Vi stiller spørgsmål for at blive kloge, og for at udvide vores horisont, og for at søge viden.
Dette er på alle måder rigtig godt. At være nysgerrig er vejen frem!
Vi samler viden, adfærd, traditioner og kultur, og måder at gøre tingene på. Vi samler sammen og begynder at danne os som selvstændige individer. Og i barneårene er det nysgerrighed, vi skal støtte vores børn i at være.
Det er skønt og givtigt fortsat at være nysgerrig og videnbegærlig hele livet.
Det jeg vil pege på i dette blogindlæg, er, at når vi stiller spørgsmål, der simpelthen kan være en dårlig vane, fortæller at vi undviger at være ene-stående. Med alt for mange spørgsmål, kommer vi til at give udtryk for, at vi ikke er funderet i os selv.
Så vi stiller spørgsmål, når vi er i tvivl.
Vi stiller spørgsmål, når vi vil have en føler ude, om hvordan tingene står til.
Vi stiller spørgsmål, når vi vil have styr og kontrol over situationen.
Vi stiller spørgsmål, når vi er usikre.
Vi stiller spørgsmål, når vi vil være flinke og lade kæresten bestemme, eller lade børnene bestemme..
Hvad har du lyst til?
Hvad synes du vi skal lave?
Hvilke film synes du vi skal se?
Hvad trænger du til?
Hvad ønsker du dig?
Skal vi gå til højre eller synes du vi skal gå til venstre?
Hvad klæder mig bedst?
Hvad synes du vi skal have at spise?
Skal vi gå hjem nu?
For mange spørgsmål til børn, maser dem op på en piedestal, hvorfra de er højere end forældrene, og det er ikke godt! Med spørgsmål tillægger man barnet at måtte bestemme, og det er en stor byrde. Det er svært for barnet at bære stillingtagen og dermed ansvaret. Når man i legetøjsbutikken eller for den sags skyld andre steder, spørger sit barn om man skal gå hjem nu, og ikke godtager dets svar, bliver barnet selvfølgelig frustreret, når man nu lige har lagt op til valgmuligheden ved at stille spørgsmålet. Ved for mange spørgsmål mindregør forældrene sig selv, og vil med tiden ikke blive taget som troværdige voksne.
Hvis man som voksen træder i karakter, kan det godt være, at man får modstand fra børnene, men det giver nu alligevel mest tryghed for børnene, at det er forældrene, der fører an, baner vejen fordi man drager omsorg og beskyttelse for sit barn. Konfliktskyhed er ikke i børnenes tav. Tag ansvar! det har de fortjent!
Mange spørgsmål er gode, men også rigtig mange spørgsmål forplumrer dialogen, og i kæresteforhold udjævner man sig selv med alle disse spørgsmål. I misforstået hensyn (og i kærlighed, for man vil gerne gøre det så godt) spørger man, for at tjekke partnerens behov ud, så man lige kan sammenligne, om man er helt skævt på den i forhold til sig selv.
Når hun spørger sin mand om hvilken kjole, hun skal tage på, og han har svært ved at svare, er det blot fordi han fanger hendes egen usikkerhed om sig selv. Han vil helst behage sin kvinde og svare det´ hun selv synes. Han skal ikke svare det´, han tror, hun vil høre. For det første kan han ramme forkert! for det andet så udjævner han dig selv. Hun skal have hans ærlige mening med det bedste svar, at han vil elske at følges med hende i den der´kjole.
Og til hende skal siges, at hvis hun dropper spørgsmålene til ham, og selv tager ansvaret for, hvordan hun klæder sig, vil hun virke mere selvsikker, og i kontakt med sin krop (og dermed mere sexet).
Hvis hun ikke er i tvivl om hvad der klæder hende, ikke er i tvivl om hvilke forcer hun har, så vil hun udstråle hvor dejlig hun er! Spørger hun sin egen autentiske stemme (ikke dommeren) om hvilke kjole, hun skal tage på, ja så har den svaret.
Nogle vil opfylde andres ønsker i frygt for konflikt. Og så er vi tilbage til, at ”du får ret, og jeg får fred”! Måske den ene part er frygtsom og forsøger at undvige konflikter, og giver dermed partneren ret eller lov til at bestemme, og undgår derved at sætte sig selv i spil. Den holder bare ikke i længden, for på et tidspunkt, så tager vi ikke hinanden seriøse. Hverken den ene eller den anden part. Når han f.eks. giver magten til sin kvinde om, at hun må bestemme, vil han med tiden synes at hun er en bestemmerrøv, og han har helt glemt, at han selv har været med til at skabe hendes rolle som dronning.
Kvinden holder meget af at blive behandlet som dronning, og hun elsker at få sin vilje, men hvis han udelukkende stiller spørgsmål, og svaret skal ligge hos hende, ja så føler hun, at hun bærer hele parforholdet og har ansvaret alene for dets trivsel. Han har fået påtaget sig rollen som tjener, og det er ikke udelukkende godt, for hun vil på sigt ikke tage tjeneren alvorligt. Hun vil faktisk gerne have en konge! En konge der har meninger, og som baner vejen for sin dronning, med ansvar og stillingtagen til tingene, så hun også har mulighed for at slippe sin kontrol og styring, og give sig hen. Det er jo i virkeligheden også det´ manden (kongen) ønsker sig, hun skal gøre. Give slip og læne sig op ad ham og ind til ham.
Der findes spørgsmål, der tapper energi : Hvor synes du vi skal gå hen? Det ved jeg ikke, hvad synes du? Nej nu spurgte jeg dig, hvad synes du? Jamen jeg synes det samme som dig, så hvad synes du?
Høflighed på høflighed! Og det ender med, at dette par ikke går nogen steder overhovedet! Hvis man ikke byder ind med noget, ja så er der jo heller ikke noget at blive taget alvorlig for!
Forslag og uenighed er bedre end ingen forslag. Flere forslag gør at man har noget at vælge mellem, og måske er der ideer til en hel måneds forbrug. Uenighed gør bare at man opdager hinandens forskelligheder, og dermed lærer om hinanden.
Spørgsmål kan være rigtig fint, men mange gange er et personligt udsagn meget bedre!
Når du selv fortæller hvad dine behov er, når du fortæller, hvor du gerne vil hen, når du giver udtryk for din smag, for din stil, for din mening; når du fortæller, hvad du drømmer om, og kunne tænke dig, og er bund ærlig, ja så får du personlighed.
Du bliver synlig med din tydelighed, og du er troværdig for din partner at snakke med.
Du bliver taget alvorligt, og der er masser at blive elsket for!
Hop ud af tjenerrollen og flinkepigen for det er til alles bedste, at du både ses og høres, og du viser hvem du egentlig er! 🙂
