Giv din partner plads til at være sig selv.
Når to halve hjerter bliver til et, er det smukt. Vi befinder os rigtig dejligt i konstellationen at vi tilsammen er et hele. Som nogle gange med tiden kan resultere i, at vi udtaler os i et fælles vi-sprog, og at vi har fælles holdninger og meninger. Vi følges ad til rigtig meget, det er rart og føles trygt.
Den fælles adfærd synes at have kun eet sæt enkelt ben at gå på.
Men det er faktisk godt også at huske på, at vi er to individer!
Og hvorfor så det?
Jo fordi, at når vi i sammensmeltningen af du og jeg, bliver til et vi, så kan der samtidig snige sig ind, at vi tager så meget hensyn til hinanden, at det bliver vores egne oprindelige behov, vi betaler med.
Vi tilpasser os for godheden/venligheden og kærlighedens skyld, men vi tilpasser os også med årsagen frygt!
Hver især kan vi frygte at blive kasseret, for den vi i virkeligheden er.
Så det vi egentlig har liggende i vores indre som store og små lyster og længsler, pakker vi væk.
Vi håber at behovene for dette med tiden mindskes. Og af misforstået hensyn vil vi ”blot” det, som partneren vil.
Man kan sige, at begge parter bliver mindre; vi bliver en ikke-fuldstændig udgave af os selv.
På et tidspunkt kan vi ikke holde de autentiske behov nede længere. Og uro, forvirring, rastløshed, skyldfølelse og dårlig samvittighed vil rumstere i vores indre, når vi ikke er tro mod os selv, og dermed så heller ikke tro og ærlig overfor vores partner, om hvordan det står til med os.
Autentiske behov har brug for at blive imødekommet – og udlevet.
Vi vil synes, der mangler noget i livet, og i en projektion af os selv, vil vi begynder at blive irriteret over små ting. Udækkede behov bliver til irritation. Og det er nøjagtig af den årsag, at parterne i parforholdet hver især har begrænset sig. Over tid har de hver især ikke været tro mod sig selv.
Vi undlader at tage af sted. Vi bliver hjemme for fredens skyld, og for ikke at møde vreden eller lidelsen i partnerens øjne. Bliver vi sendt af sted med dårlige vibrationer, er skyldfølelsen den der gør, at vi ender med at blive hjemme. Eller vi tager afsted trods en slumrende konflikt.
Behovene for at gøre noget for sig selv; at adskille sig og stå på sine egne ben, trænger sig på.
Ofte er der misforståelser i sådan en periode i parforholdet. Rigtig mange tænker frygtanker, eller konkluderer at de ikke passer sammen længere, eller at de er vokset fra hinanden. Sandheden er, at de først nu er klar til at blive bevidste om, hvad deres behov og længsler er! Det har tidligere været skræmmende at skulle sætte ord på/ og også at skulle høre om partnerens behov, men på et tidspunkt er behovet for at snakke om behovene svær at holde tilbage.
Deres forskellighed som dukker op, skal ikke tolkes som negativt, selvom det er nærliggende at gøre dette.
At give plads til vores partner handler nemlig også om, at vi accepterer, at vi er forskellige og kan se forskelligt på selv samme situation. Så at give plads er også at byde velkommen, hvad vi hver i sær har på hjertet, og gerne vil snakke om.
Når vi når til frustration, er parterne blot ved at være parate til at ville mere end ”blot” være det fælles sæt ben.
I det gode parforhold giver vi partneren plads til at være sig, og hjælper hinanden med at spille hinanden gode. Og have fat i hvad der hver især gør os glade. F.eks. kan det være et behov og være ret vigtigt at tage til den/de kunstudstillinger, man har længtes efter, at man får meldt sig ind i jagtforeningen, eller mandegruppen, eller opfrisket et gammelt talent, eller startet på en gemt passion, deltaget i en foredragsrække, eller får mødtes kontinuerligt med veninderne.
Det er godt at udvise rummelighed og ikke sætte tvivlsspørgsmål, ej heller tage udgangspunkt i os selv, når det gælder partnernes ønsker og behov.
Når vi undlader at begrænse, men giver plads – både til os selv og til vores partner, så beriger og vokser parforholdet.
Når vi begrænser andre, er det vigtigt at vide, at så begrænser vi fra et begrænset sted i os selv!
Derfor er det udbytterigt at arbejde på at give plads.
Når vi giver vores partner plads, er vi samtidig i gang med at udvide pladsen i os selv.
Ikke at forglemme så giver vi kærlighed, afsendt fra et sted med kærlighed i os selv.
– ——–
Intentionerne er positive, men man kan snuble over følelsen af afvisning, forladthed, ensomhed, uretfærdighed, begrænsning, mindreværd, og jalousi.
Derfor rækker mange ud efter hjælp til at kunne meste rummeligheden, værdierne og følelserne.
Sammen med parret luger vi ud i gamle uhensigtsmæssige adfærd og mønstre.
Og der arbejdes på tilliden, troværdigheden og kommunikationen, for at få det gode liv til at blomstre.
Når parret formår at følges ad, og samtidig gå med egne ben, og foretage sig hvad, der højner hver deres trivsel, og i en vekselvirkning også gør ting sammen, så er der potentiale for et levende, dynamisk og rigtig godt kærlighedsfyldt parforhold.
