Intentioner for et godt parforhold.
I de 10 uger som jeg har inviteret dig til at følge, er der i alt 10 kærlighedsintentioner for et godt parforhold.
Det dynamisk parforhold har bånd mellem parterne, som kræver bevidsthed, intention og dedikation.
Og intentionerne må være udgangspunktet for, hvordan vi ønsker vores parforhold og dets indhold skal være.
Derfor har jeg taget fat i 10 Intentioner, en ugentlig intention ad gangen. De kan hjælpe dig med at styrke dit parforhold og gøre kontakten dybere.
Hver af mine intentioner består af syv små daglige skriv på facebook, der inviterer dig til at reflektere, og praktisere intentionerne. Her på min hjemmeside samler jeg teksterne uge for uge.
Den 5. intention i rækken af mine 10 intentioner for at skabe et godt parforhold, er emnet Værdier.
1.dag i 5. uge.
Værdier – som fundament i parforholdet
Når vi gerne vil have et stærkt og godt parforhold, er det givtigt at vores værdier hviler på et solidt fundament af fælles værdier.
Værdier som handler om, og former vores valg og livssyn.
At have værdier som fundament handler om at forstå og værdsætte, hvad der virkelig betyder noget for hver af os, og som er det fundament, vi sammen står på, og har afsæt i.
Når vi åbent taler om vores værdier, skaber det en fælles forståelsesramme, som gør det lettere for os at håndtere vores konflikter, og langt lettere at træffe beslutninger sammen.
I høj grad er det værdierne der skinner igennem, hvad vi hver især, og sammen står for.
Værdierne som f.eks. ærlighed, åbenhed, hjælpsomhed, familie, tryghed, omsorg, selvstændighed, kontakt, og troværdig, vil alle skulle uddybes og sættes ord på – til forståelse af hinanden, og for netop at opnå at være tro mod disse værdier.
Er respekt og åbenhed med i værdisættet, vil det medføre at vi lytter og kommunikerer med hinanden både i det lette, og også i det, der er svært.
Værdier kan udvikle sig over tid, og et stærkt fundament kræver løbende at vi sammen snakker om dem.
Ærligheden omkring vores egne behov, og nysgerrighed på os selv, og hinanden er vigtig, som vi også holder en empatisk tilgang til hinanden.
Når vi deler, og respekterer hinandens værdier, og bygger på de fælles værdier, skaber vi et trygt og meningsfuldt parforhold, hvor vi begge kan vokse – ikke kun sammen, men også som individer.
Værdierne bliver dermed ikke bare et stærkt udgangspunkt, men ud fra hvilket vi har hinandens ryg, og har hinandens favn.
2. dag i 5. uge.
Værdier – at kende og respektere vores egne.
Værdier definerer, hvad der virkelig betyder noget for dig. De kan være alt fra frihed, ærlighed, ordentlighed til kærlighed, tryghed, udvikling, at have musik og natur i sit liv, og familie og at få børn.
Når du er bevidst om dine værdier, bliver det lettere at leve autentisk og stå fast i dine beslutninger.
Respekt for dine egne værdier kræver dog nogle gange noget mod. For du skal turde stå op for hvordan det er at være dig, trods det, at din partner måske har andre værdier og vil eller gør noget andet.
Det kan være fristende at tilsidesætte værdierne for at passe ind. Dette for at undgå konflikter, eller for at opfylde andres eller din partners ønsker og behov.
Hvis du går på kompromis med dine kerneværdier, vil du synes du er venlig mod dine omgivelser, og dette skaber nok også som det første fred.
Men hvis det er på bekostning af dine egne værdier, kan det på sigt skabe en følelse af svigt i dig.
At du svigter dig selv.
Så at respektere dine værdier handler derfor om at være tro mod dig selv, også når det er udfordrende.
Det første skridt er at tage dig tid til at opdage, hvad dine værdier faktisk er.
Når du ved, hvad der gør dig oprigtig glad, og hvad der føles autentisk meningsfuldt, så er du klar over, at det er værdier i dig, som du ikke skal overhøre.
Når du er bevidst om dette, bliver det lettere at vælge til og vælge fra. Og det bliver lettere at prioritere rigtigt, og det gælder både i forhold til beslutninger, i forhold til dine relationer, og til din partner.
Når du kender og respekterer dine værdier, viser du andre, hvem du virkelig er, og det i sig selv skaber gennemsigtighed og tryghed.
At kende dine egne værdier hjælper dig med at navigere i livet og træffe de valg, der føles rigtige for dig.
