Naturen kan noget.
Det er tydeligt, at når jeg giver slip på al det praktiske, der normalt fylder i hverdagen, og tager beslutningen om at søge ud i naturen, så sker der noget med mig.
Selve beslutningen er først “i kamp” med kontrollen/fornuften om de mange årsager til, at jeg skal blive hjemme, og “arbejde” videre på et eller andet. Når jeg har viftet tankemyldret væk, så mærker jeg kroppen allerede boble af glæde over min beslutning om at søge ud til naturen.
Ja, min krop bliver faktisk glad.
For mig er naturen dejligst i dens naturlige natur. Allermest holder jeg af naturen som moder Jord har skabt den. Mange parker kan i min optik synes alt for tæmmet og tilrettetlag.
Nej, giv mig den sande natur og jeg mærker en forbundethed. Og dette giver mig jordforbindelse, og oprigtig kontakt til mig selv.
Går jeg i skoven, sidder jeg op af et gammelt træ, har jeg bare tærer i mossen, lugter jeg varmen i nåletræerne, hører jeg fugle kvidder, ser jeg det kribler i jordbunden, går jeg langs kysten, ligger jeg i lyngen, eller ligger jeg på klippen, sidder jeg i sandet, mærker jeg havet, lugter jeg tanget, ser jeg solens spejlinger i tusinde lysglimt i vandoverfladen, dufter jeg duftene, er jeg opmærksom på delene, på sammenhængene, og på former, farver og strukturer.
SÅ slipper jeg de hurtige svingninger og høje puls, der lever i byen, og i mit hoved, og min vejrtrækning falder langt til ned i maven. Da er jeg i et nærvær, hvor tanker om for-og-imod ikke eksisterer, og mit ellers så fyldte hoved befries af handleplaner og to-to-lister.
Naturen er en gave. Og jeg kan berige mig, så tit jeg vil.
Naturen er en gave, der til evig tid får mig hjem til den jeg autentisk mig.
En dag sad jeg i vandkanten:
“Jeg føler ydmyghed.
En tilstand af at være i altet. Jeg hører til. Jeg er en del af.
Jeg underkaster mig naturens smukke.
I alt dette – bliver jeg bare.
Er bare.
Lige her, med det der er.
Trækker vejret ind – dybt.
Solstråler – vandets skvulpen – mågernes skrig.
Jeg er lille – og jeg er stor.
Jeg er et med.
Solen skinner i mig!
Jeg rører ved ting, smager på ting, jeg ser med mine øjne, og lader det være, som var det allerførste gang!
Jeg er mere intenst i live, og dog er det blot et gensyn og genoplevelse med et nærvær, jeg skubbede til side og sløvede i vanens magt.
Som gange før oplever jeg denne dag, som var det den første – befriet af belæringer og anvisninger og en masse logik.
Jeg glemmer og oplever på ny.
Jeg føler mig velsignet, og mærker hvor betydningsfuldt det er at leve i overensstemmelse med min sjæls nærvær.
Jeg har kontakt til den dybeste kærlighed i mig, og i projektion forelsket i livet.
Fra hjælp af vindens kærtegn, der puster støvet af mine følelser.
Jeg mærker, sanser og føler.
Taknemmeligheden fylder mest.
Forandringens vinde danser i mit hår.
Og jeg fælder en tårer – uden analyse om hvorfor”
Naturen er en gave!
