Min overbevisning er, at vi er født med venlighed.
Der er krig og ufred steder i verden, og der er uvenskaber og konflikter rundt hjørnet eller hos naboen og nogle gange i egne rækker, og der er en uvenlighed blandt spøgelser på gader og stræder og i de ellers så lykkelige hjem.
Jeg tænker, at formår vi ikke at være venlige, så har vi desværre ikke fat i den ellers iboende venlighed og kærlighed, der findes i os.
Uden venligheden kan vi have fat i enten vores egos ophøjethed, eller fat i den reaktive forsmåede vrede over forskelsbehandling, og vi bliver alle ofre i den fortælling.
Når vi ikke trives, og det formørkes i vores indre, ændres vores fokus, og vi kan i projektionen af os selv se gengivet omkring os; at andre er forsmåede og uvenlige.
Såvel som når vi trives godt, er veltilfredse og glade, så synes livet dejligt, og vi ser lyset i andres øjne.
Alle vegne ser vi spejle af os selv.
Er den autentiske venlighed ikke tilgængelig, er der altså noget, der “forstyrrer” os.
Kan vi ikke være venlige mod andre, er vi det som regel heller ikke mod os selv.
Kigger vi indad kan vi opdage os selv med spørgsmålet om, hvad trivsel er for hver af os. Om hvad der skal til for at mærke vores egen glæde, taknemmelighed og kærlighed.
Kærligheden er på et eksistentielt plan ens, den er derinde i os. Men hvad vi hver især har af forskansninger, dæmninger, mure og tjørnehække om vores hjerter, er jo for at beskytte det.
Men i et forskanset hjerte, hvor der ikke er tilgang, vil vi nødvendigvis søge mod hovedet, og der´ fare vild i vores tankemylder.
Beskyttelse kan føles rart, i hvert fald dengang vi blev ramt af noget, der gjorde ondt. Men fortsætter vi med at beskytte os, kan beskyttelse på sigt skabe mistrivsel og ensomhed.
Trods lysten til at beskytte os, er det autentiske behov og længsel dog inderst inde, at hjertet bliver befriet.
Vi ønsker at venligheden og kærligheden vil befri os.
Kunsten er at blive bevidst om at den eneste person, der i sandheden kan befri os, er os selv. Vi må hive projektionerne hjem og i arbejdet med dem ”befri” os – med vores egen venlighed og kærlighed.
Det er essentielt og nødvendigt at vi går vejen selv, ingen kan gøre det for os. Men det kan være nødvendigt at følges med nogen.
Parforholdet er et fantastisk sted til at udvikle os. Der vil i konfliktfasen opstå konflikter for begge parter, fordi vi vil trigge de gamle sår hos hinanden, sår og smerte der skal vækkes til live for at kunne blive favnet og healet med kærlighed og venlighed.
Jeg vender lige tilbage til, at kan vi ikke være venlige, så mener jeg, at der er noget, der forhindrer os i at kunne være det.
Har vi ikke lært selvrespekt, kan vi komme til at træde vande i et liv, vi ikke synes at have rigtig del i. Og vi kunne mangle at styre os henimod mere liv, leg, lyst og mere kærlighed og venlighed.
Og bærer vi eksempelvis på en sorg, spærrer sorgen for andre autentiske følelser, som f.eks. glæde og venlighed.
Hvad der måtte forhindrer venligheden i at være i spil, er i egenomsorg altid værd at få kigget på.
