Hun hælder den gamle te ud.
Vasken bliver et øjeblik helt rød af den afrikanske Roibush te, og duften af rabarber gør godt i hendes næsebor. Hun elsker rabarber. Elsker hvad rabarber repræsenterer; solskin, glæde, selskab, nydelse, frihed, og så selvfølgelig rabarbertærte, rabarbergrød, og rabarberkompot.
Rabarber med lange ildrøde stænger og stor grønne majestætiske kronblade, der i havens sommerbed står klynget sammen som en lille familie, der blot vokser, for at en menneske-familie skal få syn for øjet, og smag for ganen.
Men dette er hun ikke i kontakt med lige nu. Hun er ikke specielt nærværende, for hun overhører den begyndende spænding og ømhed i kroppen. Hendes tanker rumsterer omkring fortid og fremtid, på de fysiske og online møder hun har haft igen i dag.
Kommodeskuffen knirker i det hun trækker den ud, for at tage notesbog og pen frem.
Hun vender den ene lænestol mod den anden, så hun sidder i den ene, og har benene oppe i den anden. Den grønmønstrede pude retter hun til i ryggen, tænder et stearinlys og så sætter hun pennen på papiret, klar til at få sat lidt ord på, hvad der rør sig i hende.
Pludselig er hun ikke rigtig klar over, hvad hun skal skrive. Hun går i stå, og sidder med fornemmelsen af tomhed for en lille stund.
Hun ved godt, at hun blot skal vente, for der dukker altid noget op. Hvis ikke fra hovedet, så fra hånden.
Så kommer det pludseligt, og hun skriver:
”Jeg er ikke helt tilfreds!
Hør på mig. Jeg er din krop og jeg vil sige dig noget.
Lyt, inden jeg gør et nummer ud af ikke at blive hørt.
Jeg sidder alt for meget stille! Jeg bryder mig faktisk ikke om at sidde så passiv så mange timer.
Jeg falder jo sammen!
Det er som om, at du ikke interesserer dig for mig. Jeg længes efter at blive bevæget. Jeg længes efter at blive forbundet med dig.
Jeg er glad, når du bruger mig, når du svinger mig rundt med arme og ben i spjæt og dans…..
Alle mine dele vil gerne være aktiv, men det er jo dig, der skal få delene til at spille sammen.
Brug mig. Mærk mig.
Mærk mig indefra. Mærk mig udefra.
Det er lang tid siden, fødderne har været forkælet med fodbad.
Jeg længes efter kontakt via helkropsmassage. Jeg vil gerne bede dig om, at når du smører mig ind, at du så samtidig ikke tænker på så meget andet, for du er ikke kontaktfuld.
Giv mig opmærksomhed. Jeg længes efter kontakt med dig.
Du har tilsidesat mig, og til tider føler jeg mig afvist, og ligefrem gjort ondt på.
Dit syn på mig har ændret sig. Det er jeg ked af.
Jeg forsøger altid at samarbejde med dig. Det er dog ikke altid jeg fornemmer, at du har mig med i dit.
Vi to skal jo altid følges ad – som i altid!
Så lad være med at ignorere mig!
Nogle gange er jeg den klogeste af os to. Du modarbejder mig, og vi er i konflikt. Du opdager det ikke. Men når du ikke har ordentlig kontakt til mig, og kigger kritisk på mig, får du tilbage af samme mønt – og går unødigt i forfald.
Og når du er i dårligt humør ”opdager” du noget ved mig, du ikke kan lide. Det er ret uheldigt – for os begge to.
Det er ikke uden betydning, hvordan og hvad du siger til mig, og om mig. Jeg påvirkes og reagerer.
Jeg er en glad krop, når du rør mig med accept, og endnu gladere når du er bevidst om mig, anerkender mig, og har omsorg for mig.
Jeg bærer jo på gamle svigt og traumer. Og jeg er jo din ven!
Disse dage har du glemt vores venskab, og så har du for travlt med alt for meget andet.
Jeg har ikke lyst til bare at være en funktion for dig. I oprør kan jeg ændre på mig. Men det er kun for at vække dig!
Så tag det ikke ilde op, jeg prøver bare at få din opmærksomhed. Og lytter du til mig, finder du svaret.
Jeg elsker at du er god ved mig. For er du det´, så er du også god ved dig selv. Vi hører jo sammen. Husk det.
Jeg liver op, når du bevæger dig, og lader dig bevæge. Svinger mig rundt til musik. Strækker mig ud i alle verdenshjørner.
Kom tilbage til kropsbevidsthed!
Og tag mig for alt i verden endelig ud i naturen!
Jeg elsker at du er glad. For så smiler du til mig i spejlet. Så griner du ad mormor-armene, så aer du den bløde mave, for liv den har båret. Så ælter du lårene med kærlighed og humor, så anerkender du rynkerne for alle smilene, der har været.
Levet liv.
Tilsidesæt mig ikke fordi jeg er blevet ælde. Jeg er stadig din ven.
Hverken glem mig, eller tag mig for givet.
Svigt, ar og livshistorier bærer jeg for dig. Jeg har brug for, at du favner mig med omsorg, og ikke bebrejder mig.
Den sidste tid har du haft meget fokus på business og to-do-lister, og være der for andre.
Når dine tanker og handlinger ikke inkluderer mig, så svigter du mig. Og du holder mig for nar, når du ikke manifesterer intentionerne, jeg hører dig tale højt om.
Du holder mig låst fast i sædvanlige rutiner.
Hør mig! Jeg keder mig!
Vend energien hjem rettet mod mig. Befri mig for den kedsommelige ensformighed. Sæt mig nu fri – i sensualitet og sang, i leg og latter.
Jeg har ventet på dig. Så nu larmer jeg lidt, til du mærker mig. Mærker du mig? En startende smerte et sted…?!
Du sukker dybt nu, så er du nok ramt af mine ords kalden på dig efter din opmærksomhed.
Jeg er din kærlighed til dig selv. Forbind os. Kun du evner dette.
Du, som jeg, har brug for at blive forenet igen.
Jubiii nu registrerer jeg, at du hører mig. For nu strækker du din ømme ryg, og jeg bliver varm”
Hun lægger smilende pennen fra sig.
Så vælger hun – at vælge sig.