Hun havde tårer i øjnene, da hun beskrev, at hun var ved at blive ædt op af jalousi.
Ofte forestillede hun sig, at kæresten ville forlade hende til fordel for en anden. Det skete tit at hun for sig selv udpegede en kvinde, der ville passe meget bedre med hendes kæreste end hende selv. Det kunne være i teatret, eller i biografen hvor hun lagde mærke til en smuk kvinde på en af rækkerne. Eller det kunne være på restauranten og i cafeen, hvor en kvindes smukke udseende eller kropskrop, som at snakke højt eller sidde på en sensuel måde eller drikke yndefuldt af glasset på, gav hende et sug i maven. Så kæmpede hun med jalousien, og havde svært ved at være til stede i det mindreværd hun følte.
Når hun så kæresten kigge på en anden kvinde, gjorde det hende urolig.
Når han smilede fordybet til mobilen, mærkede hun jalousiens greb i sig, for så forestillede hun sig altid, at det var sms med en anden kvinde, der var langt mere interessant end hende selv.
Hun kunne ikke lade være med at være mistroisk. Når kæresten skulle på arbejde, og valgte at tage pæn skjorte på. Hvem skulle han så gøre sig lækker for…
Eller når han sagde, at han tog til træning, gjorde han så vitterlig det, eller mødtes han med en anden…
Eller hvorfor tog det så lang tid at handle ind. Stod der et lækkert kvindemenneske der´ bag disken.
Hun sad uroligt i sædet og tilkendegav også, at hun kunne være jaloux på veninderne. Det var pinligt for hende at sige det højt. Men hun sammenlignede deres evner og færdigheder med hendes egne, og hun sammenlignede også deres udseender. Og hun tabte altid ”konkurrencen”, og jalousifølelsen dukkede op igen.
Den tætte veninde, som hun i bund og grund ønskede at have for sig selv, var hun bange for at lukke ind i de andre kredse, hun også kom i, for tænk hvis veninden hellere ville være veninde med en af de andre i selskabet, fremfor hende.
Kæreste skælder hun ud, for hun bliver vred over småting, eller også giver ham kold luft og snakker ikke til ham længe.
Hun fortæller, at hun som lille pige oplevede at det var hendes bror, der fik al opmærksomheden, og at hun stod uforløst tilbage. Det var broderen der blev rost, det var ham, moderen viste omsorg og interesse for.
I hendes øjne blev hendes bror vigtigere end hende, og hun opfattede det som om, at hendes mor var ligeglad med hende. I sin opvækst stolede hun ikke rigtig på, om veninderne mente deres venskab. Og hun har heller aldrig rigtig stolet på, om kærester ville hende oprigtig.
Tårerne løber mens hun fortæller, at det er nedværdigende at have jalousifølelse. Hun kommer tit til at reagere uhensigtsmæssigt over for den, hun allermest nødig vil miste. Og det opleves flovt og skamfuldt for hende.
Jalousien er som gift i hendes blod.
Hun er bange og møj ked af det.
——-
Ovenstående er IKKE en specifik person, men en beskrivelse af et tænkt situation.
Kvinden i det ovennævnte beskrevne bakser med noget, der gør ondt langt ind i hendes sjæl. Det stikker dybt til en smerte, hun oplevede tidlig i sit liv, tilbage til sin barndom. Behov om at blive set, hørt, mødt og forstået af sin mor, blev dengang ikke dækket, for hendes mor så som sagt ikke til hendes side, men kun til broderens.
Bag jalousifølelsen ligger der en følelse af utilstrækkelighed, og bag den ligger der gamle overbevisninger om, at hun ikke var værd at elske. Som lille pige bildte hun sig selv ind, at hun ikke fortjente kærlighed, da hun jo ikke var værd at elske.
Kvinden i eksemplet ovenover har ladet veninde og kæreste komme tæt på sig. Kærlighed og tilhørsforhold som hun i bund og grund ønskede og trængte til. Men som hun er yderst bange for at miste!
Der ligger masser af ambivalens i hende, for på den ene side vil hun meget gerne have denne kærlighed, og har lyst til at klamre sig til den.
Og på den anden side af ønsket om at få denne kærlighed, møder hun dommeren i sig selv, som fortæller hende, at hun ikke fortjener den, og den minder hende om, at hun til hver en tid kan udkonkurreres (for hun er jo ikke værd at elske)
Skulle det ske at hun bliver forladt, kan hun bekræfte sig selv i, at det jo skete fordi, hun ikke er værd at elske.
En person med stærk jalousi kan finde på at bryde med sit parforhold. For det kan være for svært at være i jalousien og mærke sit mindreværd. Samtidig kan vedkommende beskytte sig mod oplevelsen at blive forladt, hvis hun selv er den, der forlader.
Men bag hendes forsvar (og angreb) lider hun. Så når hun er i gang med at skubbe væk, har hun allermest brug det modsatte; for nærhed og kærlighed.
Nogle mennesker reagerer ikke højt, de forsøger til gengæld at gemme på den skamfulde følelse. I forsøget på dette, (som er for at passe på sig selv) bliver de stille og siger ingenting. Men de er nemme at aflæse, at ”noget” er galt, for kropsproget er lukket. Udstrålingen er kølig, eller ”jeg har ikke brug for nogen, jeg klarer mig selv!”
Men dybt inde ønsker sådan en person for alt i verden ikke bare at klare sig selv.
Men det var det, de lærte som barn.
I fraværet af kærligheden og fraværet af forældres tro på dem, (be)lærte de dem selv om, at de ikke var elsk-værdige.
Jalousien dækker som sagt over frygten for at miste, frygten for at blive forladt, frygten for at kærligheden skal forsvinde.
At henvende sig i terapi for at få hjælp, er villigheden til at arbejde med sig selv for at komme ud af destruktive mønstre, gamle overbevisninger, og blive fri af smerten.
Derefter bygger vi op indefra.
