……………..
De var blevet gift.
De var blevet forældre.
De var blevet boligejere.
De var blevet efterspurgt.
De var blevet forfremmet.
De var blevet beundret.
De var blevet set som rollemodeller for kærligheden blandt vennerne.
Men noget var kommet snigende, uden at de havde opdaget det. Noget var kravlet ind ad sprækkerne, usynligt for et menneskeøje, smagløst for ganen, og ganske lugtfrit – og dog fik det tulipanerne til at hænge med hovederne…
Mundbind lå rundt omkring i hjemmet. Både brugte og nye, tilgængelige for den hurtige hånd på vej ud ad døren.
De havde begge tilpasset sig.
Gennem årene havde de altid været engagerede og didikerede mennesker. De havde opnået alt det, de havde sat sig for, og mere til. De havde knoklet og kæmpet, og været tro mod målene, så sveden til tider havde dryppet. De havde hver i sær bakset med tankemylder, de ikke ville involverer og bekymrer hinanden om. Og de havde skiftevis mærket symptomer på stress, som de skubbede til side med overbevisningerne om, at når de kom i mål, blev alting bedre…
Skjult under mundbindene fandtes munde, der ikke længere behøvede at smile til omverdenen. Og bag facaden skjulte der sig sind med bekymringer og holden fast i gøremål.
De bemærkede ikke rigtig forandringerne, og de lod sig ikke mærke af konsekvenserne ved de mange gøremål …
Men i et øjebliks nærvær, blev hun ramt af længsel.
De var gået gennem parken uden rigtig at sige noget, der havde betydning. Snakken var overfladisk og var allermest på praktiske gøremål i fremtiden, og på økonomien. De lagde ikke mærke til hvordan årstiden havde forandret parkens udseende, de gik stærkt, og gik ad de sædvanlige stier, en vane som de ikke havde overvejet at variere i.
På en eller anden måde havde det altid handlet om at nå gennem parken hurtigst muligt. Enten løb de. Eller også gik de, meget hurtigt, for at kunne snakke og gennemgå dagens program og gøremål for hvem, der skulle gøre hvad.
Denne dag var det som om, de ikke rigtig fandt ordene for den vanlige kommunikation. Det var som om, der opstod en indre konflikt i hende. Tankerne i hovedet, og fornemmelserne i kroppen. Hun blev pludselig i tvivl om retningen benene gik med hende. Og en lettere trykken ved halsen kunne hun ikke rømme væk.
En pludselig indskydelse, som en mild mavepuster, som et pludselig opstået ønske om at bremse tiden, fik hende til sagtne farten.
Som noget nyt foreslog hun at de satte sig på en bænk i parken.
De spottede en af de gamle grønne bænke, hvor en solstråle landede på hjørne af ryglænet. Han børstede bladene af sædet.
Begges vejrtrækning var hurtig, men faldt så med tiden.
De sad der. Stille.
Ingen af dem sagde noget.
Hendes opmærksomhed faldt på at deres indånding og udånding efterhånden var i takt. Fulgtes ad.
Så blev hun ramt af en følelse, som hun ikke helt genkendte, og som hun ikke kunne sætte ord på…
Men pludselig kunne hun dufte parkens forfald.
Lige der´ på bænken, mellem træerne i parken som var malet i de smukke efterårsfarver, hvor det ene orange blad efter det andet lod sig løsrive trods den vindstille dag, der´ tog hun hans hånd og holdt den fast.
Så hviskede hun sårbart til ham:
Hvor blev de nærværende snakke af?
– i køkkenet – under tæppet – over vinen ud på natten.
Hvor blev nysgerrigheden af?
– og fordybelsen vi havde i hinandens begær.
Hvor blev humoren af?
– den der fik os til at tage livet let, og se fra flere vinkler af.
Hvor blev lidenskaben af?
– som var energien mellem os.
Hvor blev overraskelserne og impulsiviteten af?
– hvor vi lod os forføre og fulgte hinandens ideer.
Hvor blev vores drømme af?
– dem der var fælles, og havde flag for store visioner.
Hvor blev elskoven og erotikken af?
– der levede af solskin og månelys.
Hvor blev vores fællesbade af?
– med bobler af sæbe og fryd.
Hvor blev kontakten til naturen af?
– overnatninger i det fri, lommelygter, mad over bål, og ned i gear.
Hvor blev tiden dog af?
– nuet og nærværet var det vigtigste… engang.
Han afbrød hende ikke.
Han lyttede til det sted, hun talte fra.
Hun var i gang med at smelte det ydre lag af sig selv ned; en stor tung kåbe, bestående af to-do-lister og fornuft. En kåbe slidt af stædighed, kontrol og gammelt forsvar, lod hun stille glide af skuldrene.
Og nu mærkede hun længslen, behovene og følelserne, der før havde været tilbageholdt.
Han konstaterede for sig selv, at han havde savnet hende, som hun var lige der´.
————————–
Ovenstående stemningsbillede kunne ligne et gennemsnit af hvordan, det står til for rigtig mange par.
Når vi har vores fulde fokus på at gøre, og på at yde præstationer, og på at opnå mål, så kan vi komme til at miste noget undervejs.
Mål i sig selv er der ikke noget i vejen med, men får vi sluppet, eller lige frem skubbet vores andre behov til side, og får vi ikke mærket vores følelser, og også taget højde for nærværende god kontakt, ja så kan et mønster snige sig ind, om at være målfokuseret hele tiden.
Parret er røget op i hovederne til fornuften, og herfra er der ikke “tid og råd” til pjank og pjat. Men inderst inde savner parret det, og derfor går de efter endnu et mål, som de håber bliver det´, der skal få dem til at få det godt.
Men det bliver ikke altid godt, for forventningerne der ligger til projektet/målet, bliver ikke opfyldt.
Der mangler noget grundlæggende, og det er det liv, leg og lyst, alt det nære, og kærligheden de mødtes i, som de har fået begravet.
Det er følelserne, der binder mennesker sammen! og så har det stor betydning, at de med bevidsthed får fulgtes med, hvad det er, der gør, at de trives.
Kunsten er, at de skal følges med dem selv både i processen, på vejen til målet.
Når det ikke er helt nemt, søger nogle par hjælp, for at komme på det gode spor igen.
