Han forstod ikke, hvorfor hun så tit og ofte var så gnaven. Hun hidsede sig op over småting.
Han kunne ikke gøre noget rigtigt i hendes øjne.
Når han fyldte opvaskemaskinen, ja, så kunne hun finde på at rokere om på det, og lagde han tøj sammen, (som nu var en sjældenhed, da hun helst selv vil det) ja så var hans måde helt forkert. Støvsugede han, kunne hun finde på støvsuge det efter, med demonstration på at han åbenbart ikke havde gjort det godt nok.
Det havde stået på længe, tænkte han, og var for et øjeblik rundt i hjørnerne i sit liv. Gav han sønnen tøj på, så korrigerede hun ham, og sagde at striber og mønstret ikke passede sammen. Når han skiftede ble, eller gav sønnen mad, så var hun altid lige i nærheden, og holdt øje med om han gjorde det rigtigt. Madlavning var hun bedst til, det indrømmede han gerne, og roste hende også for det, men når han var i køkkenet skulle hun altid blande sig, så rørte hun rundt, smagte til, kom mere salt i, eller også stod hun i døren, og kiggede med korslagte arme.
Han syntes at han havde øjne på sig hele tiden, og deri blev han mere akavet, end han ønskede at fremstå. Hun var klar med gode råd, (sagde hun at det var) men tit hev hun tingene ud af hånden på ham og det fik ham til at føle, at hans måde var forkert. Han hadede når hun gjorde dette, for så var det sgu ærlig talt som om, hun spillede hans mor…!
Men han havde forsøgt sit bedste dengang, og det gjorde han til dels stadig. Dog var han begyndt at hoppe over, hvor gærdet var lavest. Hun anklagede/påpegede/irettesatte ham jo under alle omstændigheder, så på den måde var det jo lige fedt, om hvor umage han gjorde sig. Han skulle være ovre i hendes hoved og gætte sig til, hvordan hun ønskede det skulle være, og så gøre det på hendes måde, og det var altid anstrengende at skulle gætte sig til, hvordan hun ville have det.
Hun sagde at han da kunne spørge hende, men gjorde han det, ja så vidste han godt, at hun ville være efter ham med, at han ikke kunne have en mening selv.
Engang havde han hørt hende omtale sit liv, som at hun var mor til to børn! og deri havde hun talt ham med som et barn! Det havde provokeret ham noget så gevaldigt. Men skyen der hang over ham, fyldtes med skyld!
Men hvorfor skulle hun fokusere på bagateller. Han vidste tit ikke, hvad han skulle stille op. Så var det lettere, og en befrielse, hvis en af kammeraterne ringede efter ham, så han kunne komme ud ad døren.
Han blev lidt nervøs, når hun pludselig var følelsesladet, og hendes svingninger kunne han ikke agere i. Han kunne ikke følge med. Han fattede hverken hendes vrede eller hendes tårer. Bølgerne gik højt og pludselig faldt de igen, og nogle gange vidste han ikke, med hvilke årsag. Men det var næsten altid hans skyld. Han prøvede dog at forklare hende, at det ikke hang sådan sammen. Men ofte blev hun mere sur, når han åbnede munden. Så han var begyndt at lade være.
Han syntes hun brokkede sig så meget, sådan var han ikke, tænkte han. Han ville allerhelst bare nyde alt det gode der var. Hvorfor fokusere på det negative. Han kunne ikke gøre hende tilfreds. Han følte mere at han irriterede hende, ved blot at være tilstede.
Han havde masser ellers af ideer til, at hun kunne ændre sit sure humør, hvis hun ville høre på ham. Men det ville hun ikke.
Han følte sig faktisk tit kasseret tit af hende, når hun afviste ham!
Han var begyndt at trække sig, for hun gad ham jo alligevel ikke, konstaterede han, og blev tit bekræftet i sin antagelse, så han lod sig opsluge af sin smartphone.
Han hadede når stemningen var spændt – og der lå en konflikt under opsejling. Så var han den, der var skredet.
Han var begyndt at syntes det var mere livsglæde uden for hjemmet …
Han var godt klar over, at der ville falde brænde ned, når han kom for sent hjem. Men skideballen var ens, om det var fem minutter eller en halvtime, han kom for sent.
Ingen undskyldning var god nok til hende; trafikken – arbejdet – kunderne.
Vigtige årsager.
Men det fattede hun ikke.
Engang i mellem valgte han bevidst at komme den halve time for sent hjem, bare for at tiltuske sig lidt frihed… fri af hende
Ovennævnte par er underlagt konstellationen Overhund/Underhund, og i dette tilfælde er hun overhunden og han er underhunden.
Kort fortalt om overhund og underhund:
En overhund har en del frustrationer og irritation liggende i sit system. Vedkommende udviser vrede, og vil gerne have, kan også kræve, og er ikke bleg for trygle og kommandere.
En overhund bebrejder og kritiserer og har gerne fokus på det negative, og taler ofte om det manglende. Vedkommende konfronterer og bruger også bevisførelse overfor sin partner.
