Jeg kender en mor. En mor som ikke viser, at hun er ked af det. Hun har haft en opdragelse, der har skabt en ”flink pige”
Flinke-piger piver ikke, de tager sig sammen, og sørger for at andre har det godt. Flinke-piger har overblik over, hvad der måtte mangle – lige fra “mere kaffe?” til hvad andre skulle have brug for. Flinke-piger glatter ud, de har det skidt med konflikter, og de ønsker for alt i verden fred i relationerne omkring sig. Flinke-piger sætter sig selv til side, bagerst i køen, er venlige og lader andre komme før. Hun sørger for børn og mand før sig selv.
Flinke-pigen har lært at gemme sin egen vrede væk, for vrede piger er ikke pæne piger! Og at være ked af det tæmmer flinke-pigen også, for at være ked af det hænger sammen med at slippe sit tag i kontrollen; og det at være flink/til for andre.
At vise at være ked af det er afslørende og ikke ”passende” og mange flinke-piger afslører da heller ikke, hvad der rumsterer inde i deres eget indre. Det kan synes at være ”farligt” for en flinke-pige at vende blikket indad, og opdage sig selv, og se på alt det, der er lagt i skyggen, som hun ikke gør eller siger.
Jeg kender en mor, som sidder så grundigt fast i sit gamle familiemønster om ikke at vise sorg og vrede.
Hun har samlet til bunke af uforløst smerte.
Sorgens mange tårer.
Tårer, som hvis de fik tilladelse, kunne være en lille rindende kilde. Men denne kilde har hun formået at dæmme op, så ingen tårer flyder.
Eller jo da, måske et lille snøft til en film, så er det også gjort med det. Det er nemt for at snøfte på andres ”vegne” men hun tillægger ikke, at der kunne være en snært, i det hun oplever, som kradser lidt i hende egen opdæmmet følelsesregister…
Denne mor er blevet stædig, i ikke at ville (læs turde) give slip. Hun er bange. Bange for hvad der sker, hvis hun fjerner dæmningen.
På et ubevidst plan er hun bange for, at de opdæmmede følelser vil overmande hende, og at alle de opdæmmede tårer vil vælte hende omkuld, så hun flyder hulter til bulter med strømmen.
Ude af kontrol!
Og tænk hvis hun ikke formår at rejse sig igen…. og hvad vil andre tænke…
Denne mor har sat en dæmning op i sit indre, for ikke at komme i konflikter. Konflikter frygter hun, for der´ bliver hun adskilt fra at være enig, og følelsen at “ikke være i orden”, skræmmer hende. I konfliktsituationer frygter hun i bund og grund at blive kasseret.
Kasseret som menneske. Adskilt fra flokken.
Hun er ikke klar over at dæmningen, er lig med hendes kontrol. Og bag kontrollen ligger der denne frygt.
Hun er heller ikke klar over at dæmningen holder andre følelser tilbage. Kontrollen holder det hele i skak.
Jeg fortæller hende, at hvis og når hun får fjernet dæmningen, ja så vil det være med tårer i forløsningen!
Så vil der være nyt liv for hende, der skal leves! befriet af alt det hun har undertrykt, som er hendes sjæls ærlighed mod sig selv. For hun har undertrygt sit mod og vilje, og sit indre opfindsomme legebarn.
Jeg er der ved hende. Jeg følges med hende, vi tager et skridt ad gangen.
Hun er tryg ved mig, og skridtene hun tager, bringer hende i kontakt med den dybereliggende autentiske glæde, som hun har ventet på, længe.
For hun har altid syntes at der manglede noget…
Jeg kender ikke bare en enkelt mor…
