Der hvor jeg er i ro, og er fri af tankemylder og præstationer, har jeg min stilhed. Stilhed er der hvor accept og kærlighed mødes, hvor yin og yang er forenet, hvor alt er sagt – og intet står til overs, ingen krav og forventning.
Kontakt til mit inderste. Være i fred.
Jeg er.
Min kernes ro.
Stilheden er i mig, selv i det larmende omkring.
Jeg er sårbar der´, jeg møder kærligheden til mig selv. Jeg møder kærligheden i mig til alle mennesker. Jeg møder kærligheden i mig til moder jord, og alt levende.
Stilhed bor i min mave ved solar plexus.
Jeg trækker vejret dybt, og hver gang min indånding møder stedet, nærer jeg det.
Jeg ilter. Jeg glædes. Jeg genfinder mig lige der. Jeg fødes på ny lige der´. I taknemmelighed.
Stilheden hvisker.
Stilheden hvisker knapt nok.
Hun er en gammel vis kvinde. Hendes klæder er lange, ubetydelig af farver, udtrykker tryghed.
Hun er fyldig og frodig.
Hendes hår har striber af visdom i den tætte manke.
Håret er sat op, og når tiden er til det, slår hun det ud. Det når omkring hende til hendes knæhaser. Stort, stærkt, gråt og hvidt.
Når hun danser omkring på bare tærer, løfter håret sig til vandret omkring hende. Står ud til alle sider og er en del af dansen.
Hun er alt. Alt hvad der er nødvendigt. Hun bringer til forening. Hun samler.
I stilhed er alting!
I bevægelse med kroppen.
I svingninger med håret
I det lydløse.
Hun danser ikke for at larme.
Hun danser ikke for at blive set.
Hun danser af lyst.
Hun får solarplexus til at lyse.
I stilhed er der blot væren og lys. Hun er stilhed og fred!
Hun er mit inderste.
Hun går generationer tilbage i mig, i mit.
I stilheden er jeg hvad jeg er!
