Elefanten i rummet
“Elefanten i rummet”
Hun undlader for alt i verden ikke at irritere ham, for hun kan ikke lide at han bliver sur.
Hun mærker det snører sig sammen i sin hals, og hun får en trykken i maven. Det er en gammelkendt fornemmelse i kroppen. Hun kender den, og hun hader den.
Så hun beskytter sig selv for ikke at få det sådan. Hun bringer ikke noget på banen, som han vil kunne blive irriteret eller vred over.
Hun er også godt klar over, at hvis blot hun er glad, så er han tilfreds. Derfor smiler hun, og holder den gode pæne tone, så vidt muligt.
Når det bliver for svært for hende, trækker hun sig. Og gerne til gæsteværelset. Han tror at hun lider af hovedpine. Det gør hun egentlig også, men ikke i den grad som hun giver udtryk for overfor ham.
Det er mest uroen i maven, og hans humør der får hende til at trække sig.
Hans vrede gør hende lige så utryg, som hun kendte til at være, i jævne mellemrum som barn. Hun forstod ikke, hvorfor det skulle være sådan mellem ham og hende. Hun elskede ham, det vidste hun, men hver gang hun fornemmede, at han ikke var helt tilfreds, så var der noget i hende, der føltes utrygt.
Det var som om hun ramtes af en skyldfølelse over hans tilstand. Hun mærkede hans vrede, og hun hørte ordene komme ud af hans mund, som giftpile mod sig. Skamfølelsen over at hun følte sig forkert, og at det var hendes skyld, blev vækket til live.
Hun forsøgte at undvige kritikken og den gammelkendte følelse, hvor det var allerbedst at gemme sig fra omverden.
Hun elskede ham, savnede ham. Alting kunne være så godt, hvis bare han ikke blev vred.
Han opfordrede med jævne mellemrum, at hun skulle gå til lægen, og se at få bugt med hovedpinen. Men inderst inde vidste han godt, at årsagen var andet end hovedpinen, at hun trak sig. Han kunne se det i hendes øjne; hun undveg hans.
Han havde det faktisk svært med, at hun jævnligt trak sig. Det mindede ham om hans mors adfærd, der i hans barndom ikke fortalte ham om, hvad der var på færde, men undgik ham. Undvigende blikke.
I barndomshjemmet kunne han mærke forandringen, og den samme fornemmelse var begyndt at dukke op i ham, når hun trak sig til gæsteværelset.
Han ville gerne fixe hendes tilstand, så hun kunne blive ok igen. Glad igen. Så han kunne blive rolig igen. Tryg igen.
Men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre andet end at foreslå at tage smertestillende piller – og gå til lægen. Men hun tog ikke rigtig imod hans forslag.
Det forvirrede og frustrerede ham. Det gjorde ham magtesløs, og en irritation lå også lige under huden på ham.
Den kom nogle gange til syne, og så var det som om alting blev meget værre.
Han forsøgte at tæmme sin vrede, og vidste at vrede var en destruktiv følelse. Det havde han for længe siden erfaret. Men jo mere han tæmmede vreden, jo mere kom den forholdsvis stor ud, end han ønskede det. Han ville jo ikke bekymre hende. Men det generede ham smerteligt, at hun trak sig væk fra ham.
Et sted i hans indre følte han sig forladt. Det var en gammelkendt følelse, han for mange år siden havde lært at pakke væk. Hans kæreste, af alle mennesker, havde han det forfærdeligt med, var den, der skulle få den gamle forladthedsfølelse vækket til live i ham.
Det klarede hans hjerne, og det beroligede hans nervesystem at løbe sig en tur. Løbeturene eliminerede vreden, der boblede i ham, i uretfærdigheden over at blive ”forladt”.
Han fik bugt med følelserne, og fornuften fortalte ham, at hun ikke var i gang med at forlade ham.
Han løb, og ønskede at hun var ude af gæsteværelset, hovedpinefri, når han nåede hoveddøren igen.
Han elskede hende, savnede hende. Alting kunne være så godt, hvis bare hun ikke trak sig væk fra ham.
– – – –
Hvad er det, de ikke snakker om. For der er noget, de ikke snakker om. Undgåelsen har vokset sig til en “elefant” mellem dem.
Jo mere de undgår hinanden, og jo mere de undgår dét i dem selv, altså de gamle traumer, smerten, ja så skaber de mere og mere afstand til kærligheden. Både kærligheden der kunne være til hinanden, og kærligheden der kunne være til dem selv, bliver overrulet af frygt og bekymring for smerte, og derfor sætter gamle forsvarsmekanismer ind med hver deres adfærd og handlemønstre for at beskytte mod denne smerte.
Men smerten er på dette tidspunkt indbildsk, på den måde ment at smerten reelt ikke er der, det er frygten for smerten, der er til stede. Selve smerten er gammel og skabt tilbage i barndommen. Derfor er det vigtigt at opdage at frygten egentlig er den følelse, der er i spil. Og at det er vores forsvarsmekanisme, der spænder ben for at kærligheden kan flyde frit i vores voksenliv.
Det de to ikke får snakket om, er, hvad de hver især bakser med på indersiden. Skulle de kunne dette, ville de betyde at de skulle trodse deres frygt, og gøre op med deres gamle adfærd. Hun skulle undgå at gemme sig i gæsteværelset (”børneværelset”)
Hun skulle i stedet snakke om alle sine ”forbudte” følelser, og hvad vrede gør ved hende, og hun skulle delagtiggøre ham i hendes barndomshistorie.
Og han skulle se bagom sin vrede og opdage at hans behov er at blive hørt og set og taget alvorlig, og han skulle dele med hende, hvad det gør ved ham, at hun trækker sig væk fra ham, og han skulle fortælle hende om hans barndomshistorie.
Kan dette lade sig gøre, er de begge trådt ud at deres mønster. De har modigt trådt ud på broen, sårbar i ikke at følges med deres forsvar.
De vælger at vælge kærligheden fremfor frygten og beskyttelse af smerte.
De træder ud for at møde hinanden – med en ens længsel efter at blive favnet og forstået, og elsket.
En længsel som i øvrigt er lige så gammel som kærlighedssvigtet fra barndommen.
I denne proces er der healing af der gamle sår med ømhed og fornyet kærlighed, hvor de giver dem selv lov til at elske, og blive elsket.
