Hun er ked af det. Møg ked af det. Hun angrer.
Hun holder på mig selv. Hvorfor. Der er jo intet at holde på.
Jo, forsvar. Ego. Stolthed. Og en snært af retfærdighed.
Hvorfor retfærdighed. Fordi retfærdighed stadig er i forbindelse med en rettergang.
Og der har jo aldrig været en rettergang!
Der har ikke været tale om at gøre eller være forkert.
Så der er intet at anklages for. Og dog, hun opdager at det er hende, der anklager sig selv.
Han har været frustreret over deres konflikter. Han beskriver det som at fægte med alt muligt der kommer imod ham fra hendes side af. Antagelser og formodninger bliver skudt i hovedet på ham. Og så bakser ham med at forsvare sig imod den, hun gør ham til. Og han bliver vred over ikke at blive hørt, og lyttet til, som den han vitterlig er. Og så begynder han at anklage hende.
En erkendelse dukker stille op i hendes bevidsthed, om at hun kom til at bruge sin partner til at være den, der skulle krænke hende. Hun havde ikke været tilfreds med sig selv. Havde en utilstrækkelighedsfølelsen i sig selv selv som menneske. Et dilemma i hendes univers om på samme tid at kritisere sig selv, og forsvare sig selv mod den kritik. Den konflikt var svær at bære selv, derfor lægges den ud imellem dem.
Så i mønstrets udspring, puttede hun sin partner i krænker-klæder, så han var en figur hun kunne gå i kamp med, og forsvare sig imod.
Kæresten blev altså anvendt som statist i hendes eget indre drama.
Det er i erkendelse ganske forfærdeligt at opdage for hende.
Hun undskylder mange gange højt. Det er grimt og tarveligt. Usmageligt, og absolut ikke ærligt, kærligt eller i nærheden af at have fat i sig selv, vedkender hun med nedslået blik.
Hun ser der hele udefra hvordan det udspillede sig, og fanger at det var en projektion af sin egen tilstand. Hun brugte sin kæreste til at være den hammer, hun slår sig selv i hovedet med.
Og at hun så gik til kamp og i forsvar mod hammeren.
Mønstret er klart. Hun ser det tydeligt.
I det hun ser mønstret så tydeligt, står hun uden for selv samme mønster.
Hun ønsker så stærkt at forlade det, opløse det, for det har været årsag til mange konflikter.
Hun ser smerten, vreden og magtesløsheden i sin partners øjne. Det er ikke fedt at være statist i hendes cirkus, det kan hun godt se. Han er jo ikke-eksisterende, når mønstret bryder løs, så er han kun den rolle og funktion, som hun tillagde ham. Han kan ikke være andet i hendes kamp.
Nu er hun er færdig med dette mønster. Færdig med dramaet. Det har han været længe. Han vil ikke være i hendes rollespil, hvor hun kun ser en skurk i ham. Han vil hverken være hendes “far” eller repræsenterer hendes indre kritiker.
For at slippe et gammelt mønster, er punkt ét at vedkende sig mønstret. For hvis hun benægter, er hun fortsat i kamp med sig selv omkring dét at være ”perfekt/forkert”, og så vil mønstret leve i bedste velgående.
Når hun tager fuldt ejerskab af sit mønster, og vedkender sine reaktioner og forsvar, så er der belæg for at kunne forlade det. Ikke før.
Han vedkender sig, at han lader sig påvirke og dermed bliver en del af mønstret. Det er han parat til at arbejde med, og se ind i at han reagerer på noget gammelt.
Den sidste rest af forsvar opløser sig, og hun mærker accepten af, at hun ikke behøver at være perfekt, men være den hun i sandheden gerne vil være – blot et menneske. Uperfekt.
Hun vil øve sig i at række ud og blotte sig overfor sin partner, om hvad hun trænger til, og længes efter, og hvilke følelser der er på spil.
Hun vil ”vande” sig med selvomsorg og egenkærlighed. Hun ved jo egentlig godt, at når hun er fyldt af godt i sig selv, så er hun derfra en dejligere kæreste, og en mere overskudsagtig og kærlighedsfuld person i det hele taget.
Hun rækker ud mod ham, og han tager håbefuld hendes hånd.
—————
NB. Ovenstående tekst er ren fiktion, og er altså ikke et eksisterende parforhold i min praksis.
