Det var stadig en vintermåned..
Vinden var kold og bed i hendes kinder. Og hendes lange blonde hår flagrede omkring til alle sider, da hun vippede hætten ned.
Vejret holdt de fleste mennesker inden døre, så hun mødte ingen, hverken på parkeringspladsen eller på stien hun gik ad.
Og trods det bidende kolde vejr kvidrede gråspurvene lystigt fra en busk, hun gik forbi. En lyd der altid gav flashback til barndommens parcelhuskvarter med sjippetov og ”jeg-melder-krig-mod”-leg.
Det var tidligt på dagen. Impulsen havde været at gå til vandet, før nogen vågnede, så hun havde lagt beskeden på en gul lap på køkkenbordet, og listet sig ud uden at manden eller børnene enten ville have morgenmad, eller ville med hende. Hun ville ikke vente på dem. Hun trængte til at være alene.
Med en snært dårlig samvittighed tiltuskede hun sig et åndehul for sig selv, og hun skyndte sig ud af døren inden, hun fortrød.
Havet viste tænder denne morgen.
Store bølger slog mod kysten – Og stranden, der om nogle måneder ville være befolket, var nu en mennesketom strækning, blottet for farverige håndklæder og parasoller. Lydsiden ville senere på året være af skrigende, højtråbende jublende børn og voksne, nu var den eneste lyd enkelte mågers skrig og havets opråben.
Hun elskede tiden nu; at have havet for sig selv. Bølgerne havde ligesom sit helt specielle sprog, og udtrykte sig med karakter.
Havet havde masser at fortælle, hvis det havde en stemme. Det havde historier, fortællinger og legender fra gennem tiden, tænke hun.
Hun lukkede øjnene og lod den øredøvende buldren fra havet indtage sig.
Store træskibe viste sig for hendes indre blik. Skibe med masser af sejl, skibe med årer og mænd, der tog fat. Skibe som vuggede i takt med rytmen i bølgernes dybde og højder. Besætningen var let påklædte, gyldenbrune muskuløse mænd, sommerdage, og skindbeklædte, beskidte, fuldskæggede og stolte mænd i tågede vintermåneder, fra en tid for længe siden….
Hun tog en slurk af den medbragte kaffe, som holdt sig varm i den lille termokande. Hun drak med lukkede øjne, ville ikke væk fra sin fantasi. Sine livlige drømmerejser, som hun tit ”tog på”.
Det var hende i en nøddeskal at drømme sig væk. Fantasien tog hende et sted hen, og hun undslap at tage stilling til alt det, der ellers var at tage stilling til, og tage ansvar for.
Hun syntes selv, det var en dejlig evne. Ja, nok en overlevelse strategi. En metode, et mønster.
Drømmerejserne føltes virkelige for hende. Hun kunne se det hele for sig. Visuelt var hun stærk.
Hun var blevet fortalt, at hun var en drømmer, og at hun tit fik deflekteret virkeligheden – nuet hun var i, situationen hun var i, væk.
Hun vedkendte sig, at hun tænkte meget. Og tit på at hun skulle have sagt eller gjort noget andet end det, hun fik gjort. Især efter et skænderi eller efter samvær med personer, der kun talte om dem selv, eller som snuppede hendes sætninger, og løb afsted med en association på noget, hun havde sagt.
Derefter efterrationaliserede hun på, hvad hun ville gøre og sige, hvis hun kunne skrue tiden tilbage. Eller også var hun ude i fremtiden og planlagde nye strategier. Tit gik hendes overvejelser på, om hun nu var en god nok mor…
Havets bølger var gode for hende. De havde faktisk noget lig den samme effekt, som når hun var i skoven, og sad op ad et stort træer. Eller når hun var i bjergene, og havde udsigten til de store åbne vidder og endeløse horisonter.
Naturen gjorde noget ved hendes sind. Fornemmelsen var at blive mere forbundet til kroppen. Og til alting.
Hun fik fornemmelsen af at alt hang sammen. Og at hun blot var en ydmyg brik i det hele.
Der skete næsten altid en form for udrensning i hende, når hun gav sig tid til at være i naturen.
Når hun var retrofleksiv, for´ hun vild i sit hoved, og hun mistede kontakten til sin krop sine følelser og til sit oprindelige.
Hverdagens praktiske liv og trummerum hev hende gennem ugen, så hun ikke lagde mærke til, hvordan hun vitterlig havde det.
Der var så mange gøremål. Og børnene stjal hendes tid. Det var også ok, sagde hun højt, mest for at overbevise sig selv.
Hun fortalte sig selv at ”sådan var livet” Hun havde valgt at få børn, og har man sagt A må man også sige B. Det rungede i hende hoved – et ekko. En sætning hun var flasket op med!
Hun mærkede irritation, og vidste at noget lå bag. Blot hun tænkte på sine egne behov, blev hun tynget af tankemylder om, at hun så måtte være en dårlig mor… Hun kendte til kritikken og dommeren mod sig selv. Hun vidste at det var tid til at finde hjem – i sig.
Så hun tog fat i metoden, til at skille tingene ad. Metoden til at blive nærværende med sig selv. Hun lod vinden suse om hovedet på hende, og hun koncentrerede sig om at mærke det.
Så registrerede hun sit åndedrag, og fulgtes med det helt ned til maven. Maven blev større i de sekunder hun beholdt luften der´. Så pustede hun langsomt ud igen.
Som havets rytme. Hendes rytme. Lige nu. Og igen og igen.
Hun trak energien fra havets bølger ind i sin krop. Lyden forplantede sig ikke blot til fornemmelsen i maven, hendes visualisering sendte det rundt til hver en kropsdel, til hvert et organ i hendes krop. Hver en celle blev ”støvet af” for ”snavs” og ”skygge” til hun atter var befriet, fornyet og “ren”.
Hun kærtegnede med kærlighed det hele i sig, til vigtigheden af hendes velbefindende, for trivslen, og for sundheden både fysisk og psykisk.
Hun sukkede dybt, og lige nu som hun sad der, blev behovet for at drømme sig væk mindre.
Det var så dejligt at sidder der´ i den lille simple lette strandstol, hun havde taget med under armen. Stolen støttede hende godt i ryggen, og tæppet hun havde svøbt sig i, holdt fint på hendes varme. Hun var tilfreds.
Det føltes rigtig godt at mase støvlerne lidt ned i sandet, og en smuk muslingeskal kom til syne, til hendes forundring. Den samlede hun op og studerede længe dens nuancer og linjer, og glat føltes den, da hun mærkede den på hendes kind.
Hun lod de røde skindhandskers fingre mødes i flet i nakken. Så lænede hun hovedet bagud, og studerede himlens skyformationer i dens mange gråtoner, og hun registrerede det salte lugt af hav, hun smagte kaffens aroma, og observerede en solstråle kile sig gennem skyerne og mærkede den på sit ansigt.
Hun lukkede atter øjnene, men denne gang “forsvandt” hun ikke, hverken til fortiden eller ud i fremtiden. Hun var lige der´ i sine sanser. Og hun mærkede en snigende følelse af taknemmelighed. Og så vidste hun at hun var “hjemme” igen – i sig.
Hun begyndte at blive sulten, og maven rumlede. Hun smilede for sig selv over beslutningen om at gå hjem – til sine kære – mere sansende mere kontaktfuld.
Hjem. Til det der er!
————————–
Det er afgørende for vores velbefindende, at vi for øje på os selv og vores mønstre.
Kun med bevidsthed om hvordan det er (adfærden) kan vi ændre til noget andet. (ny adfærd)
