Parret var to pæne mennesker.
De trådte ingen over tæerne.
De var ambitiøse, og havde høje mål med hver deres karriere, og de sad begge i gode stillinger.
De havde på mange måder fået opfyldt det, de stilede efter. Både bil, hus, og hjemmet var perfekt, og der var ingen fingre at sætte på det.
Bilen blev kørt igennem vaskehallen hver uge. Og huset lignede et hjem, der var parat til at modtage fotografen for magasinet for smukke boliger.
Ud over hus og have plejede de også deres egne udseender. Og der var lagt budget til tøj, frisør, pedicure/manicure, idræt og hobbyudstyr og til motionscentre.
De havde skabt familie efter planen. Hun var stort set blevet gravid, da de besluttede, at nu skulle det være.
De var begge fyldt med glæde, når de kiggede på deres sovende fredfuldt 1 årige søn. Deres lille dreng var stærk lim mellem dem.
Både han og hun var begge personligheder, der ville gøre det så godt. Gøre det rigtige. De ville gerne bestå livets lektie med topkarakter. Og ved synet af sønnen kunne de give hinanden et skulderklap, og sætte flueben på topkarakter ved etiketten som skaber af et vidunderligt barn.
Logistikken og praktikken i deres hverdag var indlagt i en helt fast rutine, og deres træning var placeret i kalenderen, så de skiftevis var hjemme hos sønnen.
De havde krav til dem selv, og til hinanden om, hvordan deres liv skulle være.
De havde det egentlig godt, sagde de både til dem selv og til hinanden.
Alligevel rakte de ud efter hjælp, den dag de ikke længere, kunne håndtere konflikterne, som var startet som en lille revne i de alt for perfekte kulisser…
—————————-
En del par får levet et liv efter noget, der kunne minde om en opskrift. En opskrift på målene i livet.
I stræben efter diverse mål, har både han og hun mest været på gøremål og i adfærd.
Det´ der kan ske, og som er meget nærliggende, er, at de autentiske følelser splittes væk.
Er vi for langt væk fra at mærke os selv, sker på sigt det, at trods alt det udenoms dejlige, så står vi tilbage med en følelse af tomhed. Måske også følelsen af dårlig samvittighed, da vores fornuft siger os, at vi burde være glade, med alle de ting vi har. Men tingene er døde ting, og giver ingen resonans af kærlighed, og derfor er det helt normalt at fornemmelsen, at der mangler noget, dukker op.
De mange behov vi som menneske også har iboende i os, er for parret i teksten ovenover, røget ud med badevandet. Med deres fokus på selve målene, har vejene de er gået ad til målene ikke fået opmærksomhed. Det betyder at de undervejs desværre har “glemt” følelserne og behovene i forhold til dem selv, og i forhold til hinanden.
De har været aktive i et livs-projekt, men har manglet at være i væren også.
Han er begyndt at synes, hun er nærtagende og i “kontrol” hele tiden. Og lysten til hende er dalende.
Hun er begyndt at synes at han er en “mindre” udgave af sig selv. Og inde bag den vrede hun viser, føler hun sig lidt ensom.
