Hun havde ikke lyst til intimitet med sin mand længere…
Hun var irriteret på ham.
Hun var sikker på at han ikke forstod hende. Han lyttede ikke ordentlig.
Han ville gerne have sex, men han deltog ikke i de snakke, som hun lagde op til, at de skulle få gang i. Så derfor var det som om, at hun ikke kunne åbne sig seksuelt for han.
Han var blevet skyggen af sig selv. Kedelig. Uinspirerende. Uden mening. Han var blevet mere stille, måske i takt med at hun var blevet mere ”larmende”, tænkte hun. Han havde ikke mandsmod til at tage konflikterne.
Kunne han dog i det mindste ikke stå op for sig selv! Han var konfliktsky, konstaterede hun.
Hun næsten væmmes ved ham nu..
Hun havde langsomt trukket sig fra ham.
Hun var stærkt i sit forsvar, så han ku´ bare komme an, så ville hun være parat!
Det havde været svært nok med børnene, på 3 og 5. Hun forsøgte, så godt hun kunne, og hele døgnet, at være en god mor.
Han, til gengæld, kunne godt komme mere på banen, syntes hun. Nogle gange så hun ham som grænseløs, og så stod hun tilbage med ”lorten”.
Hun var sur. Og det vidste han godt. Det mærkede han jo, tænkte hun.
Hans venlighed kunne hun ikke tage ind, det virkede falsk og beregnende på hende. Hun mistænkte ham for, at han havde en bagtanke med de venlige handlinger. Den hoppede hun ikke på.
Hvis hun sagde ja til den massage, han tilbød, vidste hun godt, hvad han var ude på.
Hun ville ikke give ham sin lillefinger og opleve at han gik efter hele armen!
Så derfor undlod hun.
Hun undgik ham.
Hun trak hånden til sig, når de som familie gik tur i skoven, og han rakte ud efter hendes hånd.
Hun undlod den fysiske kontakt, ”for tænk nu hvis, at det førte til mere…”
Hun ville altså ikke have sex. Basta.
Faktisk havde hun så godt som altid en årsag parat, for at undgå ham.
Hun forsvarede sig.
Hun forklarede/forsvarede sig med at hun var træt. Hun forsvarede sig med, at der var arbejde, hun skulle ordne, at der var huslige gøremål, der skulle gøres, at hun manglede overskud, at hun havde fysiske skavanker, eller månedlige smerter.
Ellers var der altid børnene der udkonkurrerede, og hun lod sit fokus lande på dem.
Hun afviste ham. Og hun afviste dermed også sig selv!
Hans behov blev ikke dækket, og hendes blev det heller ikke.
Det var som om, at hun havde modstand på at give ham noget rart, og hun tillod ikke, at han kom med venlighed til hende. Hun ikke blot straffede ham, hun straffede også sig selv.
I sin afvisning af ham var det blevet til afvisning af hende selv, og afvisning af de autentiske behov og sunde længsler for kropskontakt, som hun havde – langt inde i sig selv.
Hun beskyttede sig selv inde bag en lukket dør. Og som ud af en brevsprække holdt hun øje med ham.
Hun syntes han opførte sig irriterende; fyldte opvaskemaskinen forfra i stedet for indefra, efterlod sine strømper ved siden af vasketøjskurven, lod det berømte toiletsæde være oppe…
Hun så ikke, at hun manglede at have øje for sig selv.
Hun så ikke, at hun havde fået pakket sig selv sammen. Og med at havde skubbet sine følelser og behov væk, havde hun gjort sig til en mindre udgave af sig selv.
Bag døren af forsvar, var hun efterhånden ved at føle sig ensom.
Langsomt ”opdagede” hun hvordan det egentlig var at være hende selv – og det gjorde hende ondt. Hun så, at hun var blevet mere vred end ked af det. Hun var gået hen og blevet en vrissen og sur udgave af sig selv.
Hun sad fast i forsvaret.
Hun sagde det ikke til ham. Hun vedkendte sig ikke, hvordan hun virkelig havde det.
For hun vidste godt, at gjorde hun det, så skulle hun åbne den dør, hun havde gemt sig bag. Og så var hun nødt til at blotte sig, og stå til regnskab for, hvad hun gemte på;
Inde bag forsvaret var hun bange.
Hun var bange for, at han skulle se hende i det autentiske lys, som var, at hun ikke var så god, som hun gav udtryk for.
Hun var bange for, at han ville se alle hendes sider, også dem hun skammede sig over.
Hun var bange for, at blive afsløret som det uperfekte menneske hun oprigtig følte sig som.
Hun var bange for at han ville opdage
at hun ikke var værd at elske…!
