Der var engang hvor vi, på baggrund af omstændighederne, overbeviste vi os selv om, at vi som menneske er uinteressant, uegnet, ikke fortjener, ikke har noget vigtigt at sige, ikke duer, ikke er værd at lytte til, ikke værd at elske.
Vi tog det på os, og fulgtes med prædikatet, skjult som en hemmelighed. Og vi dannede måder at være i verden på, så vi kunne undgå at blotte vores hemmelighed.
Når vi senere i livet har konflikter i parforholdet, kan vores overbevisninger trigges, og vi kæmper for at partneren ikke skal “opdage” os.
I frygten for at blive afsløret, og i reaktion på frygten for at stå uden kærlighed, forsvarer vi os enten med modangreb i konflikten, eller vi trækker os, eller går i baglås.
En reaktion der sker hurtig og reaktivt på noget farligt. Og det farlige er at blive kasseret/ekskluderet/forladt/blive alene/gå til grunde.
Det er godt at minde os selv om, at vi ikke ER vores negative overbevisninger om os selv. Og at vores reaktionsmønstre er tudsegamle, fra da vi gjorde vores første erfaring i at “miste” kærligheden som barn, dengang da vores omsorgsperson udeblev/ikke reagerede/ikke trøstede/ikke regulerede os tilbage til tryghed.
I vores kærlighedsrelation er det let at blive ramt på gamle sår og oplevelser i vores system, da netop parforholdskærligheden stikker så dybt at gamle sår kan rammes og åbnes på ny. Det smerter, og vi kæmper for at undgå.
I stedet for fortsat at kæmpe og holde fast i et falsk selvbillede med dømmende overbevisninger, kan vi vælge at arbejde med netop dét, som skygger for kærligheden, og vores sande selv.
Det er muligt at opbygge tryghed og egenomsorg ind i relationen til os selv. Og jo bedre vi har det med os selv, jo større er muligheden for en optimal god og dejlig kærlighedskontakt til vores partner, og dermed til trivslen i parforholdet.
