Det sidste barn er flyttet hjemmefra, og hun er faktisk ked af det.
Hendes mand siger ikke så meget, fortæller hun mig. Han er lidt stille, men tit griner han i andres påhør, og siger, at nu skal de til at nyde freden…
Men hun har svært ved at nyde den fred, han snakker om. Der er stille, åh så stille, at hun kan høre sit hjertet slå lidt hurtigere…
Hun er ked af det, også selv om hun siger til sig selv, at det er noget pjat.
Den sidste unge er fløjet fra reden.
”Det er jo livets gang” siger hun højt for at være fornuftig. Men tomheden runger hult i hende. Ungdomsværelset er forladt. Og hun føler sig forladt. Der er ligesom et hul, en plads som børnene havde fyldt ud.
Stuerne er tomme. Ingen skønsang, og ingen venten på, at der bliver ledigt på badeværelset. Ingen lange hår i afløbet, ingen efterladt hårtørrer på klinkerne, eller duften af parfume.
Ingen bunker af vasketøj, her der og alle vegne.
Der er ingen krummer og glemt smørpakke på køkkenbordet, ingen brugte slatne tebreve i køkkenvasken Ingen højt musik man skal dysse ned, og ingen høj latter at grine med på.
Ingen pjat og larm til langt ud på natten. Ingen at hente midt om natten. Ingen konflikter og grænsesætning. Ingen nærværende snakke med moderlig omsorg og gode råd. Ingen kys og kram af den lille barnekrop, som så pludselig blev en ung kvindes…
Flashbacks beskriver hun i tydeligt billedsprog om dejlige minder af børnene gennem deres opvækst.
Hendes opmærksomhed gennem tiden har været rettet mod børnene, som hun elskede at have omkring sig. Hun elskede at være mor.
En epoke er slut…
Det havde også været svært med det første barn, men med det sidste var det ligesom endeligt.
Afskeden har efterladt et tomrum i hende. Hun mærker mest tristhed, og snøfter i smug.
Hun deler helst ikke følelsen med sin mand, for så begynder hun at græde, og det kan han ikke finde ud at af være i. Hun har mærket at han helst vil stoppe hendes tårer, og det vil hun ikke have. Så hun græder i det skjulte.
Det svinger mellem tomhed og at være ked af det. Hun forstår ikke helt sine følelser, eller mangel på samme, for det er jo som sådan ikke sørgeligt, siger hun (overbevisende til sig selv). Begge børn er godt i vej med dejlige steder at bo, de har fat i deres egne liv nu, og det er godt.
Men trods det er hun tom, og hun er begyndt at tvivle på, om kærligheden til manden er helt død.
Hun ryster let på hovedet, samtidig med hun fortæller mig om det. Hun løfter blikket og ser på mig.
En tåre løber ned ad hendes ene kind, idet hun fremstammer, at hun nok ikke elsker sin mand længere…
———————————-
Ovennævnte kvinde troede hendes issues var manglende kærlighed til manden.
Hendes situation er ganske eksistentiel. Hun står midt i livet, og en af hendes største, måske den største mission er fuldført; Hendes moderrolle har udspillet sig, og er tilendebragt i livets cyklus. En epoke i hendes liv er overstået, et kapitel i hendes livshistorie er slut.
Det er ikke ualmindeligt at nogle kommer i kontakt med en eksistentiel sorg over adskillelsen fra kærligheden. Det er fornemmelsen af livstab.
For andre er det som at ”falde” ind i fornemmelsen af tomhed.
I tomheden mærker hun ikke kærligheden, og så (selvfølgelig) heller ikke kærlighed for manden.
Når hun ikke har fat i kærligheden i sit eget indre, har hun ingen kærlighed at adressere til sin mand.
Så i bund og grund handler det ikke om ham, men om hende.
Når det handler om hende, har hun mulighed for at ændre sin tilstand, og det blev hun lettet over.
Hun opdagede, at der var en slags “forsømt forår” i hendes system.
Over arbejdet med hende selv, vil små spirer pible op i livsenergi, og en dag vil hun stå hvilende i sig selv med accept og anerkendelse til alt hvad det indeholder, og indebærer, at være den hun er.
Og manden har undervejs (og nok også imens hun var mor med stort M) ventet på dette øjeblik, hvor hun genfandt sig selv, og på ny også fik øje på ham.
Herfra kan parforholdet tages til ”next level”