Overhunden tager for meget ansvar, for meget på den måde at hun også bevæger sig over i partnerens sko, og handler på hans vegne. Overhunden har/tager overblikket og det er i sådan en grad, at partneren ikke behøver at have det.
Overhunden lever for det meste fra hovedet af, med adfærd og praktisk overblik om hvad der skal gøres i hverdagen. Vedkommende har tjek på kalenderen.
Overhunden slapper ikke særlig meget af, vedkommende er overbevist om, at hvis hun (i dette tilfælde) gør det, så er der ”ingen andre der gør det”; tager over altså.
En overhund mærker ikke sig selv, men er ovre i andres ”sko” og er optaget af at pege fingre.
Hun kigger sig i spejlet, og kan være en hård dommer ved sig selv. Det er aldrig godt nok.
Overhunden er over-ansvarlig!
I bund og grund har overhunden det ikke særlig godt. Vedkommende holder egentlig ikke af sin rolle som ”den der tager lederskabet” men personen tør ikke give slip på kontrollen.
En underhund siger meget sjældent nej. Vedkommende bruger ofte sætningen ”jeg skal lige…” så det kan være svært at ”indfange” en underhund.
En underhund manipulerer med omgivelserne/partneren for at få det som vedkommende helst vil have det.
En underhund kan finde på at lyve og fordreje situationen så den passer bedst ind i vedkommendes selvbillede. Vedkommende viger udenom, og det kan såvel være på gøremål som det kan være i dialogerne. En underhund taler heller udenom det konkrete, og undgår i særdeleshed den ”varme grød”. Vedkommende afleder opmærksomheden henimod noget andet/et andet emne.
En underhund trækker sig, bliver tavs eller fjerner sig helt.
Underhunden er bange for at kommitte sig, i frygt for at ”fælden klapper”
Underhunden er konfliktsky. Han holder af ”friheden” (pausen hvori overhunden ikke er efter ham) og deri kan en kalender føles som at blive begrænset.
I bund og grund har underhunden det ikke særlig godt. Underhunden følges med en overbevisning om at vedkommende er et dårligt menneske, og er inderst inde ramt af skyld og dårlig samvittighed.
Det er et destruktivt (rolle)spil, hvor ingen af parterne trives optimalt.
Men jo mere han giver slip i lederskab, jo mere tager hun lederstokken, og så er det sådan mønstret etableres.
Når han giver slip på sin måde at gøre det på, og når han tilbageholder sine meninger og holdninger, behov og for den sags skyld sine følelser, så bliver han en skygge af sig selv. Han bliver mere eller mindre usynlig, og dermed tager kun oftere lederkasketten på, og bestemmer. For han lader hende jo bestemme.
Han forstår knapt nok sig selv, og han undrer sig over sin måde at være på i samspil med hende, for når han er sammen med gutterne eller er på arbejdet, så er han fremme i skoene, er på, og tager initiativer og lederskab. For da der findes underhunde i hans andre relationer, så er han måske den der repræsenterer overhunden der´.
Men han føler at hun er ovre i hans sko, og måden at undslippe på, er at han tager sig sine friheder. Hans adfærd kommer til at ligne ego-adfærd fordi han tiltusker sig en frihed, han i stedet skulle sætte ord på, at han har brug for.
Han bliver usikker når hun konfronterer, og frygter konsekvenser, og vil ikke se dem i øjnene.
Så længe han ikke har fat i sine autentiske behov, og giver udtryk for dem, så er de blot en illusion, når det ikke udspiller sig i virkeligheden.
Altså skal der handling og ansvar til.
Hun føler sig ikke taget alvorligt, når han ikke overholder aftaler. Og hun kan tilmed føle sig forrådt, hvis han glider helt af, og lukker sig væk fra hende.
Hun kan føle sig udkonkurreret af hans arbejde, og de smerter hende inderst inde. Og tilvælger han sin ”frihed”, kan hun føle det som et fravalg af hende, og en bekymring sniger sig ind hos hende. Det kan hidse hende op (og gøre hende bange) når han trækker sig, og han bliver stille. Så er det nærliggende at hun går efter at have kontrol med tingene. Men det kommer til at handle mere om frygten for kontrol-tab! end det handler om at tage vare på alt, hvad der rør sig i forhold til følelser og egne behov og grænser i hende selv.
Dybest inde har hun ikke lyst til at være sådan. Og dybest inde har han heller ikke lyst til at være som han er.
Hun skal finde modet til at trude slippe kontrollen, hive pegefingrene til sig, og udvise tillid til at han også kan.
Han skal finde modet til at involvere hende i hvad, der rumsterer i ham af følelser, og hvad han måtte have af behov, og om hvor hans grænser går. Og han skal turde tage stafetten uden frygt for pegefingre.
Altså handler det for begge parter om at bryde mønstret ved at tage autentisk ansvar 360 grader, for sig selv, for sit liv, for sit parforhold!
Til orientering: der findes også parforhold hvor manden er overhund, og kvinden er underhund.
