Hun var fanget i sit eget tankespind, som var infiltreret i gamle overbevisninger og mønstre.
Hun sad i den rummelige øreklapstol med hynder af gyldne farver, der matchede stolen.
Hun havde længe ikke drukket af sin kaffe, den stod der på glasbordet efterhånden kold, for hendes opmærksomhed var et andet sted.
For flere sessioner siden var hun kommet med anspændthed og følelserne spærret inde. Nu som hun sad der´, sunket tilbage i stolen, var hun lidt mere afslappet og dog lidt beklemt for, hvad der nu skulle ske.
Tiden var inde til, at hun turde møde den såret del i hende selv – sin indre lille pige. Den mindre udgave af hende selv, som ikke var blevet mødt i barneårene, hverken af nogen voksen og ej heller af hende selv. Den del som havde plantet overbevisningen om, at hun ikke havde brug for noget eller nogen, at hun skulle klare sig selv. Hun skulle møde den lille autentiske pige hvis sorg og følelse af tabt barndom, var blevet splittet væk af lutter ”overlevelse”.
Jeg havde fået hende til at se sig selv udefra. OG mærke sig selv indefra.
Jeg delte hendes opfattelse af hendes voksne sig, og hendes lillepige udgave af sig selv ud i to forskellige stole i rummet.
Hun ”besøgte” sig selv skiftevis i en stol ad gangen.
Oplevelserne var stærke, rystende, konfronterende og sårbare.
Først syntes hun, det var mærkeligt. Men hurtigt, og som det naturligste, var hun ikke længere i fornuften og rationalet i hovedet. Det var hendes krop der oplevede!
Intet var længere mærkeligt. Det der foregik, var uden vurdering og tolkninger.
Hun befandt sig i sin krop.
I tillid til situationen, i tillid til det trygge rum hun befandt sig i, og ikke mindst tilliden til mig accepterede hun, at fornuften ikke ville være givtigt, men at det nu måtte være kropsfornemmelserne og følelserne, hun skulle lytte til.
I accept tillod hun at mærke, hvad der var at mærke. Kontakten mellem krop og hoved forenedes på en måde at kroppen gav slip, og i hovedet viste der sig erindringer, som hun ikke havde vidst, at hun bar på.
I den ene stol oplevede hun hvor meget hun i sit voksne liv tog ansvar, og holdt på kontrollen. Hun ”så” sine mønstre og alle overbevisningerne hun levede efter. Og hun mærkede at hun var hård ved sig selv. Det var sårbart at opleve, hvor kritisk hun var mod sig selv. Det var ikke rart at “se” hvor meget hun var efter sig selv.
Hun oplevede også, at hun i sin kontrol af alle situationer var en ægtefælle og en mor, der ikke var særlig rummelig. Hun fik slet ikke givet nok af den kærlighed, som hun oprigtig gerne ville give af…
Hun fik bevidsthed om, at hun begrænsede sig selv. Og det var af frygt! Hun fik bevidsthed om, at hun kørte efter et stramt program på en smal livs-sti, for ikke at falde ud fra mængden – i bund og grund for ikke at blive kasseret.
Da hun ”hilste” på sin mindre udgave af sig selv – barnet i sig, ramtes hun af ikke bare af sårbarhed med af dyb ked-af-det-hed.
Hun mærkede længslen i den lille pige, der ikke var blevet lyttet til. Hun mærkede længslen i den lille pige, der ikke var blevet set, og hun mærkede sorgen i at have været alene og ensom.
Hun sad længe helt stille i stolen. Jeg måtte bede hende om at trække vejret. Helt ned i maven.
Hun kiggede på mig, og jeg holdt hendes blik fast – i omsorg. Så nikkede jeg langsomt, og hun forstod at alt var ok, at jeg var der for hende, og ville støtte hende hele vejen.
Vandet trak op i hendes øjne, hun blinkede, men hun kunne ikke holde det tilbage længere, så hun gav efter for de følelser, hun så længe havde tilbageholdt.
Først en tåre, så et snøft, så flere tårer, og derefter en hulken.
Jeg lagde nænsomt et tæppe om hende. Dækkede hendes forside. Hun tog i mod det, og lod sig putte.
Hun lod ked-af-det-heden rulle igennem sig.
En bølge der startede i maven – en gammel opdæmning af sorg fik sit frie løb. Det ville så gerne ud. Det´ i hende, sorgen, ville så gerne sættes fri.
Hun havde taget sig sammen så længe, over 25 år ….
Tårerne løb ned ad hendes sommerbrune kinderne. Flere ad gangen. De løb til hagen og dryppede ned på hendes lyseblå skjorte.
Det var sorgens tårer og fortvivlelses tårer. Det var forløsende tårer, og også kalde-tårer.
Den lille pige i hende kaldte på omsorg og forståelse.
I et stykke tid satte hun ord på, alt hvad der kom til hende af gamle oplevelser, som hun havde fortrængt, men som kroppen huskede, og som den bar på, og som belastede det ubevidste.
Hun fornemmede for en stund den lille pige i sig, som hun sad der´ krøbet sammen med benene trukket op under sig i stolen.
I sin barndom havde hun slugt ord og sætninger fra de voksne omkring sig, som slet ikke tilhørte hende. Hun havde set og hørt situationer, som hun havde gemt sig under dynen for.
Pludselig kunne hun i dette nu, modsat fald som den lille pige dengang, sætte ord på sin følelser. For det “indre barn” satte hun ord på, hvad hun havde haft brug for dengang – udtalt i nutid.
Hun havde fat i en uretfærdighedsfølelse, og følelsen af forrådthed og svigt.
Hendes øjne blev mørke af vrede.
Fra sædet hun sad i, rettede hun sine lange ben ud igen, og satte fødderne bestemt i gulvet. Hendes vrede var autentisk og nærværende.
Jeg vidste at bag vrede var et udækket behov, og jeg forstod hendes lidelse og behov for at blive forløst. Så jeg rakte hende tæppebankeren.
Hun slog adskillige gange på puden. Og hun slog af flere omgange.
Hun slog, til hun blev tømt for vrede, afmagt, skyld og skam.
Da hun var færdig med at slå, og havde fornemmelsen af at være tømt, kiggede hun udmattet på mig, og hendes øjne var lyse igen.
Da hun var parat til at sætte sig tilbage i øreklapstolen, som hun startede med at sidde i, bredte der sig en ro i hende. Hun smilede tilfreds og lettet.
Hun favnede den lille del i sig i ydmyghed og taknemmelighed over at have fået kontakt til “hende”. Tidligere havde hun gemt hende væk, nu gav hun hende (sig) lys og plads. Kærlighed, omsorg og følelsen af forbundethed indfandt sig.
Hun følte sig befriet af fortidens tunge byrder, og følte større rummelighed og accept overfor sig selv.
——————————–
Ovenstående tekst er ikke skrevet på baggrund af en bestemt person.
Ovenstående tekst er derimod et stemningsbillede af mine erfaringer fra rigtig mange kvinder, der har arbejdet med deres “indre barn”
Jeg er ydmyg taknemmelig over, at der vises mig så stor tillid til processerne.
