Fra selvkritik til egenomsorg – hvorfor vi skal tale pænere til os selv
Den måde, vi taler til os selv på, former vores indre verden.
Ordene vi bruger, bliver til overbevisninger, og over tid kan de enten bygge os op eller bryde os ned.
Nogle har engang talt grimt til os, fyldt os med skæld ud og kritik på vores person. Eller også har de det modsatte; sat os på en piedestal, og rost os i en grad, at vi ikke har fået den nødvendige spejling, og derfor kan det have resulteret i, at vi er blevet vores egen justering/kritiker.
Mange af os har en selvkritisk stemme, der er blevet en slags baggrundsstøj – en stemme, vi knap nok lægger mærke til, men som alligevel påvirker vores selvtillid, vores mod og vores evne til at finde ro i os selv.
Denne stemme er ofte formet tidligt i livet. Måske har vi lært at være hårde ved os selv for at præstere bedre, eller måske vi har lært at fejl ikke var tilladt. Måske vi adskillige gange er skældt ud på vores adfærd og irettesat på vores udseende og på vores måder at være og føle på.
Måske er vores kritiske stemme en gentagelse af noget, vi engang har hørt udefra. Uanset hvor stemmen stammer fra, er det vigtigt at opdage, at vi ikke behøver at tro på den – og at vi kan lære at tale anderledes til os selv.
Egenomsorg handler om at tage ansvar for, hvordan vi møder os selv i alle slags øjeblikke.
Når vi tillader os selv at være uperfekte uden at straffe os selv, er vi ved at skifte spor; fra dårlig destruktiv vane til udviklende positiv vane, som vi kan vokse af.
Det betyder ikke, at vi ikke skal tage ansvar for vores handlinger, ej heller at vi ikke kan fejle, men det er afgørende, hvordan vi taler til os selv. Og vi kan godt tale pænt, også når vi vil pointere over for os selv, at der var noget vi ikke formåede.
At tale med venlighed er afgørende for vores trivsel, og for at skabe mod til at komme videre, og forsøge igen med hvad vi måtte have sat os for. Lad os støtter os, frem for at fælde os.
Vi skal være støttende, så vi holder motivationen og livsmodet oppe. Nedgørelse af os selv har ikke gavnet noget, det får vi blot ekstra dårlig samvittighed over, og vi følges med skyld og skam over ikke at være gode nok, ikke være tilstrækkelige nok, ikke at slå til – og måske oveni købet ikke føle os elsket.
En god øvelse er at lytte bevidst til vores egen indre dialoger. For vi er nødt til at opdage hvornår selvkritikken opstår, og hvordan den lyder.
Det kan være en hjælp at lytte efter ordvalgene af kritikken, om hvis stemme den oprindelig er. Det kunne nemlig meget vel være en af vores forældres eller en gammel skolelærers stemme. Eller som sagt en selvskabt dommeren/mindre været i os.
Man har faktisk lavet forsøg med planter. Nogle planter talte man pænt til, og andre planter skældte man ud på og talte man grimt til.
Resultatet viste, at planterne der blev blev behandlet venligt og omsorgsfuldt trivedes godt, og de planter som blev skældt ud og talt ned til, visnede og gik ud. Resultatet af dette eksperiment er tankevækkende. Og det sætter endnu mere fokus på, at måden vi tænker og taler til os selv, har betydning.
Nysgerrig på os selv, kunne vi prøve at ændre kritikken til noget mere venligt og omsorgsfuldt. Selvfølgelig kan det føles uvant i starten, men egenomsorg er en noget, vi godt kan træne. Når vi vælger bevidst at være flinkere mod os selv med at tale pænere, bliver det på flere stadier selvforstærkende. Vi bliver gladere, vi smiler mere til vores spejlbillede, vi synes bedre om os selv, og vi bliver mere trygge i vores eget selskab.
Og kontakten til os selv bliver vi mere fortrolig, og vi bliver mere modstandsdygtige over for livets udfordringer.
Er vi gode til at være venlige mod os selv, bliver vi mere åbne over for at tage imod venlighed og kærlighed fra andre.
Det er ikke en hurtig proces, men hvert lille skridt tæller. Og måske er det vigtigste at huske, at vi allerede nu er værdige til vores egen venlighed.