At leve i overensstemmelse med dine værdier vil ikke kun medføre at du følges med dit autentiske jeg – det vil nødvendigvis også være med til at skabe en ægthed i dit parforhold.
Og det er i dette møde mellem selvrespekt og gensidig respekt med partneren, at den dybe kontakt har mulighed for at opstår.
3. dag i 5. uge.
Værdier – der binder os sammen
I vores parforhold hvor værdier er fælles, er som et usynligt bånd, der skaber en samhørighed på et dybt plan.
Værdierne binder os sammen, og er som at følges ad hånd i hånd, med bevægelse i samme retning.
Værdier som tillid, ærlighed, respekt og humor styrker vores forbindelse og kontakt, og gør det lettere at navigere gennem både hverdagen og udfordringer.
Når humor er vigtig, og en fælles værdi, bindes vi sammen af anerkendelsen af os selv i hinandens glimt i øjet.
Og det binder os sammen at vi med humorens overlevelseskunst kan lyse i en mørk tid.
Fælles værdier betyder ikke, at vi som personer er ens, men det betyder, at det vi har af samme slags værdier, skaber en forbundethed til hinanden.
Det er her hvor genkendeligheden fra det fælles, er ordløst. De bliver til gengæld tydelige i, hvordan vi støtter hinanden, tager beslutninger, og hvordan vi lever, og tager ansvar.
Og når loyalitet er en fælles værdi, bindes vi sammen i at prioritere hinanden – uanset hvad.
Når værdierne plejes, bliver de et fundament, der ikke kun holder os sammen, men gør det meningsfuldt og levende.
De fælles værdier binder os sammen i hverdagen; i måden vi taler til hinanden på, og hvordan vi ser, rummer og favner hinanden – og i valget om at vælge hinanden til igen og igen.
4. dag i 5. uge.
Værdier – i takt med udvikling
Et sundt parforhold er en levende og foranderlig relation i bevægelse.
Når livet ændrer sig – gennem nye faser, udfordringer eller muligheder – kan vi sammen have brug for at justere vores fælles eller vores individuelle værdier.
Når vi står over for forandringer, kan det være vigtigt at stoppe op og spørge os selv om, hvad der betyder mest for os nu.
Dette er ikke et tegn på uligevægt ej heller nødvendigvis usikkerhed, men at være tro mod os selv og hinanden, som netop er et tegn på vi anerkender og accepterer forandringer.
Måske var frihed en vigtig værdi for os i en tidligere fase af vores liv, men nu kan det være at vores familie, eller det arbejde vi er i, har været med til at præge, hvad der er vigtigt for os nu. Og vi kan tilføje en værdi om stabilitet, nærvær, og samvær.
Måske kalder et nyt kapitel på, at vi sammen viser mere fleksibilitet, end vi tidligere har gjort.
At justere vores værdier handler ikke om at opgive, hvem vi er, eller hvad vi står for, men om at vi snakker om hvordan den fælles retning, der passer til det liv, vi lever nu, skal være.
Det kræver, at vi er åbne og ærlige over for hinanden, og at vi lytter og sætter ord på, hvad vores drømme, bekymringer og behov er.
Når vi siger farvel til en udtjent værdi, eller hilser en ny værdi velkommen i os, fordi den mærkes rigtig og vigtig, tillader vi forandring og udvikling, og at være i takt med det dynamiske liv, hvori vi begge føler os set, mødt og støttet i vores individuelle valg, og valgene vi tager sammen.
Styrken i vores forhold er at turde slippe gamle greb om parforholdet, og turde at vokse ved at justere os sammen med det nye.
Vi minder hinanden om, at kærlighed ikke handler om at holde fast i det gamle, men også om at give plads – til hinanden og til det liv, vi skaber sammen.
5. dag i 5. uge.
Værdier – i ord og handling
Et parforhold, der lever sine værdier i både ord og handling, bygger på autenticitet, valg og ansvar.
Her er kærligheden ikke kun noget, der siges med ord; at vi elsker hinanden. I parforholdet hvor vi lever og udlever vores værdier, gør vi det gennem bevidste valg og handlinger, som vi træffer hver dag.
Det begynder med at vi respekterer vores egne værdier og i dette anvender ærligheden i at bringe os selv i spil. Det gør vi ved at tage vores plads, fylde pladsen ud med den vi er, og står for.
Der er en klar forståelse af, hvad vi som individer, og hvad vi som par står for.
Det afgørende er at lade disse værdier forme hverdagen, livet, nuet og kontakten imellem os.
