Han var egentlig lige glad med, om en nye sofa skulle være grå eller brun. Altså lige så glad for en brun som for en grå. Så det havde faktisk ingen betydning, hvilken sofa hun valgte.
Det´ der betød noget, var, at hans kone var glad. Så han valgte, ikke at vælge, men lod hende få lov til at træffe valgene. Han havde det helt fint med hendes beslutninger.
I starten af deres forhold nød han at se hende blive glad for at bestemme. I takt med at han veg tilbage, så hun kunne træde frem med forslag, meninger og ideer, strålede hun mere og mere. Han nød at se hende vise, hvad hun havde bestilt, og havde købt og hentet hjem. Hun behøvede egentlig ikke at involvere ham, syntes han. Han havde tillid til, at hun havde tjek på det. Hun var både rigtig god til at indrette, rode og rydde op, og gøre rent. Han var stolt af hende og glad for deres fælles hjem. Hvori der også var kommet to små søde puslinger med et par år i mellem. Og dem tog hun sig rigtig fint af.
Hun vidste lige nøjagtig hvad børnene havde brug for, både hvordan og hvornår, og hvor lidt og hvor meget.
Han var absolut ikke i hendes klasse, så hun syntes, det var meget nemmere for alle parter, at hun tog stafetten. Og han trådte tilbage og til siden, så hun kunne få det på sin måde.
Allermest satte han pris på hendes glæde og begejstring. Han elskede at se hendes smil gå helt op til øjnene. Og endnu mere når hun lagde nakken tilbage i latter. Så mærkede han stor tilfredshed, som spredte sig som en varme i hele hans krop.
Når han oplevede hende sådan, var alting godt, og han elskede hende af hele sit hjerte. Og han havde ro med, at hun havde stafetten og lederskabet, og bestemmerkasketten på, for så var hun i sit es. Og hun ville ikke begrænses eller forstyrres i hvordan, tingene skulle være og gøres.
Det var så godt i mange år.
Det havde været så naturligt for ham at vige pladsen. Selvfølgelig havde han en mening, men hvorfor sætte den i spil, når hun blev så glad for at bestemme. Han trådte gerne til side for hende. For han elskede at se hende glad.
Han havde været i den gode tro, at hun trivedes med at have den post, for det gav hun udtryk for i de mange første år af deres parforhold.
Han troede, at hun dengang påskønnede pladsen, han gav hende. Sådan havde han jo oplevet hende.
Først havde han givet hende pladsen af kærlighed og fascination af hende. Hun var så dejlig.
Han betragtede hende nogle gange i smug.
I lænestolen hvorfra han var opslugt af sin krimi, blev han også ofte opslugt af hende. Eller fra sit arbejde på computeren løftede han engang imellem blikket, og nød synet af hende. Hun var så smuk og dejlig. Hun vimsede rundt og havde gang i flere ting på en gang. Hun fyldte hjemmet med nips, og ting og sager, som nogle gange også blev fortrudt, men så skiftede hun det ud igen med noget andet. Og det var også helt fint. I den sammenhæng havde han accepteret, at hun syntes hans guitar fyldte for meget, og han havde fundet et sted på loftet, bag kasserne med hendes sommersko.
Senere hen var grunden til, han trak sig, fordi han opfattede hende argumentere kraftigt for sine meninger og synspunkter, og det var egentlig uden, at han som sådan havde udtrykt sig noget særlig. Hun var der som en høg, og havde lange forklaringer, som han egentlig ikke syntes, var nødvendige.
Det var som om, at hun på det seneste også havde en vis portion manipulering med i hendes talestrøm, og han oplevede hende kampklar, som om hun havde sat sig for, at ville diskutere med ham. Hun prikkede til ham, og derfor var det pludselig blevet af den grund, han trak sig.
Han ville undgå, at hun skulle starte en latterlig diskussion, som han absolut ikke ønskede at være en del af.
Det var lettere at blande sig lidt udenom. Hun ville jo alligevel få ret. Og hellere give hende ret, så han kunne få fred.
Fred for kritikken og uroen. Og fred for konflikterne og misforståelserne.
Med tiden var det som om, hans kone var blevet irriteret på ham.
Han var desorienteret, og vidste ikke hvad det handlede om. Hun var begyndt at brokke sig over ham. Hun påstod, at han ingen mening havde, og hun sagde, han var irriterende, og at han i øvrigt opførte sig som de andre børne i huset. Hun udtalte i sammenhænge, hvor han syntes det var lidt pinligt, at hun var mor til 3, så i det regnestykke talte hun ham med!
Han var forvirret og syntes at hun var urimelig, for han havde ikke ændret sig, overhovedet! Han var som han plejede. Så han undrede sig over, hvad der dog rumsterede i hendes hoved.
Han satte fokus på sin egen adfærd. Han kunne kun få øje på, at han var rimelig tilfreds med sig selv, han rummede alle hendes påfund, og han rummede også hendes humørsvingninger. Og sådan havde han jo altid været.
Så hvorfor var hun nu utilfreds med det? …..
– —-
