Hendes tillid var brudt.
Han havde brudt deres fælles aftaler. Igen.
Hendes grænse var overtrådt. Hun var sur. Hun var vred.
Hun var begyndt at trække et forsvar op foran sig. Klar parat, for at passe på sig selv.
Og det gjorde hun ikke bare i deres diskussioner, hun gjorde det også bare ved at tænke på ham. Hun gjorde det forinden, hun skulle mødes med ham. I hendes tanker forestillede hun sig at de ville få konflikter, hun forestillede sig at de ville diskutere og hun tænkte, at han ville være en ”klaphat”
Tankerne hun tænkte var på baggrund af hendes erfaringer. Så hun ikke bare beskyttede sig med et forsvar, hun gjorde sig klar til angreb!
Hun tænkte tanker om hvordan, hun ville gå på ham.
Så hun lagde strategier og sætninger klar, så hun kunne ”skyde” ham ned.
Egentlig var hun såret, og ked af det inde bag forsvaret. Det var blot ikke helt kommet til hendes bevidsthed, at hun følte sig forrådt og svigtet.
Foreløbig fulgtes hun med en vrede. Vreden stod forrest og den mest nærliggende følelse i et reaktivt sind at ty sig til.
Den sunde vrede, som er til at sætte grænser med, havde hun ikke formået at være tro mod. Hun havde ikke fået sagt til og fra undervejs. Hun havde ikke reageret sundt, naturligt og autentisk. Ordene som hun havde haft på tungen, og som var på vej ud, havde hun i stedet slugt igen.
Hen ad vejen havde hun samlet til bunke af reaktioner på det´, som hun syntes ikke havde været i orden. De gange hendes grænse havde været overtrådt af andre, havde hun været med til selv at overtræde, for hun havde tilladt det, ved ikke at sige fra.
Hun havde ladet det ske uden protest, uden reaktion, uden at sætte ord på, hvad det gjorde ved hende, og hun havde ladet det ske uden at vise sine følelser. Hun havde slugt det hele.
Vreden hun hver gang havde mærket, havde samlet sig til bunke.
Og nu havde hun fået nok!
Det var som om, at nu ville vreden ud og næsten for en hver pris, og i en hver situation.
Det var som om, hendes system blot ventede på en anledning, til at kunne bryde ud med denne vrede.
Hun var ikke opmærksom på, at hendes tanker var med til at forværre hendes tilstand. Det var som om hun ønskede at være vred. Som om hun dyrkede det. Tankerne kredsede om alt, hvad der kunne sætte hendes ”pis i kog”
Pludselig pegede hun fingre ad det meste omkring sig. Hendes fokus var på det´, han repræsenterede. Pludselig havde hun noget imod at han skulle til træning. Det irriterede hende at han strålede, når han snakkede om sit arbejde. Det irriterede hende i det hele taget, at han talte om sit arbejde.
Hun var opmærksom på hans påklædning, på hvordan han duftede, og opmærksom på hvordan han spiste. Hun reagerede på hvordan, og hvor meget han deltog i det praktiske. Og der var altid en finger at sætte på det.
Hun befandt sig stort set hele tiden ovre på hans ”banehalvdel” og hun var i særdeleshed i hans sko, når hun konkluderede på ham.
Fornemmelsen af sig selv, havde hun sluppet i takt med, at hun havde travlt med at finde grunde og årsager ovre i hans lejr til, at kunne ”vedligeholde” sin vrede.
Hun valgte ikke dette bevidst. Hun mente dog at hun var i sin gode ret til at pointerer det, hun lagde mærke til, og som ikke var i orden (set fra hendes vinkel)
Gennem årene havde hun samlet til bunke af små dråber vrede, og nu føltes det som om, at en flod ville ud af hende.
…………………………
”Inde bag vrede ligger et udækket behov”
Hos ovenstående kvinde er der højst sandsynligt flere behov, som hun ikke har fået dækket undervejs. Det være sig behovet for at blive lyttet til og taget alvorligt. At blive forstået og anerkendt for hvem hun er og for hvad hun står for. Det være sig behovet for at sætte sine grænser for det´, som ikke er i orden for hende.