Intentionen om at leve vores værdier i ord og handling, viser vi ved at lytte opmærksomt, når partneren taler.
Har vi fejlet, går vi efter det kontaktskabende, og tager ansvar ved at komme tilbage med selverkendelse.
Vi skaber plads til hinandens drømme, og deltager med nysgerrighed og engagement.
Det handler om at vælge kærligheden, også når det kræver tålmodighed og kompromiser.
Vores værdibaseret parforhold der lever i ord og handling er en relation, hvor vi glæder hinanden med anerkendelser og kærlighed sagt og udført, og hvor tilliden bygges af små daglige valg, der siger: Jeg vælger dig!
At leve vores værdier sammen kræver mod, sårbarhed og en gensidig forpligtelse til at gøre kærligheden til noget håndgribeligt – et fælles liv, hvor ord og handling følges ad.
6. dag i 5. uge.
Værdier – og værne om dem
I vores travle liv kan det være let at miste forbindelsen til det, der virkelig betyder noget.
For indimellem arbejde, pligter og al det praktiske hamsterhjulet er fyldt af, risikerer vi, at værdierne langsomt bliver skubbet i baggrunden.
Og dermed kommer vi længere væk fra det, vi egentlig har behov for at være tro mod.
Også i hverdagen er det vigtigt, at vi sammen værner om det, der er vigtigt, og det der binder os sammen.
Det er misforstået at tro at vi kan lægge det ud til weekender, eller til når der er mulighed for åndehuller, for værdier er noget, vi følges med hele tiden, og er derfor ikke noget der skal ”vente til bedre tider”
Vi skal værne om vores værdier, for er vi ikke tro mod at leve, og være vores værdier, kan det medføre uro i krop og tanker, og give følelsen af at være ”væk hjemmefra”.
Uanset hvilke værdier vi deler, gælder det om at være tro mod dem, og værne om dem.
kræver, at vi bevidst følges med værdierne, og skaber plads til dem hver eneste dag.
Det kan være, at vi prioriterer at sætte os ned sammen, selvom dagen har været lang, og høre hvordan vi virkelig har det.
Når vi vælger handlinger, der afspejler vores værdier, giver vi os til kende, også om hvorfor vi fortsat vil hinanden.
Vi behøver ikke at gøre det perfekt; at gøre noget er bedre, end slet ikke at gøre noget.
Det handler ikke om store gestusser, men om at være opmærksomme på hinanden og på det, vi ønsker at bygge vores liv på.
Værdierne om at samarbejde, om at overholde aftaler, om vores måde at respektere, anerkende, og tilgå og tale til hinanden på, om at forkæle og glæde hinanden, vil alt sammen holde fast i det, der gør vores parforhold stærkt og kærlighedsfuldt.
Vi værner om vores kærlighed, og værner om, at vores fælles liv er værd at prioritere.
7. dag i 5. uge.
Værdier – kærligheden guider
Når vi lader kærlighedens værdier guide vores handlinger, skaber vi et psykisk trygt rum, hvor vi begge to føler en samhørighed på et dybt plan, og herfra kommer vores handlingerne fra hjertet.
Er vi tro mod at leve vores værdier som nærvær, respekt og ærlighed, så styrker vi vores parforhold og vores følelsesmæssige bånd.
Når vi aktivt vælger, at det er kærligheden der viser vej, aktiverer vi følelsen af tilhør hos hinanden, og det styrker vores fælles tillid, og det forankrer os i sikkerheden om, at vi har et sundt, levende og stærkt parforhold.
Hjælper vi hinanden med at få behov og længsler dækket, så gør vi det med kærlighed i ord og handlinger.
Når vi lader kærlighedens værdier guide os, søger vi ikke at dominere eller ændre partneren.
Vi går med kærligheden forrest, og det reducerer konfliktfyldte mønstre og uhensigtsmæssige reaktioner, og vi arbejder på at slippe vores hang til kontrol.
For i kærlighedens værdier skaber vi i stedet en grundlæggende følelse af ligeværdighed, og vi møder hinanden med nysgerrighed og empati.
Når kærligheden guider os til ærlighed og til en nærværende kontakt, kræver det, at vi tør lægge vores forsvar, og træde ud af gamle fortællinger, og dog med en snert usikkerhed, vælge at stå blottet.
For lader vi kærlighedens værdier guide os, overgiver vi os, og vi hengiver os, og kan med dette nå til den smukke tilstand af dyb eksistentiel taknemmelighed – taknemmelighed som er afgørende for dybden af parforholdet.