Ensomhed
Uret tigger. Det er som om, det er den eneste lyd i hele lejligheden.
Måske er det indbildning – for der vidst ikke noget ur. Men fornemmelsen er, at der godt kunne have været et ur. Sådan et gammelt et, der står på en hylde blandt små nips, som det tager en evighed at støve af.
Uret ville slå hvert kvarter, halve og hele time…
Men tiden står stille her.
Hun er ensom.
Hun har hjørner i sit indre, hvor ingen har været før. Steder hun har holdt hemmelig. Holdt kortene tæt til kroppen.
Ensomhed.
Det er Påske.
Der er ingen at holde påskekomsammen med.
Folk har så travlt. Deres indkøbsvogne er fyldte, og hun tænker at de nok skal afholde påskemiddag eller påskefrokost. De har i hvert fald en stor familie, eller mange venner med alt det, de handler ind.
Hun har ikke rigtig nogle venner. Det viste sig, at dem hun kendte, var bekendte…
Der ville være mange til påskefrokosten, tænkte hun.
Hun så det hele for sig.
På bordet er der alt, hvad hjertet begærer af påskefrokostherligheder. Der dufter af fiskefiletter og hårdstegte frikadeller blandet med duften af lun leverpostej og den lidt sødlige lugt af påskebryg. Nogle ville have tyvstartet på øllerne, der er der altid nogen der gør.
Servietterne i gul og lilla er sirligt foldede og står struttende på alle tallerknerne.
Dåserne bliver stablet og forsøgt nået til loftet. Der bliver grinet og klappet i hænderne og nogle klapper også hinanden på ryggen. Mændene selvfølgelig.
Hun hører lydsiden for sig. der bliver grinet højt, og de har en fest!
Minder eller forestillinger…
Det er lang tiden siden hun selv har været til noget selskabeligt.
At blive skilt har omkostninger med sig.
Livet gik ud af døren, den dag hun blev forladt.
Her er så stille.
Børnene er på weekend. På påskeferie. De bliver nok proppet til med chokolade. Ondt i maverne! Glinsende små figurer er gemt i haven. Og æg! Mon de maler på æg!?
Hun har ikke hørt en lyd fra børnene, så har de det nok godt, nok. De savner hende i hvert fald ikke hende. Men hvor hun dog savner dem!
Hun lægger mærke til, at alle folk er så optaget af deres eget. Nogle springer over i køen, og en skubbede til hende uden at sige ”undskyld”. Og på fortovet er det som om, ingen lægger mærke til hende. Det er altid hende, der træder til side, de andre husker ikke færdselreglen ”hold til højre”..
Stilhed.
Hun kunne have sovet længe, men det har aldrig ligget til hende at snue og gasse sig, men hvem gider også det, når det er hyggeligt at lave morgenmad til børnene.
Nu skal hun til at tage stilling til, hvad hun selv gider at spise, og alene.
Der er ikke nogen særlig appetit for tiden.
Hun tager sin mobil fra køkkenbordet. Hun går på facebook og instagram. Om det gør hende godt eller skidt at ”kigge” ind i folks stuer, ved hun ikke rigtig. Hun får på en måde lyst til at være med i mange udgaver af liv derinde. Hun ville gerne poste noget der viser at ”her går det godt”, men hun går ud af facebook igen, inden hun laver en aktiv handling.
Hun udser sig en bog fra hylden. Der er flere, hun ikke har fået læst endnu, af dem fra bogudsalget tilbage i januar. Der´ var hun optaget af så meget andet…
Hun tager bøger ud med den mest i øjenfaldende ryg. Flere sætter hun tilbage igen, da deres forside ikke appellerer til hende. Så støder hun på familiealbummet og hiver det helt ud.
Det bliver albummet hun vælger, og med en dampende varm kop nesskaffe, går hun ud på altanen i forårssolen.
Hendes vejrtrækning er tung, og for en stund aer hun mange af billederne, men mest dem af børnene. Så lukker hun albummet igen.
Nogle i ejendommen, fra eller anden altan, snakker højt. Der er musik og en masse stemmer. De minder hende om et socialt liv, der var engang. En følelse af misundelse blander sig i hendes sorg og hendes længsel.
Hun går indenfor og lukker døren.
Men kort tid efter går hun ud igen, nu med et glas vin. Hun har besluttet sig for at lytte til det, der kunne være et muntert hørespil fra dem som holder påskefrokost oven fra et sted.
Men kort tid efter lukkes deres altandør og hørespillet slutter brat. Hun bliver siddende lidt, skuffet og med en form for bebrejdelse mod sig selv. Så vælger hun også at gå ind.
Vinen hælder hun i vasken.
Sofaen virker blødere end ellers. Trætheden overmander hende. Hun tjekker mobilen, en sidste gang om der er besked fra børnene.
Lige inden hun falder i søvn, sætter hun mobilen på fuld lyd, for hvis børnene eller andre skulle ville have fat i hende.
Tæppet trækker hun op over skuldrene i et meget dybt suk.
Stueuret er samtidig gået i stå.
——————————–
Ensomhedens stemme bor i os alle …
