Det er ikke altid let at tilgive, for vi er måske stadig stødt over forseelsen andre gjorde mod os. Vi bærer måske stadig nag over, at være blevet afvist eller forladt. Vi er måske stadig ramt af en uretfærdighedsfølelse over det, der skete i fortiden.
Situationer som vi er ene om, at have følelser i klemme over.
Vi er kun os selv til at tage vare på, og tage stilling til, hvordan vi vil agere, reagere, og containe og tænke om tingene. Andres meninger og gode råd er altid set fra deres egne vinkler og perspektiver. Så vid at du alene har handlingen på, hvordan du vil have det. Dit velbefindende er dit eget valg.
Det er faktisk befriende at opdage, at vi selv, ud fra vores formåen, potentialer, selvindsigt og bevidsthed, selv har valget, om vi vil være vores egen værste fjende eller vores egen bedste ven.
Vi er kun os selv til at tage vare på, og tage stilling til, hvordan vi vil agere, reagere, og containe og tænke om tingene. Andres meninger og gode råd er altid set fra deres egne vinkler og perspektiver. Så vid at du alene har handlingen på, hvordan du vil have det. Dit velbefindende er dit eget valg.
Det er faktisk befriende at opdage, at vi selv, ud fra vores formåen, potentialer, selvindsigt og bevidsthed, selv har valget, om vi vil være vores egen værste fjende eller vores egen bedste ven.
Forsøger vi tilgivelse med fornuften og rationalet, kan vi være tilbøjelig til at have fat “burde, skulle, måtte” Og derfra er det som om, at tilgivelsen ikke rigtig kan manifestere sig.
Tilgiver vi ikke f.eks. konflikterne med partneren, vil det være det samme som at holde fast i fortiden. Holde fast og bære rundt på gammelt konflikt materiale. Det kan føles som en klods om benet.
Vi har jo valgene at enten fixe, acceptere, eller fjerne os fra det.
Men nogle gange er det fineste og største at tilgive.
Vi har jo valgene at enten fixe, acceptere, eller fjerne os fra det.
Men nogle gange er det fineste og største at tilgive.
I en tilgivelsesproces, er hjertet den vigtigste vinkel at tilgive fra. Altså fra en kærlig følelse.
Har vi fat i kroppen og følelserne, kan vi faktisk mærke tilgivelsen. At noget forløses sig, og at vi bliver lettere.
For forandringen sker inde i os selv.
Måske der er nogle mennesker i vores liv, der kan tilgives. Nogle kan måske ikke. Nogle mennesker er her ikke længere. Men tilgivelse er ikke altid nødvendig at gøre face-to-face. Ægte tilgivelse foregår i hjertet.
Det er smukt hvis man kan mødes og i kontakten tilgive et andet menneske.
I selve handlingen at oprigtig tilgive, opløses noget i os selv. Og dermed er tilgivelse egenomsorg.
Det er smukt hvis man kan mødes og i kontakten tilgive et andet menneske.
I selve handlingen at oprigtig tilgive, opløses noget i os selv. Og dermed er tilgivelse egenomsorg.
Tilgivelse er en tilstand, der forløser dig selv, og er en healende oplevelse, at du ikke længere behøver at slæbe rundt på de gamle bånde på dig selv. Følelser der blot har haft holdt liv-leg-lyst tilbage, fordi du har været optaget af at følges med nag og vrede. Følelser der på den negative måde, har haft bundet dig til både mennesker og til situationer i fortiden. Disse følelser har intet andet formål end at mindske din egen trivsel.
Tilgiv dig selv for at have haft bundet energi op på gammelt uforløst smerte.
Når vi oprigtig tilgiver os selv, vil vi mærke glæden og lettelsen. Men forinden glæden, vil vi nødvendigvis registrere vores sårbarhed. For der ligger oftest en sorg, når vi bliver bevidst om, at der har været dage, uger, måneder og måske år med u-levet liv, men til gengæld liv i fokus på nag, vrede, og følelsen af synd-for-mig.
Med bevidsthed kan vi tage det autentiske valg om hvordan, vi hver især vil trives, og om hvor vores fokus skal være.
Så hvordan vi vil have det, hænger rigtig meget sammen med, hvad vi er optaget af, og har fokus på. Når vi holder fast i grebet på at være vred eller såret, så vil vi ubevidst lande i en sløjfe af noget, der fortsat kan gøre os vrede eller såret. Vi kan opdage, at vi i alle former for tilgivelse, kan sætte os selv fri, fordi vi har valget om at gøre det.
Når ændringen i os er sket, vil ændring af vores fokus udadtil også ske. Og så er vi i gang med at skabe den nye sløjfe.
– – – – – – –
Det er ikke gjort natten over at tilgive. Og nogen vil også have det svært med at slippe grebet, for måske kender de bedst til at være vrede. De har måske fået i dåbsgave at humøret i familien var/er tungt, så derfor er de ikke rigtig bekendt med (ikke tilladt) den iboende autentiske glædesfølelse.
Nogle mennesker vælger at holde fast, mere eller mindre bevidst men fordi de får noget ud af at holde fast. De modtager måske en del opmærksomhed, omsorg og medhold o.s.v.
Rollen som kriger og som et offer, er ikke hvem vi er, men hvem vi agerer/reagerer som.
Og vrede dækker oftest over en anden følelse.
Nogle mennesker vælger at holde fast, mere eller mindre bevidst men fordi de får noget ud af at holde fast. De modtager måske en del opmærksomhed, omsorg og medhold o.s.v.
Rollen som kriger og som et offer, er ikke hvem vi er, men hvem vi agerer/reagerer som.
Og vrede dækker oftest over en anden følelse.
Inde bag vrede er vi oftest møg kede af det. Og nogle gange ligger der en sorg, vi skal overgive os til.
Nogle gang holder vi fast i vreden for netop ikke at møde smerten i os. Og nogle gang holder vi fast i smerten, fordi vi frygtet, at hvis jeg giver slip, så “forsvinder” personen, jeg gemmer i mit sårede hjerte.
Der ligger en forløsning i at møde sorgen. Tillade den at være der. Lade den få plads.
Lad os favne sorgen med omsorg og kærlighed, så den kan rulle igennem – endnu engang. Og atter igen.
Ingen siger at vi skal være fri af sorg. For sorg er jo også kærlighed.
Men i tilgivelse kan vi befri os fra vreden, som oftest spænder ben.
Tillad og tilgiv.
Tilgivelse er den reneste form for kærlighed.
En tilgivelsesproces kan være et sårbart og et meget smukt forløb. Der oftest munder ud i en taknemmelighedsfølelse – over at være i dette nu. Lige som det er.
