Ensomhed er den skjulte smerte i et travlt samfund, som vi ikke nødvendigvis lægger mærke til hos hinanden.
Ensomhed er en følelse, mange kender til på et eller andet tidspunkt i livet. Men for nogle bliver ensomheden en følgesvend over tid. En stille smerte, som sjældent tales højt om.
I et samfund, hvor vi konstant er forbundet via teknologi, og hvor sociale medier viser glimt af fællesskaber og lykkelige øjeblikke, kan ensomheden føles endnu mere markant.
Ensomhed handler ikke om at være alene. Det er en følelse af manglende tilhørsforhold til andre mennesker, og kan også være en manglende autentisk kontakt til sig selv.
Man kan føle sig ensom, selv midt i en stor familie, i en vennekreds, på sit studie, eller på en arbejdsplads, eller i sit parforhold.
Ensomhed er ikke fraværet af mennesker, men fraværet af dybe, meningsfulde relationer, hvor man føler sig set, hørt og forstået, og accepteret for den man er.
Vores samfund hylder travlhed, præstation og selvstændighed. Vi lærer tidligt at klare os selv, og mange føler et pres for ikke at vise sårbarhed, og et pres for at leve op til normer og til perfekthed.
I disse hårde forventninger til os kan vi komme til at løbe stærkere, eller trække os i frygt for ikke at slå til. Og i frygt for at blive kasseret af andre, opstår tendensen til at isolere os, og det kan være fysisk tilbagetrækning, men det kan også være psykisk, så ingen opdager hvordan det er på indersiden af os.
Men vi mennesker er ikke skabt til isolation, vi har et fundamentalt behov for samhørighed og nære relationer.
Når fællesskaber bliver svære at finde/være i, og når vi oplever, at vores sårbarhed ikke har en plads, kan ensomheden vokse sig stærkere. Og der kan følge skjulte konsekvenser med af ensomhed, for langvarig ensomhed påvirker både vores mentale, vores fysiske og psykiske helbred.
Ensomhed kan øge risikoen for stress, angst og depression.
Ensomhed er et fælles ansvar, for ensomhed er ikke kun et individuelt problem. Det er et samfundsanliggende. Vi har brug for at skabe en kultur, hvor det er naturligt at række ud, hvor fællesskaber er åbne, og hvor vi tør møde hinanden i det, der er svært, er anderledes, er afvigende, er nyt, så nysgerrighed, rummelighed og næstekærlighed kan vokse mellem os. Vi er alle vigtige, og er en del af et større sammenhæng.
Kunne vi alle sammen ændre sætningen fra “hvordan går det?” til “hvordan har du det?” så bevæger vi os et skridt nærmere hinanden, til den bagom liggende trivsel.
At komme ud af ensomhed kræver ofte en aktiv indsats, men også en forståelse af, at små skridt tæller. Ensomhed kan bunde i gamle mønstre og overbevisninger om ikke at være værd at elske eller høre til.
Terapi kan hjælpe med at udforske og forløse disse gamle overbevisninger, reaktionsmønstre og følelser.
Når vi tør dele vores følelser og oplevelser med andre, opdager vi ofte, at vi ikke er alene om at have det sådan.
Hvis du oplever ensomhed, så husk, at du ikke behøver at gå igennem det alene.
Der er en vej ud – et skridt ad gangen, og det kan begynder med en enkelt samtale.
