Ud af en gammel opdragelse, påtog hun sig for længe siden rollen som ”flinke-pige”.
Flinke-pigen piver ikke, hun tager sig sammen, og sørger for at andre har det godt. Hun har overblik over, hvad der måtte mangle eller hvad andre måtte have brug for.
Flinke-pigen glatter ud, og hun har det skidt med konflikter og ønsker for alt i verden fred i relationerne omkring sig. Hun tager også tit redderrollen på sig. Hun sætter ofte sig selv til side, bagerst i køen, er venlig og lader andre komme før.
Kvinder med flinke-pige rollen har lært at gemme sin vrede væk. For oftest er der bag freden udækkede behov, og dem har hun jo lært ikke at tage hensyn til. Så både de ukendte behov og vrede er en sjældenhed for hende.
Er hun en ung “flinke-pige” kan hendes fokus være på præstationer, og være en af dem som går efter 12-taller.
Den voksne ”flinke-pige” har mest fokus hos sine børnenes trivsel, og ofte med en snært af bekymring.
At være ked af det holder flinke-pigen også for sig selv, for det er sådan, at mange flinke-piger afslører ikke, hvad der rumsterer inde i deres inderst. Det kan synes at være ”farligt” for en flinke-pige at vende blikket indad og opdage sig selv, og se på alt det, der er lagt i skyggen.
Jeg kender til en del flinke-piger, i alle aldre. Ens for dem alle er, at de sidder fast i deres (for nogle gamle) familiemønstre om ikke at sætte de autentiske følelser i spil.
Disse kvinder har samlet til bunke af uforløste behov, og smerte.
Sorgens mange tårer er gemt væk.
De tilbageholdte tårer er som en opdæmmet flod, hvor hun kun en gang imellem tillader at snøfte, oftest over en film eller helt for sig selv. Det er i hvert fald nemmere at snøfte på andres vegne.
Jeg møder kvinder og mødre som har sat et forsvar op i deres indre, for ikke at komme i konflikter. De gemmer uenighed, vrede og ked-af-det-heden væk. For fredens skyld.
I konfliktsituationer frygter hver enkelt af disse kvinder at skulle give udtryk for deres sande selv, for de er nervøs for at blive kasseret, og at blive afvist som det menneske, de hver især er (og gemmer på). Derfor holder flinke-piger fortsat fast i rollen (forsvaret)
På et mere eller mindre ubevidst plan er flinke-pigen bange.
Hun frygter i bund og grund at opleve en gammel følelse af at blive adskilt fra flokken. Så derfor er det ikke ualmindeligt at hendes adfærd kan gå hen og blive føjelige.
Hvis det altså ikke lige gælder hendes børn!
Foran børnene står hun kampklar. I flinke-pige-rollen indgår nemlig også det at være redder!
Så hun forsvarer børnene, og om nødvendigt går til ”angreb” for dem.
”Flinke-piger” står op for deres børn. (som hun aldrig har stået op for sig selv!) Så ubevidst kan disse kvinder udleve lidt af deres eget tabte/det de ikke selv tager ansvar for hos dem selv.
De udlever nogle nogle gange følelser og behov gennem deres børn. De heler dem selv gennem deres børn.
Mange flinke-piger har taget sig sammen hele livet…
Og når hendes børn flytter hjemmefra, er hun adskilt fra flokken, og hun ved ikke rigtig, hvad hun skal gøre med sig selv, og sin rolle.
Det er sorgfuldt, når børnene ikke længere er afhængig af hende. Og det kan føles som en amputering, ikke at kunne være for dem længere.
Reden er tom, stuerne runger, sætningerne og følelserne hænger i luften. Og i parforholdene skal de måske til at lære hinanden at kende som mand og kvinde nu forældre-rollerne forsvandt ud af døren med flyttekasserne.
Eksistentielle spørgsmål dukker op; om hvad så nu, om livets indhold, om kærligheden, om hvad der i det hele taget giver mening…
For nogen bliver det en livskrise, de kommer til at sidde fast i.
For nogle andre bliver livskrisen døren til at komme ud på den “anden side” mere helstøbt.
At turde se det hele i øjnene med erkendelser, og have tillid til at gå ind i ny livsfase kræver som udgangspunkt accept af det som er.
Derfra kan der arbejdes på at få mod til at svare autentisk på alle de spørgsmål der dukker op.
