Endnu engang mødte jeg denne kvinden, der er i et parforhold, som hun umiddelbart ikke kan sætte en finger på, ikke skulle være i orden.
Egentlig er hun tilfreds med manden, hun er tilfreds med hvordan det går med deres børn, og det hele er egentlig ok, alting spiller ok.
Dog er det lige som om, at der mangler noget, siger hun. Hun føler sig lidt tom.
Hun er ikke rigtig glad. Og det er årsagen til at hun har henvendt sig.
Hun og manden har da konflikter, fortæller hun, og så føler hun sig endnu mere tom efterfølgende.
Hun vidste ikke rigtig om det var nok årsag nok til at gå i terapi. Jeg anerkendte hende for, at hun ønskede at opnå en bedre tilstand, og at det var at tage ansvar for sit liv, at hun rakte ud. Så det var godt og ansvarligt gjort, og ingen skal dømme hvor lidt eller hvor meget der skal til, for at gå i terapi.
Hun havde startet med at sidde lidt usikker på kanten af stolen, med med mine ord følte hun sig velkommen, og hun rumpede sig tilbage i sædet.
Så fortalte hun at hun indimellem rammes af dårlig samvittighed over at have det sådan som hun har det, for nogle gange sammenligner hun sig med nogle der har det værre, og så synes hun, hun burde være meget taknemmelig for det liv, hun har.
Og det er hun egentlig også, sagde hun undskyldende. Hun er ikke utilfreds. Hun er bare ikke rigtig glad…..
Denne kvinde er en af dem, der sætter sig selv bagerest i køen. Hun lader sine egne behov skylle ud med opvaskevandet, til fordel for at hendes familie trives, og at hus og hjem ser præsentabel ud. Hun gør hvad der skal gøres, og har masser af adfærd på det praktiske liv, og på jobbet.
Det´ at hun ikke trives optimalt, gør at hun stille og roligt samler til bunke af små irritationsmomenter.
I samtalen kommer det frem at hendes mand bliver lidt skraldespand for hendes projektioner, og når han så ikke siger fra over for det, hun sender i mod ham, så har hun årsag til endnu mere irritation. Det næste hun får gjort, er at kritisere ham for ikke at tage del nok, ikke at være meddelsom nok, ikke at være hjemme nok, ikke være galant nok, ikke at være mand nok! Hun var vred da hun fortalte.
Inden længe gik der hul på hende, og kleenex pakken kom sædvanligvis på bordet. Hun var godt på vej, for tårer bryder barriere ned, og hendes anklager mod manden, og hendes forsvars-tale for hende selv, mærkede hun var rar at give slip til.
Hun mærkede at “tomheden” erstattedes af ked-af-det-hed.
Sammen får vi kigget på, at hun ikke har fat i sig selv, og hun reagerer som en såret hund, der bider fra sig.
Vi arbejdede med at hun skulle hive projektionerne hjem til sig selv. Deri opdagede hun, at det er hende selv, der mangler at sætte sig selv i spil. I alle de praktiske gøremål og logistik i hendes liv, har hun mistet sig selv. Hendes egne behov og kontakten til sine følelser fik hun øje på var et gammelt mønster der lå i hende om at hun skulle “være til for andre”.
Hendes lyst, sensualitet, leg og kreativitet havde hun ikke lyttet til længe.
Kontakt til lidenskaben var fjern for hende, og det var så længe siden, at hun havde følt sig elsk-værdig.
Vejen til større forståelse, dybere indsigt og mere nærvær og kontakt til sig selv, var det hun i processerne fik fat i. Hun mærkede igen sine følelser, der blev tydeligere samtidig med at hun mærkede og markerede sine grænser. Hun blev tydelig for sig selv og sine omgivelser, når hun fik sagt højt, hvad hun drømte om, hvad hun havde lyst til, og hvad hendes behov var.
Da hun fik ordentlig fat i sig selv, begyndte hun at føle sig elsk-værdig, og samtidig begyndte der at vokse nye spirer i hendes univers.
Med hendes genvundne selvværd, så hun på sig selv uden kritik og dom, og hun mødte omverdenen med klare øjne, og hendes parforhold begyndte at blomstre med den nye lidenskab hun mærkede.
Manden følger gerne med kvindens lidenskab. Sådan er det!
———-
Man kan godt gå i parterapi alene!
