De var blevet gift.
De var blevet forældre.
De var blevet boligejere.
De var blevet efterspurgt.
De var blevet forfremmet.
De var blevet beundret.
De var blevet set som rollemodeller for kærligheden blandt vennerne.
Men noget var kommet snigende, uden at de havde opdaget det. Noget var kravlet ind ad sprækkerne, usynligt for et menneskeøje, smagløst for ganen, og ganske lugtfrit – og dog fik det tulipanerne til at hænge med hovederne…
Kladdehæfter om visioner, ønsker og gøremål, samt to-do-lister og farvede posted lå spredt på arbejdsbord, køkkenbord og spisebord. Og notesblokken lå tilgængelige for den hurtige hånd på vej ud ad døren.
De havde begge tilpasset sig til et gøren-liv.
Gennem årene havde de altid været engagerede og didikerede mennesker. De havde opnået alt det, de havde sat sig for, og mere til. De havde knoklet og kæmpet, og været tro mod målene, så sveden til tider havde dryppet. De havde hver i sær bakset med tankemylder, de ikke ville involverer og bekymrer hinanden om. Og de havde skiftevis mærket symptomer på stress, som de skubbede til side med overbevisningerne om, at når de kom i mål, blev alting bedre…
Bag facaderne og rollerne af “her går det strygende” skjulte der sig sind og tanker med begyndende bekymringer for børnene, og for de næste træk i rækken af gøremål.
De bemærkede ikke rigtig forandringerne, og de lod sig ikke mærke af konsekvenserne ved de mange gøremål …
Men i et øjebliks nærvær, blev hun ramt af længsel.
De var gået gennem parken uden rigtig at sige noget, der havde betydning. Snakken var overfladisk og var allermest på praktiske gøremål i fremtiden, og på økonomien. De lagde ikke mærke til hvordan årstiden havde forandret parkens udseende, de gik stærkt, og gik ad de sædvanlige stier, en vane som de ikke havde overvejet at variere i.
På en eller anden måde havde det altid handlet om at nå gennem parken hurtigst muligt. Enten løb de, eller også gik de meget hurtigt, for at kunne snakke og gennemgå dagens program og gøremål for hvem, der skulle gøre hvad.
Denne dag var det som om, de ikke rigtig fandt ordene for den vanlige kommunikation. Det var som om, der opstod en indre konflikt i hende. Tankerne i hovedet, og fornemmelserne i kroppen. Hun blev pludselig i tvivl om retningen benene gik med hende. Og en lettere trykken ved halsen kunne hun ikke rømme væk.
En pludselig indskydelse, som en mild mavepuster, som et pludselig opstået ønske om at bremse tiden, fik hende til sagtne farten.
Som noget nyt foreslog hun at de satte sig på en bænk i parken.
De spottede en af de gamle grønne bænke, hvor en solstråle landede på hjørne af ryglænet. Han børstede bladene af sædet.
Begges vejrtrækning var hurtig, men faldt så med tiden.
De sad der. Stille.
Ingen af dem sagde noget.
Hendes opmærksomhed faldt på at deres indånding og udånding efterhånden var i takt. Fulgtes ad.
Så blev hun ramt af en følelse, som hun ikke helt genkendte, og som hun ikke kunne sætte ord på…
Men pludselig kunne hun dufte parkens forfald.
Lige der´ på bænken, mellem træerne i parken som var malet i de smukke efterårsfarver, hvor det ene orange blad efter det andet lod sig løsrive trods den vindstille dag, lige der tog hun hans hånd – og holdt den fast.
Så hviskede hun sårbart til ham:
Hvor blev de nærværende snakke af?
– i køkkenet – under tæppet – over vinen og ud på natten.
Hvor blev nysgerrigheden af?
– og fordybelsen vi havde i hinandens begær.
Hvor blev humoren af?
– den der fik os til at tage livet let, og se fra flere vinkler af.
Hvor blev lidenskaben af?
– som var energien mellem os.
Hvor blev overraskelserne og impulsiviteten af?
– hvor vi lod os forføre og fulgte hinandens ideer.
Hvor blev vores drømme af?
– dem der var fælles, og havde flag for store visioner.
Hvor blev elskoven og erotikken af?
– der levede af solskin og månelys.
Hvor blev vores fællesbade af?
– med bobler af sæbe og fryd.
Hvor blev kontakten til naturen af?
– overnatninger i det fri, lommelygter, mad over bål, og ned i gear.
Hvor blev tiden dog af?
– nuet og nærværet var engang det vigtigste.
Hun var i gang med at smelte det ydre lag af sig selv ned; en stor tung kåbe, bestående af to-do-lister og fornuft. En kåbe slidt af stædighed, kontrol og gammelt forsvar, lod hun stille glide af skuldrene.
Og nu mærkede hun længslen, behovene og følelserne, der over lang tid havde været tilbageholdt.
Han lod hende tale, og afbrød hende ikke.
Han formåede at lytte til det sted, hun talte fra.
Og han konstaterede for sig selv, at han havde savnet hende, som hun var lige der´. Og han trak hende ind til sig.
————————–
Dette stemningsbillede er hverdagslivet for rigtig mange mennesker.
Mål i sig selv er der ikke noget i vejen med, men får vi skubbet vores autentiske behov til side, og får vi ikke taget højde for en nærværende god kontakt med hinanden, ja så kan vi over tid pludselig have fornemmelsen af at have mistet det vigtigste; kærligheden.
I parrets stræben har fornuften udkonkurreret leg, lyst og den nærværende kontakt.
Inderst inde har parret haft et savn til det, men de har villet rundt om det næste hjørne, før de gav sig selv lov. Desværre blev der ved med at være hjørner, og behovene røg efterhånden ud med badevandet.
Da det er følelserne, der binder os mennesker sammen, er kunsten, at vi følges med vores nærvær, med vores følelser og med vores behov undervejs i processen og vejen til ethvert mål i livet.
