og hende. Hun elskede ham, det vidste hun, men hver gang hun kunne fornemme, at han ikke var helt tilfreds, så var der noget i hende, der føltes utrygt.
Det var som om hun ramtes af en skyldfølelse over hans tilstand. Hun mærkede hans vrede, og hun hørte ordene komme ud af hans mund, som giftpile mod sig.  Skamfølelsen over at hun følte sig forkert, og at det var hendes skyld, blev vækket til live.
Hun forsøgte at undvige kritikken og den gammelkendte følelse, hvor det var allerbedst at gemme sig fra omverden.
Hun elskede ham, savnede ham. Alting kunne være så godt, hvis bare han ikke blev vred.

Han opfordrer med jævne mellemrum, at hun skal gå til lægen, og se at få bugt med den hovedpine. Men inderst inde ved han godt, at der må være en anden årsag til, at hun trækker sig. Han kan se det i hendes øjne; hun undviger hans.
Han undlader at sige, hvad der vitterlig går ham på. Hendes adfærd mindede ham om hans mors adfærd, der i hans barndom ikke fortalte ham om, hvad der var på færde, men undgik ham.
I barndomshjemmet kunne han mærke forandringen, og den samme fornemmelse var begyndt at dukke op i ham, når hans kone trak sig…
Han ville gerne fixe hendes tilstand, så hun kunne blive ok igen. Glad igen. Så han kunne blive rolig igen. Tryg igen.
Men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre andet end at foreslå at tage smertestillende piller – og gå til lægen. Men hun tog ikke rigtig imod hans forslag. Det forvirrede og frustrerede ham. Det gjorde ham magtesløs, og en irritation lå også lige under huden på ham. Den kom nogle gange til udtryk, og så var det som om, at alting bare blev meget værre.
Irritation og vrede var reaktioner på noget gammelt, der var samlet til bunke over tid i ham.
Men han forsøgte at tæmme sin vrede. Han vidste at vrede var en destruktiv følelse. Det havde han for længe siden erfaret. Men jo mere han tæmmede vreden, jo mere kom den forholdsvis større ud, end han ønskede det. Han ville jo ikke bekymre hende. Men det generede ham voldsomt, at hun trak sig.
Et lille bitte sted i ham følte han sig forladt. Det var en gammelkendt følelse, han for mange år siden havde lært at pakke væk. Men hans kone, af alle mennesker, havde han det forfærdeligt med, var den, der skulle få den gamle forladthedsfølelse vækket til live i ham.
Det beroligede ham at løbe.
Han løb, og ønskede at hun var kommet ud af sit skjul og i godt humør, når han nåede hoveddøren igen.
Han elskede hende, savnede hende. Alting kunne være så godt, hvis bare hun ikke trak sig væk fra ham.

…….

Ovenstående er et opdigtet billed af hvordan, det kan rumstere med tanker, og følelser og adfærd/reaktioner i parterne i et parforhold. Det der udebliver, og som er vigtig for et parforholds trivsel, er kommunikationen omkring hvad, der gør ond, og hvorfra smerten egentlig stammer fra.
Når kommunikationen udebliver omkring de svære emner, vil der vokse en “elefant” op mellem parret, og det usagte vil skabe en afstand mellem dem.

Det kan være svært selv at punktere “elefanten” og få startet den sårbare dialog op.
Det er i sådanne situationer, det er givtigt at række ud efter hjælp.

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top