I en bjergby i Spanien sidder hun på et lille torv, og nyder den rolige energi hun selv, og omgivelserne har.
Fontainen foran hende minder om noget ganske gammelt. Den er ikke aktiv. Der kommer ingen vandstråle ud af løvehovederne længere.
De hvide parasoller danner skygge for den allerede varme sol. Cafébordet er lille, men der er plads til cappuccino og agua, som tjeneren serverede i langsomme bevægelser, og så har hun også notesbogen liggende, hun skriver i.
Luften er klar, som himlens dybblå farve, også er det. Den blå farve hvis valør ses i bybilledet af små gamle døre og vinduer, kakler og karnapper.
Hun kigger på sin cappuccino hvis mælkeskum er svundet ind til små bobler. Drejer teskeen rundt, og tager en tår.
Små gråspurve kvidrer, en elskelig lyd der engang fyldte barndommens hække og buske, og fyldte hendes lille væsen med glæde.
Stille stemmer omkring hende taler sprog, der ikke er hendes. Bløde lyde, der blander sig med fuglekvidder, og svage toner af spansk musik.
Som hun sidder der vækker den spanske guitar melankoli og sjælekontakt. Hun kikker op og betragter den lille kirke, der ligger foran torvet. Det er ikke fordi hun specielt går i kirke derhjemme, men i det spanske drages hun altid.
Tørsten får hende til at række ud efter vandet med isterninger og citron. Citronen dufter godt. Hun tømmer halvdelen, og udbryder ”ahh!” så højt, at en kvinde ved det nærmeste bord løfter blikket.
Hun føler sig fanget i en situation, men smilene til hinanden, har en indforståethed, og accept.
I det samme bimler kirkens klokker i tårnet. Det er stemningsfuldt og smukt, og hun beslutter, at gå ind i kirken lidt senere, men inden da, vil hun skrive lidt mere i sin notesbog.
Hun skriver sætninger. Skriver på stemninger. Skriver digte.
Henover torvet kommer en gammel kone i sorte klæder gående. Ved den ene hånd en lille hvid pose, hvor man igennem kan se, at den er fyldt med avokadoer. I den anden hånd en kande. Konen, med sin lidt foroverbøjede ryg, har retning mod fontænen i langsomme skridt, trykker på noget, der med ét får vandstråler til at fosse ud.
Hun erkender, at hun var for hurtig til at konkludere at fontænen, trods sin alder, ikke duede.
Konen virker tudsegammel, men er stærk og fylder sin kande med vand, vender sig så og forsvinder med tøffe-skridt ud af bybilledet igen.
Et fint lille stemningsfuldt scenarie at betragte, konstaterer hun, og flytter solbrillerne op i håret.
Der går endnu en stund med blot at være.
Træerne rundt torvet har masser af appelsiner, og hun får mundvand efter friskpresset appelsinjuice, som hun bestiller ved en tjener, der har flakkende øjne og en nervøs energi.
Tankerne går på, at tjeneren måske lige har haft en konflikt med sin partner. Måske modtaget en alarmerende besked. Eller måske er ny i jobbet, og ikke hviler i sit eget værd, men lader sig vægte af sin formåen, og vejer sig for lidt …
Hun kender godt til selv at være usikker, og hun får lyst til at vise tjeneren sin medfølelse, og sammen genfinde fodfæste og fred, med nærvær og samhørighed.
Men hun slipper tankerne.
Der er intet andet at gøre end at bevare roen selv, så hun sender ud på den sekvens.
Sender venlighed og kærlighed, og anerkendende smil.
En gråspurv sætter sig på ryglænet af stolen på den anden side af hendes bord.
Dér sidder den et stykke tid. Kikker på hende og vipper blot med sit lille hoved. Hun bevæger sig, drikker af sin cappuccino uden den flyver. Den kigger bare på hende.
Tillid, konstaterer hun. Og tænker, at fuglen er kommet for at sy hende en kjole.
Højt siger hun: ”Hvor du fin”.
Gråspurven vipper fortsat med hovedet fra side til side. Så letter den. Til de andre fugle i nærheden, og kvidrer som aftalt i kor.
Så sidder hun med opmærksomheden på nuet.
Hun ”skal”, ”bør” og ”burde” intet lige nu.
Hun er her fordi, hun ønsker at være lige her. Hun er ikke på tid. Men på tilstand.
Langsomt fornemmer hun taknemmeligheden bruse i sig.
Noget vemodigt også. Måske blot sårbarhed. Den tilstand kan hun godt lide. Så ved hun at hun er hjemme i sig selv. Glad for at være havnet lige midt i kærligheden. I sig selv.
Pennen glider stille henad papiret og hånden skriver ord, der kommer til hende.
Hun mærker solen stikke på højre blottede lår, så hun svinger den lette nederdel over det bare stykke, for ikke at blive forbrændt i den stilling hun sidder i. Men da kirkeklokkerne atter bimler, lukker hun notesbogen, for kirken synes at kalde på hende.
Cappuccinoen er for længst drukket, men resten af vandet bunder hun, og lader de sidste dråber af appelsinsaft lande på sin tunge.
Hun får øjenkontakt med tjeneren, der nu virker glad, og laver tegn til at ville betale.
Trappetrinene op til kirken har slidte trin med fordybninger af de manges besøg gennem tiden, og indgangspartiet har en kæmpestor trædør med smukke udskæringer og jernbeslag.
Døren står åben.
Hun træder over tærsklen, og står et øjeblik helt stille, ydmyg over storheden og energien i det smukke kirkerum.
