Kærlighed for enhver pris.

Kærlighed for enhver pris.

Når vi frygter at miste kærligheden, er det en underlæggende frygt for adskillelse!
Vi frygter adskillelse fra andre/flokken – altså grundeksisten behovet for at høre til.
Vi frygter adskillelse fra kærligheden i os selv – altså frygte at “miste” os selv.
I frygten for at ”miste” os selv/miste kærligheden, kan vi forsøge at undgå at nogen (kærlighedsrelation) kommer for tæt på. Vi undgår at “overgive” og hengive os til vedkommende. For “smelter” jeg sammen med et andet menneske, går jeg måske selv til grunde, og så vil jeg komme til at mærke adskillensens smerte.
Og stadig i frygten for at “miste” os selv/miste kærligheden kan vi på den anden side af mønten forsøge netop at smelte sammen med et andet menneske (konfluens) for ikke at mærke adskillelsens smerte.

Men det paradokse er at i frygten for at miste kærligheden, eller for at kommitte os til kærligheden, lader vi os være adskilte fra den! vi holder kærligheden ude i strakt arm!

Grundlæggende har vi alle ønsket om, og længslen efter kærligheden – vi har behov for den –vi ER kærlighed.
Det er måske ikke særlig bevidst for os, men det er, hvad der rumsterer, når vi gør krumspring for ikke at mærke.

En af årsagerne til at vi er bange for at miste kærligheden, er, at vi engang har gjort os erfaringen i netop at miste den!
Og det gjorde ondt!
Tilbage i barndommen ”forlod” kærligheden os på en eller andet måde.
Kærligheden forlod os, da vi ikke følte os mødt og forstået. Eller da vi ikke blev hørt og taget ind, på tidspunkter hvor, vi havde allermest behovet for det. Det gjorde den i forbindelse med et chok, det gjorde den i traume, i fravær af vores omsorgspersoner fysisk og psykisk, i at få en søskende, i at få skæld ud.

Når vi som børn oplever at kærligheden forlader os, tager vi årsagen og skylden på os.
Det gør vi i en overlevelsesmekanisme. Vi ”frifinder” vores forældre, og i stedet vender vi det ind mod os selv, tager årsagen på os. Og vi fortsætter i livet med overbevisninger os sig selv. Overbevisninger der passer sammen med, at kærligheden ikke var til stede.
Som voksne kan vi så stadig følges med denne skyldighed/forkerthed. Og vi beskytter os fra at mærke denne ”hemmelighed” om ikke at være i orden. Så når vi kommer i nærheden af noget, der kan udløse at mærke ”hemmeligheden” vil vi reagere med at fjerne os, eller gå i forsvar.
Den kærlighed der er  i et voksent parforhold, vil kunne opfylde os, men den vil også kunne tricke os på den gamle ”hemmelighed” om at vi er ”skyldig”.

Kærlighed der har dybden, vil på tidspunkter give genklang til de ”sår” der blev grundlagt tilbage til den første kærlighedsrelation (vores forældre/omsorgsperson)
Overbevisninger som ”jeg er ikke god nok”, ”jeg er ikke værd at være sammen med” ”jeg er uværdig” ”jeg er en man ikke gider at bruge tid på” ”jeg er ikke interessant” ”jeg er anderledes” ”jeg er dum” ”jeg er ikke værd at elske!” har været sat i en overlevelsesstrategi, men langt inde er de også sår, der gør ondt. De er hemmelighederne om os selv.

Tidligt lærte vi at kompensere for vores ”manglende” og lavede regler for os selv om, hvordan vi skulle leve/opføre os. Vi tilpasser os, og adfærden justeres.
Vi kompenserer med at være flinke-pigen/fyren, vi kompenserer ved at arbejde meget, ved evigt at dygtiggøre os, ved at dyrke overdrevent sport, gøre meget rent, læse mange fagbøger, holde kortene tæt til kroppen, undgå forpligtelser, undgår involvering, trækker sig for kærlighedsrelationer, pleaser andre. Adfærd der egentlig sigter mod at blive accepteret, og elsket – og opnå kærlighed.

I bund og grund ønsker vi ikke at vores partner skal opdage, at vi besidder en ikke-i-orden del i os. Derfor beskytter vi den sårede den ved at pakke den væk. Når vi ikke kan undgå at registrere vores sår og mærke lidelsen, er det det´ samme som at være foruden kærligheden.
Når vi diskuterer med vores partner, kan vi, af det der bliver sagt, tolke og høre netop det´ vi ikke vi høre, nemlig at vi ikke er i orden.  Og så er det jo at vi forsvarer os…

Vid at noget smertefuldt gemmer sig bag et forsvar.

Og vær ikke for stolt til at få en uvildig til at facilitere vejen til at få det bedre i jeres parforhold.

At gå i individuel terapi, er en måde at komme autentisk hjem i sig selv. Til selvværd og egen-kærlighed.

At gå i parterapi er givtigt for kommunikationen, og til at forstå sig selv, sin partner og det, der ligger imellem. Parterapi indeholder værktøjer til at opnå god kontakt, nærvær, samhørighed og genskabe kærligheden.

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top