Når vi møder kærligheden så vækkes en gang imellem vores gamle sår og vores mindreværd. Vi rammes af frygten for at miste kærligheden igen. For rigtig mange af os melder frygten sig for at blive forladt.
Ubevidst åbner mødet med kærligheden vores gamle minder, der ligger i kroppen, kærligheden fra barns ben af om at være elsket, eller også åbner det gamle sår af savn og længsler for den kærlighed vi netop aldrig fik..
Kærlighed kan opheale gamle så, men for at opheale såret skal såret jo nødvendigvis røres ved, og det kan være smertefuldt.
Vi er mange der ikke bryder os om smerte, så det mest nærliggende er, ikke at ville mærke. Vi vil helst ikke mærke f.eks. forladthedsfølelse, mindreværds følelse, jalousifølelse, utilstrækkeligheds følelse, så vi finder på noget, der kan dulme og kamuflere og få os splittet væk fra de ”væmmelige” følelser. Vi bevæger os ud i et lettere lag af os selv, hvorfra vi ikke mærker så meget, hvorfra vi oftest bare har den smilende maske på at ”her går det godt”
Når vi møder kærligheden i et andet menneske, kommer vi nogle gange til at sætte vedkommende op på en piedestal fordi personen repræsenterer den kærlighed, som vi længes efter. Når vi sætter partneren op på en piedestal, kan vi jo kun stå lavere, altså være mindre end.
Vi tiltrækkes af vores modpol, altså af alt de vi ikke lige selv står for, eller udlever i os slev.
I det klare lys, i kærlighedsspotten, ser vi værdierne hos partneren, hos os selv får vi nu mest øje på det utilstrækkelige. I bund og grund er det på grund af frygt. Vi frygter at miste kærligheden/partneren igen. Vores mindreværd kommer i spil og destruktive tanker som ”han vil nok hellere have hende der, for hun er pænere end mig..” ”jeg må på slankekur ellers forlader han mig nok” ”hun vil nok hellere have en, der er god til at danse” ”han vil nok hellere have en karrierekvinde” ”hun vil sikkert hellere have en, der tjener masser af penge” ”han vil sikkert hellere have en med smukke bryster” ”hun vil sikkert hellere have en toptrænet mand” ”han vil sikkert hellere have en ung kvinde” og sådan kunne jeg blive ved med at gengive hvilket tankemylder, der foregår i vores hoveder. Vi har ca. 60 tusinde tanker i døgnet, og en del af dem er gentagelser og absolut ikke til gavn for os selv, og heller ikke til gavn for parforholdet.
I kærlighedens navn kan vi komme til med et mindre værd eller mindre selvtillid, at hiver os selv ned på et lavere niveau, end vores normale, og derfra kan vi have lyst til at gå fra partneren, fordi vi får det dårligere med os selv. Vi tolker det som, at partneren ikke passer til en. Men det er ikke sandheden! Sandheden er, at det vi eventuelt ”flygter” fra, er, ikke at ville mærke os selv, og det der rumsterer i os. Kunne vi formå at blive i parforholdet, er det det bedste sted for vores selvudvikling. Hvis vi tør læne os op af kærligheden, op af partneren, er det her vi kan få ophealet gamle sår, gamle følelser af mindre værd, gammel historie om svigt og sorg.
Det handler om at turde. Det handler om at have modet til at mærke alt det gamle ”vraggods” i os, og turde være i det! Det betyder at vi skal acceptere at det er, som det er, lige nu. Vi skal slippe dommeren, som laver modtryk i vores system og som forhindrer frit flow. I accept kan følelser flyde hurtigere igennem. I accept sidder vi ikke fast eller holder fast.
Vi opdager at frygten, modstanden og forestillingen er værre end virkeligheden.
Med en ny overbevisning/erfaring og erkendelse om at vi ikke går til grunde af at mærke, og i kærligheden og tilliden til partneren kan vi begynde at ”overgive” os, og dermed vil den indre kritiker, som dømmer os selv på alverdens ting, efterhånden forsvinde.
Dit værd og din accept af din historie, og accept af alle dine følelser vil sætte dig fri. Fri til at turde kærligheden, hvor stor den end er! Du ender med at være enig med din partner i at du er vidunderlig!
🙂