Hun betragter fascineret udsmykningerne, og holder vejret for et øjeblik.
Kirkens storhed gør, at hun føler sig lille, og det er helt okay. På en måde er det trygt og rart at læne sig ind i storheden.
Hendes blik drages mod lysene. At tænde lys. For nogen. For noget.
Hun går stille rundt i kirken, og med langsomme skridt bevæger hun sig ind på mellemgangen, der fører op til et fint alter. Hun sætter sig cirka halvvejs hen ad gangen. Ind på en bænk til højre.
Kirken er næsten tom, tre mennesker sidder spredt fra hinanden.
Til afveksling fra varmen udenfor er her lidt køligt.
Duften af voks og gamle sten omslutter hende, og vejrtrækningen har sænket sig til roligt. Hun sidder blot med sit nærvær og alle sine sanser åbne.
Lyset, der falder blødt gennem de høje vinduer, og lægger sig som gyldne strøg over det gamle bugnede gulv, synes magisk. Hun mærker sig lettere, og fyldes pludselig af en stor taknemmelighed.
Fornemmelser for historiens nærvær i væggene her, strømmer også i hendes årer. Alle de hjerter der før hendes, har åbnet sig her. Alle de stille bønner, hvis hvisken stadig lever i kirkerummet.
Hendes tanker afbrydes af en lille skikkelse, der går ind på bænkerækken foran hende.
En gammel kone klædt i sort. Lidt besværet knæler vedkommende ned, og gøre korsets tegn på sit bryst.
En bevægethed skyller pludselig igennem hendes krop, og hun bliver meget rørt over at betragte konen, og være vidne til hendes handling.
Hun rammes af deltagelse og omsorg, som føles større ende blot noget, hun selv huser i sig.
Og på en måde føler hun sig forbundet med konen, trods det at hun ikke kender hende.
Har aldrig set hende før. Eller har hun…
Hun mærker en form for sorg, og formoder at det er konens. Og dog ved hun, at hun aldrig ville have mærket følelsen, hvis ikke hun kendte til følelsen af sorg i sig selv.
Det er måske i øvrigt dét, kirkerummet kan, tænker hun; bringe mennesker sammen. Følelsesmæssigt sammen. I sorg og i glæde. I fortvivlelse og ensomhed. I tilgivelse og i kærlighed.
Hun rører ved træbænkens glatte overflade med begge hænder ud fra sig. Ganske mange før hende har siddet her, og været berørt af en følelse.
Her er en ganske særlig stilhed, selv om der et sted i kirken er en, der hoster, og en der pudser næse.
Med tilbagelænet nakke betragter hun smukke glasmosaikker, kalkmalerierne, og figurer af Jesus i træ, genfortalt i fødsel og i lidelse.
En fornemmelse af blid feminin kontakt breder sig i hende. Hun kender den så godt.
Og i den stille forbundethed til hvad hun observerer, og oplever, ser hun Maria Magdalene for sig. Som en blød, stærk og dybt kærlig tilstedeværelse, med et åbent hjerte til at favne og til at rumme. Være i kærligheden trods uretfærdigheden.
Maria Magdalene stod ved sin feminine essens. Fri af frygt, med deltagelse og omsorg, hvor andre veg tilbage, af sorg og bekymring.
I stunden i kirken går det op for hende, at kirken er et spejl for det, der allerede findes i hende. Hun sidder med øget opmærksomhed på sig selv, som hun i sin travle hverdag ikke får gjort, og hun fornemmer sit eget helligt rum i sit indre, stedet hvor hun i sin egen essens har smerte og sorg, har kærlighed og taknemmelighed, har tro og håb.
På et spirituelt plan er hun overbevist om, at hun hører sammen med alle andre, der også har kontakt til dette sted i sig.
Sorg er hjemløs kærlighed. Og i medfølelse vifter hun en tåre væk med langfingeren.
Konen i sorte klæder rejser sig for at gå ud. Hun drejer hovedet, og klare blå øjne i et ansigt fuld af hundrede rynker, fanger hendes blik, holder det, og smiler.
Det er som om, de forstår hinanden, på et feminint universelt plan.
Øjenkontakten gør noget ved hende, det er som om, hendes hjerte bliver holdt. For et øjeblik.
I ubetinget kærlighed.
Hun gengælder konens smil, kikker efter hende, og da skikkelsen forsvinder ud ad porten, vender hun atter blikket mod sig og sit. Lidt forundret i sit hoved, men tryg og glad i sin krop.
Hun dufter pludselig blomster. Sænker så blikket, og ser sine hænder hvile åbnet i sit skød.
Hun sidder lidt endnu i den fine tilstand, og med følelsen forbundethed, med konen, med sig selv, med kvinder, der havde været her før hende selv. I kontakt med jorden under, og himlen over sig.
En solstråle der står skarpt gennem glasmosaikken, er i alskens farver og bliver til Gude lys på stengulvet. Anerkendende tager hun sig til hjertet, og sukker dybt. Rækker så ud efter tasken på gulvet, og tager indtryk, stemninger og følelser, samt kærligheden, der går dybere, end hun kan forklare, med sig ud.
Hun stopper for at tænde lys for alle sjæle.
For ”kærlighed og taknemmelighed”, for ”fred og rummelighed” og for ”nysgerrighed og empati”
Så træder hun ud i den spanske skarpe sol med solbriller på næsen og ordene i lommen:
“Den feminine essens”
————————————————————————–
Ps. På baggrund af ovenstående tekst har jeg skabt forløbet “Kvindegruppe – i energien af Maria Magdalene”
Se under fanen Forløb.
