Hun tænkte på, om han ville savne hende, nu hun ikke var i hans liv længere.
Kunne han mon se, at han manglede hende.
Mærkede han efter. Mon han havde en smerte ved, at hun ikke ikke var der.
Faktisk ønskede hun, at det gjorde ondt i ham. Han måtte gerne lide lidt.
Det føltes godt at fantasere, at han ikke kun havde det godt, men at det også nev et sted i hans hjerte. Alt hvad de havde oplevet sammen af gode ting, var nu et liv revet op med rode!
Han måtte ikke kun synes det var fantastisk, at de ikke var i forhold længere!
Det var ham, der havde kvajet sig!
Hun forsøgte ikke at mærke sine følelser, men forblev i sit hoved, hvor tankerne rumsterede rundt.
HVORFOR?!
Hun ville så gerne forstå. Hun søgte næring til sin forståelse, til sit kontrolsystem.
Hun kunne simpelthen ikke forstå, at han havde kørt et dobbeltliv.
Hun bevægede sig over i hans sko, og forsøgte at forstå hans handlinger.
Hvad mon han følte lige nu.
Hvad mon han tænkte.
Hvorfor handlede han, som han havde gjort.
Hvad ville han mon sige, hvis hun ringede til ham…
Hvordan ville han mon reagere, hvis hun mødtes med ham. Det skulle så bare være for at få sine sidste ting…
Ville han tænke dårlige tanker om hende.
Kunne han slet ikke se, hvad de havde haft sammen.
Hun håbede at det var gået op for ham, at han havde mistet noget værdifuld. Deres parforhold havde da været godt!
Men hun havde levet på en løgn! Og det var det´ der gjorde ondt.
Hun havde givet sig hen til ham i god tro og tillid. Hengivet sig til en kærlighed, som hun troede var gengældt.
Hun håbede, han et sted i sit stille sind ærgrede sig, og smertedes ved at se hende. Savnede hende.
Hvis de skulle mødes, ville hun have styr på sig selv, tænkte hun. Være ovenpå, vise selvsikkerhed. Hun ville ikke blotte sig. Hun ville ikke vise at hun var ramt! Hun ville for alt i verden ikke ligne et offer.
Hun ville ikke lade ham vide, at hendes hjerte indimellem blødte.
Blødte for ham. Af længsel. Af sorg. Af at føle sig forrådt. Og af at bebrejde sig selv.
Hun var også vred, et sted i kroppen… Med det var svært at handle på den.
Hun havde været overbevist om, at de havde haft det godt, altså udover at han ofte var efter hendes adfærd, hendes udseende, hendes måde at sige tingene på. Det skubbede hun til side nu, og havde mest fokus på den gode tid, der havde været. Så hvorfor var det, at han havde levet et dobbelt liv. Med kontakt til andre kvinder.
Det kørte voldsom rundt i hendes hoved. Mange spørgsmål, og flere svar. Og omvendt; flere spørgsmål end svar.
Hun fandt selv på årsagen. Hun vendte det mod sig selv, og gav sig selv skylden.
Havde hun dog bare opført sig anderledes, havde hun gjort mere ud af sit udseende, havde hun udvist selvsikkerhed, være mere tjekket, sexet, og været mere sød og eftergivende, ja så ville han måske ikke have haft lyst til andre kvinder.
Men hun havde kun formået at ”pakke sig selv sammen”, hun valgte at blive en mindre udgave af sig selv, af hensyn til hans humør. For fredens skyld. For hans skyld. For hendes egen skyld, for hun ville gerne undgå konflikterne.
Nu fortrød hun.
Hvis hun kunne skrue tiden tilbage, ville hun have været anderledes.
Det kørte rundt i hendes hoved…
Det var hende der havde sagt ”stop”. Hun havde pakket en kuffert, og var næsten løbet ud ad døren, da hun fandt hans grænseoverskridende dialoger og fotos…
Men hun var også gået i freeze. Længe havde hun siddet på sengekanten, lammet. Hun var blevet så chokeret. Det var som om, hun var blevet flækket midt over. Kroppen blev skilt fra hovedet. Hun mærkede ikke rigtig noget. Hun registrerede at hun næsten udelukkende var i sit hoved. Og tænkte så mange tanker, at hun ikke kunne få ro nogen steder.
I de år de havde boet sammen, havde stuerne været fyldt af grin og latter, også konflikter ja.
Mon han havde det svært med den tomhed, der fulgte med bruddet. Led han, som hun gjorde. Eller var han af med hende på en ”pæn” måde, det var jo hende der var gået. Var han mon vred på hende.
Måske var han lettet, og allerede i fuld gang med at være optaget af de andre kvinder fuldtid.
Hun så scener for sig, som hun fik kvalme af.
Havde han tænkt på de andre kvinder, mens han kærtegnede hende.
Når hun havde hengivet sig til ham, havde han så slet ikke været tilstede, men i fantasien været et andet sted. Hun tænkte på, om han elskede med en anden, mens hun elskede med ham. Hun sprællede i sit eget tankespinds-net, og tæmmede et skrig.
Hun tænkte på, hvordan han mon oplevede hende. Hun ville så gerne ses af ham som noget værdifuld, det havde hun jo troet at hun havde været.
Hun havde elsket ham. Ja, hun elskede ham endnu. Han kunne være den mest fantastiske dejlige mand…
Alle minderne, alt hvad de sammen havde oplevet, var som et billed, der blev revet itu. Hun havde levet på en løgn. Hun vidste ikke hvad der havde været sandt eller falsk… Hun blev i tvivl på sig selv. Hun ville jo bare elskes for hver en pris.
Hun blev mindre og mindre kontaktful sammen med andre.
Hun formåede ikke at være ordentlig tilstede i en samtale. Hun røg hurtigt tilbage til sit eget tankemylder, hendes øjne flakkede, og hun var ikke nærværende til at kunne høre, hvad andre havde på hjertet.
Hun følte sig lammet i handlinger og fastlåst i sit tankesæt. Hun kunne heller ikke sove. Tanker, billeder og fantasier havde frit løb.
Nuet forsvandt.
Hun var udelukkende i fortiden, i forsøget på at få styr på, hvordan det hele hang sammen…
På et tidspunkt tog hun en beslutning om, at nu skulle det være slut, med at have det sådan.
Ovenstående er fiktivt.
Det er ikke unormalt, at føle at man har ”mistet” sig selv, så ens selvværd og værdighed ligger på et meget lille sted, når der har været utroskab inde i billedet.